Hvorfor er det ikke alle der slutter sig til os, til trods for at vi naturligvis er de bedste?!

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Lederen af Den Nordiske Modstandsbevægelse, Simon Lindberg, har sammen med et par aktivister reflekteret over spørgsmålet med udgangspunkt i weekendens vellykkede aktion. Artiklen indeholder også flere links til videre læsning.

Jeg har før ved et par lejligheder i forskellige fora vendt tilbage til de mange gode samtaler, man har med ligesindede i bilen på vej til og fra aktiviteter, land og rige rundt. Denne artikel er baseret på netop en sådan samtale, der fandt sted i bilen på vej hjem fra den meget vellykkede blitzdemonstration i det centrale Stockholm mod NATO og globalisme.

Både jeg og kammeraterne var meget tilfredse og glade, måske endda lyriske, som jeg beskrev mig selv, da jeg omtalte demonstrationen i Radio Nordfront. Vi var alle helt enige om, at dette var den bedste aktivitet, som Den Nordiske Modstandsbevægelse havde gennemført i meget lang tid. Men i hvor lang tid? Her begyndte den egentlige diskussion, og den viste sig at blive mere omfattende, end den først spontant så ud til at blive.

Ved et hurtig tilbageblik konkluderede vi først, alt for hurtigt, at dette må være det bedste, vi har gjort siden 1. maj 2018, hvor vi skrev nationalhistorie ved for første gang i moderne tid at afholde to reelle nationalsocialistiske demonstrationer på samme tid i to forskellige kommuner, både i Ludvika og Boden!?

Men nej, allerede lidt senere samme år dominerede vi Almedalen fuldstændigt, og det var også en rigtig flot aktion faktisk. Men, er det så måske siden sommeren 2018, at vi gennemførte en så god aktion som Stockholm-demonstrationen sidst?

Nej, det er det heller ikke, for 1. maj året efter, altså 2019, var også utrolig godt. Da vi var i både Ludvika og Kungälv på samme tid, og hvor vi sidstnævnte sted også slog venstreekstremister tilbage, som havde samlet kræfter fra store dele af Europa, og som bogstaveligt talt stod skulder ved skulder med svensk politi og vinkede til os. Så blitzdemoen kunne være den bedste aktion siden da?!

1. maj 2019, Kungälv.

Vent lige lidt, det fandt vi hurtigt ud af. Vi var nemlig i Island i efteråret 2019 og skrev historie ved at gennemføre de første offentlige nationalsocialistiske aktioner i Island i moderne tid. Så måske var Stockholm-demonstrationen bare den bedste siden da?

Men, huskede vi igen, vi må ikke glemme Rede 3s banebrydende aktioner med rappelling, den gigantiske bannerrulle på DN-skrapan i Stockholm eller laserprojektionerne på Älvsborgbroen i Göteborg under holocaustmindesdagen, men ikke mindst da vores skånske kammerater trak bukserne ned på både det svenske politi og hele den jødiske magtbevægelse i Malmø, da de projicerede med laser mod den internationale holocaustkonference, der fandt sted der i efteråret 2021. Ok, men var den aktion vi var på vej hjem fra, i det mindste den bedste vi havde lavet i næsten halvandet år så?!

Vi søgte dog videre i vores hukommelse og kom hurtigt i tanke om vores deltagelse i den store demonstration mod vaccinepasset i Stockholm i januar 2022, hvor vi stjal showet, fik massiv medieopmærksomhed og kom rigtig godt til orde med vores banner for de ca. 10.000 deltagere på Sergels torg. Men kunne demonstrationen »Nej til NATO« så have været den bedste i mindst et år?

Nej til vaccinepas, Stockholm 2022.

Ja, det er muligt, men siden da har vi også haft blitzdemonstrationen i Oslo sidste efterår, som tydeligvis også var meget, meget vellykket, og hvor vi endnu en gang skrev moderne nationalhistorie.

Vi har bevidst ikke medtaget mere intern aktivisme, da det er lidt svært at sammenligne, men nok vil flere af de mange udgaver af Nordiske Dage, Aktivistdage, Organisationsdage og Kampdage – den ene mere vellykket end den anden – kunne betegnes som virkelig vellykkede aktioner i de senere år, ligesom de mange bestigninger af Nordens højeste bjerge og andre spektakulære vildmarksaktiviteter, de vigtige juridiske sejre i retssagerne i Göteborg, lanceringen og udviklingen af Nordisk Radio, Nordicresistancemovement.org og Motståndsrörelsen.se og meget mere.

Organisationsdagene 2021.

Hvad vi også helt glemte, da vi sad trætte efter en hel dag med rejser og aktivisme, var f.eks. demonstrationen på Helsinkis uafhængighedsdag 2018 anført af hagekorsbannere, da modstandsbevægelsen blev forbudt af det etablissementet, den historie, der blev skrevet under blitzdemonstrationen i København, den episke Lunda-piskning og meget, meget mere.

Så lad os til sidst bare sige, at blitzdemonstrationen i hovedstaden i hvert fald var den mest vellykkede aktivitet indtil videre i 2023, og at vi helt klart er den bedste og mest aktive nationale organisation i Norden – en fuldstændig hyperaktiv national spydspids, der overgår sig selv gang på gang!

Hvorfor er det så ikke alle, der slutter sig til os?

