Det nye Tyskland – arbejdets hjem

ANTIK: En tale af Dr. Robert Ley, leder af den tyske arbejderfront, ved et møde for udenlandske arbejdere, der er aktive i Tyskland, i Berlins sportspalads den 21. november 1941.

Tyske arbejdere og venner fra alle europæiske lande! Her er der samlet arbejdere fra næsten alle nationer i vores verden og delegationer fra alle de stater, der er venligt indstillet over for os. Det er allerede blevet sagt, at mænd og kvinder er kommet frivilligt for at hjælpe os, især aksens venner, især fra Italien, men også fra alle andre nationer. Dertil kommer mange mænd og kvinder fra nationer, som var fjendtligt indstillede over for os for blot et år eller to siden.

Du kan nu se det nye Tyskland. Jeg vil næsten sige, at de fleste af jer naturligvis havde en helt anden opfattelse af det. Især I kvinder og mænd fra Vesten, f.eks. fra Frankrig, Belgien, Holland osv., har tidligere læst i jeres aviser, at den tyske arbejder i vores land er underlagt, mishandlet og undertrykt, I har læst, at arbejdsgiveren står ved porten om morgenen med en pisk og jager sine folk ind, at de væbnede styrker – politiet osv. – undertrykker og slår disse tyske arbejdere, med andre ord, at der hersker terror i Tyskland.

Og nu skal I selv komme og se Tyskland og konstatere, at alt dette ikke er sandt, men at dette nye Tyskland faktisk er arbejdets hjem, at arbejderne her ikke længere er købte objekter, men at de bliver passet og plejet, at arbejdsgiveren ikke længere kan drive dem efter behag, at kapitalismen i Tyskland er blevet brudt og ikke længere har nogen indflydelse på os.

Ja, vi er glade for, at så mange millioner mennesker fra vores kontinent er kommet til os. Vi hilser jer alle, og vi takker jer alle. Dels for at hjælpe os, men også for at du overhovedet kommer her og ser, hvad der foregår her. Det er lidt ligesom når en mor er så glad for at vise sit barn rundt til sine onkler og tanter. Vi er naturligvis også meget stolte af det, vi har opnået, og af dette nye Tyskland – især hvis vi kender Tyskland fra fortiden, og det gør vi alle sammen, hvor forfaldent og dybt sunket det var. Syv millioner arbejdsløse, sult og nød Fabrikkerne stod stille, folk hang i gadehjørnerne og blev til fattige! Borgerkrig og stridigheder og splittelse og misundelse og stridigheder, partier mod partier, fagforeninger mod fagforeninger, borgerlige mod proletariat, by mod land, alle mod alle, et ustyrligt kaotisk virvar!

Robert Ley på billedet.

Og i dag – disciplin, orden, fællesskab, arbejde, igen brød, tøj og meget, meget mere.

Men frem for alt:

Vi har genoprettet den menneskelige værdi! Hos os er arbejderen ikke en aktie! Du kan ikke købe ham på børsen! Vi har nedbrudt kapitalismen i Tyskland, det kan vi sige, at vi har!

Selvfølgelig er alting stadig langt fra, som det burde være, det ved vi også. Det ved vi alle sammen. Vi har været ved magten i knap otte år, og hvad betyder så få år? Absolut ingenting i nationens liv. Otte år er som et åndedrag. Så er der krigen og forberedelserne til krigen. Hvad kunne vi overhovedet opnå på det sociale område? Desuden var vi et fattigt folk. Vi havde intet, vi var fattige og udplyndrede! Versailles-traktaten havde taget vores sidste ko ud af stalden. Millioner af tyskere var sultet ihjel, fordi kapitalismen i denne verden ønskede det sådan. Hvad skulle vi egentlig kunne udrette?

Arbejdere og iværksættere er ikke længere modstandere.
Ikke desto mindre tror jeg, at vi kan vise dette nye Tyskland til befolkningen. De, mine gæster, vil forstå, at vi er meget stolte af alt dette. Vi glæder os allerede, fordi vi har et fællesskab, fordi arbejdere og iværksættere i dag ikke længere står i modsætning til hinanden, men har samlet sig og sluttet sig sammen. Vi er stolte over, at I er her og nu kan se alt dette. Verden var engang et andet sted. Dengang samledes folk ikke, arbejderne samledes ikke, derimod samledes lederne – i Genève eller Locarno, altid på udkig efter et smukt sted på kloden til dem selv. Her mødtes fagforeningsfolk og kapitalister til konferencer, og her hyggede de sig. Sådanne konferencer varede ofte meget længe og blev meget besværlige og byrdefulde. Tænk på alle de fester og receptioner, som de holdt for hinanden der. Den ene opfordrede den anden – alt gik ind på statens konto! Det var så indlysende! De talte og konfererede, og der kom intet ud af det hele! Jeg har været til en sådan konference – i Genève i 1933. Vi tyskere og italienere, fascisterne og vi – vi passede slet ikke ind, og vi blev også betragtet som fremmede. Vi tiltrak os også ekstraordinær opmærksomhed – og vi var heller ikke inviteret. Vi rejste også meget hurtigt derfra.