Med dette resultat følger nogle helt naturlige opfølgende spørgsmål:

Hvorfor er der mennesker i Sverige og de nordiske lande, som definerer sig selv som nationalsocialister eller i det mindste radikale etnonationalister, men som ikke desto mindre ikke slutter sig til os i Den Nordiske Modstandsbevægelse?

Hvorfor er der mennesker, som hellere vil sidde og drikke kaffe i et hus på landet og ikke engang have en vision i kampen om andet end at overlade walkover til fjenden og forberede sig på at være en minoritet i vores eget land? Hvorfor er der dem, der hellere vil tilslutte sig småborgerlige partier, som stort set kun er aktive i valgkampen, og som, selv om de i en utopisk alternativ verden fik flertal ved parlamentsvalget, stadig ikke synes at have bare en drøm om tilstrækkeligt radikale løsninger til at løse de problemer, som vores folk og land er havnet i? Hvorfor er der dem, der foretrækker at tilslutte sig små vennekredse og nationale interessegrupper, som måske på trods af den enkelte småtossede persons overmod aldrig vil kunne udgøre andet end blot vennekredse og interessegrupper og dermed være af meget tvivlsom nytte i vores faktiske kamp for vores skæbne?

Svarene er desværre lige så indlysende, som de er sort-hvide:

• Fordi at man falder for fjendens propaganda og bliver defaitistisk. De tror ikke længere på, at det er muligt at vinde, og har derfor svært ved at se meningen med en egentlig kamp.
• Fordi man har mistet sit selvværd og derfor ikke mener, at man har noget at byde ind med. Ved at man er blevet nægtet sin historie, kultur og nationale identitet og i stedet er blevet belemret med skam og skyldfølelse siden fødslen, tror man ikke på, at man har det, der skal til.
• Fordi man er blevet fuldstændig demokrati-skadet af curlingopdragelse og sociale medier og derfor er kommet til at se sig selv eller sine egne små personlige problemer og stridigheder som vigtigere end kollektivet og det større og afgørende spørgsmål om faktisk at redde vores folk.
• Fordi man er blevet degenereret til absurditet af kulturmarxismen og er blevet til en kujon, der frygter den undertrykkelse, der automatisk kommer, når man tilhører en succesfuld og virkelig oppositionel bevægelse.

Ja, eller måske endda en kombination af alle fire.

Alle bør alligevel deltage i vores arbejde

Men en ægte nordisk mand eller kvinde, der er i balance med livet og naturen, forstår værdien af at kæmpe, uanset om han eller hun tror på, at det er muligt at vinde eller ej. Ligesom vores forfædre har gjort i alle tider før os, anerkender de den højere værdi af at give alt, hvad de kan, selv om det måske ikke fører til sejr. Nu er det naturligvis muligt at vinde, men det er efter min mening endnu vigtigere at fremhæve den ære, hæder, loyalitet og pligt, som bør få folk til at vælge os og kampen uanset hvad.

Et individ af germansk oprindelse har al mulig grund i verden til at føle stolthed over sig selv og bør, som en påmindelse fra historiens fløje, bære med sig, at næsten alt er muligt. Hvis du ikke kan finde denne racestolthed i dig selv, lover jeg dig, at du vil finde den og genvinde din selvfølelse, hvis du vælger at gå krigerens vej med os. Som i alle fællesskaber, hvor vores folk har organiseret sig gennem tusinder af år, er der et strå at trække for alle, og sammen med os vil du finde det, du kan bidrage med, og som en hyldest til dit blod vil du også nå dit fulde potentiale.

En hvid europæer med sine racemæssige instinkter intakte anerkender værdien af storstilet organisering og af at indordne sig – ligesom generationer før os har gjort det siden begyndelsen for at overleve naturens hårde prøvelser. Uden viljen og evnen til virkelig at organisere sig, forene sig og kæmpe for det større gode ville der i virkeligheden ikke være ret meget, der adskilte vores races succeser og resultater fra andre racers succeser og resultater i verdenshistorien.

En ægte arier føler ikke egoisme og fejhed og forstår naturligvis, at det næsten er en naturlov, at hvis man ikke møder modstand, er det fordi man ikke er på slagmarken, hvor man hører hjemme. Hvis du ikke møder undertrykkelse fra dine fjender, er det naturligvis fordi dine fjender er ligeglade med din eksistens – fordi du ikke udgør en trussel eller endog ses som en potentiel trussel. Hvis du ikke står over for reelle udfordringer, vil du ikke vokse og blive stærkere ved at tvinge dig selv til at overvinde de forhindringer, der bliver kastet på din vej.

At individer fra masserne er hjernevaskede, undertrykte og forblændede er én ting, men hvis du rent faktisk ser og forstår, hvad der sker, og ønsker at gøre noget ved det for alvor i stedet for at falde i søvn, flygte eller narre dig selv, så har jeg utroligt svært ved at se, at der skulle være nogen anden vej frem for dig end gennem Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Jo hurtigere vi kan få alle nationalt indstillede nordboere til at forstå dette, jo bedre forberedt kan vi være på et paradigmeskift den dag, hvor lokummet brænder. Jo flere af os, der bliver testet og svejset sammen i fællesskab nu i de igangværende år af gadekamp, jo bedre er vores chancer for at lykkes med at gennemføre den nordiske revolution, når betingelserne for sejr er til stede.

Vi er klart den bedste nationalsocialistiske kamporganisation i Norden, men måske også i verden. Med dig i vores rækker vil vi blive endnu bedre!