Nej, folk lærte ikke hinanden at kende. Marxisterne, kapitalisterne, chauvinisterne, bolsjevikkerne og hvad disse grupper end kaldes, forhindrede dette. De måtte indespærre folkene, så de ikke kunne komme sammen og lære hinanden at kende. De opildnede og konfererede, de løj og talte indbyrdes. Folket, de dumme mennesker, troede på alt.

Og nu er alt dette anderledes. Tyskland og Italien var de første, der fik idéen om at udveksle arbejdere. De tyske arbejdere tog til det solrige sydlige område, og italienerne kom til os. Det var noget helt nyt. Tusindvis af mennesker begyndte pludselig at rejse med båd og tog til fremmede lande. De så nye forhold og havde det sjovt. Og så kom krigen…

Vi ønskede ikke krig – vi ønskede at arbejde og bygge op.
Ved Gud, vi ønskede ikke denne krig, hverken Italien eller vi. Begge lande havde nok at se til, de havde hænderne fulde af arbejde. Vi tyskere ville bygge, skabe og arbejde, vi ville gøre en indsats og ligge os i. Vi gjorde det også. Vi løste vores problemer alene, vi havde ikke brug for nogen hjælp. Vi havde ikke brug for nogen krig, og vi ville ikke have nogen, men vi ville leve. Vi ønskede, at vores arbejde kun skulle tilhøre os. Vi ønskede at beholde afkastet og lønnen for det. Vi ønskede først og fremmest vores ære og selvrespekt. Dette unge Tyskland og dette unge Italien ønskede ikke længere at bøje sig under jødedommens kapitalistiske åg. Det ville de ikke!

Vi spurgte ikke de andre om noget. Vi råbte ikke: »England, giv os penge! Roosevelt, giv os dit guld« – nej, ikke dit jern, dit kul, dit malm, intet overhovedet. Lederen sagde altid: »Kolonikravet kan diskuteres« – selv dengang havde vi ingen krav. Vi krævede absolut ingenting!

England, Churchill, Roosevelt eller hvad de nu hedder, kan ikke udstede et lovforslag under påskud af, at »tyskerne og italienerne har krævet noget af os«. Nej, vi ville bare arbejde! Vi ville arbejde og skabe, men vi ville først og fremmest have én ting – vi ville have vores løn for vores arbejde, og vi ville have den alene. Vi ønskede ikke længere at overlade denne løn til den internationale børs. Vi ønskede det ikke længere, men erklærede i stedet: »Det, vi arbejder for, tilhører os«. Herren ønsker, at alle dyr skal beholde det, de producerer. Hvorfor ikke gøre det samme med mennesker? Vi nægtede at lade dem tage vores fortjeneste fra os. Men mest af alt ønskede vi ikke længere at bøje os ned. England sagde: »Naturligvis, Tyskland og Italien, I kan få alt, I kan få kaffe og te og brød og mad og tøj. Du kan få alt på én betingelse – husk, at vi englændere er udvalgt af Herren til at lede dig. Vi engelske herrer er meget bedre mennesker end jer.« Og jøden blev allerede den udvalgte for tusinder af år siden, det står endda i Bibelen, ikke sandt? Så må du indrømme det. Du er nødt til at anerkende disse to udvalgte, jøden og den engelske herre. Den gode Gud ville have det sådan, sagde de. Da sagde vi tyskere mennesker, samt italienerne: »Det er vi slet ikke klar over. Herren Gud har endnu ikke fortalt os det. Hvis han ønskede det sådan, ville han helt sikkert fortælle os det personligt, men vi har ikke hørt noget. Vi er overbevist om, at enhver tysk arbejder er meget bedre end alle de engelske herrer tilsammen, det tror vi. Og vi vil ikke bøje os ned, vi vil ikke længere kysse jorden under dine fødder. Det nægter vi at gøre. Vi vil ikke bøje os. Vi har vores ære, og vi forvalter og styrer os selv. Vi har evnen til at gøre det, og det har vi bevist. Vi vil have vores løn og vores afkast, men frem for alt vil vi have vores uafhængighed, vi vil være frie. Det er det, vi vil have!«

Penge styrer ikke verden.
Man kan ikke gøre for at være fattig. Nogle mennesker er endda født ind i fattigdom. Men når den rige mand bebrejder den fattige mand for hans fattigdom, er det uretfærdigt, for oftest er det ikke den rige mand, der er skyld i at han er rig. Det kan også skyldes arv. Churchill og Eden er bestemt ikke skyld i den engelske rigdom, for de har intet gjort for den i dag. Og de bebrejder os: »I er de fattige! De har intet, de fattige, de er fattige, de er ligeglade med alt! Hvad vil du gøre?« spørger de. »Vi har pengene, vi har alt guld i verden! Penge styrer verden!« Roosevelt har stadig den samme holdning. Han tror, at man kan skyde folk med gyldne kugler. Det tror han stadig på, og det vil vi gerne have, at han bliver ved med at tro. Under alle omstændigheder kunne vi ikke længere tolerere dette, som var en skændsel for Europa og hele verden. Det er kapitalisme af den værste slags, som kun stoler på sine penge, slår i pengepungen og siger: »Jeg har penge – derfor skal du adlyde mig.« Så siger vi: »Nej! Selvfølgelig er vi fattige, det benægter vi ikke, men vi er anstændige, og vi er frem for alt unge. Det er bedre at være ung og fattig end rig og gammel.« Ja, mine herrer, tro mig – det er bedre.

De sagde: »I er de sultne, og vi er de mætte.« Jeg indrømmer, at vi ikke havde råd til så overdådige drikkevarer som dem. Vi måtte nøjes med fælles madlavning og nogle gange en ret om dagen. Jeg indrømmer også, at vi har for lidt af alting. Vi benægter det ikke. Det er måske sandt, men i det mindste bøjer vi os ikke. I er de fyldige, ja, London og New York, og derfor er I også de kedelige, de feje og de dovne. Og vi er sultne. Vi har nok til at opretholde vores liv. Men vi ville være glade, hvis vi havde flere. Og vi håber, at vi en dag kan få flere, for det er det, vi stræber efter.

Europa kan ikke besejres.
Jeg er ikke tilhænger af askese og fattigdom, det forsikrer jeg. Fattigdom er ikke en skam, men rigdom er bedre, og vi håber, at vi også en dag vil blive rige. Vi ønsker også at få nok en dag, vi ønsker også at spise os mætte. Det vil vi, og det skal vi! Og hvis London ikke vil give os den frivilligt, vil vi selv skaffe den. Under alle omstændigheder vil vi ikke tolerere, at du kan blokere os, når du vil, og at du kan erklære os økonomisk krig, når og hvordan og hvor du vil. Vi vil arbejde og kæmpe, men ærligt, klart og hæderligt. De sætter penge op imod vores ære, de sætter kapitalisme op imod arbejde, de sætter guld op imod menneskerettigheder. Hvem har guldet, og hvem har ikke? Desværre har vi ingen, eller måske heldigvis ingen. Guldet er på den anden side. De har guldet, men vi har stål og kul og jern og mangan og kobolt i stedet. Vi har alt i dag. Europa kan ikke besejres. De kan beholde deres guld!

Dette spørgsmål – hvem der har guldet, og hvem der ikke har noget – besvares af denne krig. USA har alt guldet i verden, og Churchill og London er kun forposter for dette guldplutokratiske land, intet andet. USA angriber vores kontinent, angriber Europa. Guldet angriber det europæiske menneske og angriber vores nationers profit. Dette guld kæmper mod os, guld mod mennesket, Amerika mod vores kontinent.

De har allerede sat vores kontinent på afskrivninger. Der har også været apostle blandt os, som har talt om Europas og Vestens undergang og hævdet, at Vesten havde opfyldt sin opgave. Det virkede næsten, som om de havde ret, for kapitalistiske krige var ved at splitte vores kontinent ad. Europas befolkninger blev drevet mod hinanden af plutokrater, og bag det hele stod den bolsjevikiske Molok i al sin nøgenhed. Kapitalisme og bolsjevisme. De ville smadre og splitte vores vestlige verden ad. Det var deres idé. I sidste øjeblik dukkede to store mænd op i dette fyrreårige land, i Vesten, i sidste øjeblik – Il Duce i Italien og Adolf Hitler hos os.

Vi er ikke mystikere, og vi tror ikke på mirakler. Vi tror ikke på manna, der falder ned fra himlen. Nej, vi tror kun på det, som mennesket gør og opnår og kæmper for, men det er en nåde fra himlen, at Gud har givet os disse to mænd, Mussolini og Adolf Hitler. Disse mænd bibringede deres folk ideen om fornuft og kamp, om indsats og offervilje, om arbejde og engagement. I disse to nationers rækker stod det heroiske Spanien. Det var den første nation, der kæmpede sin hårde kamp mod bolsjevismen, og den første, der ofrede 17 millioner døde mod dette bolsjevikisk-plutokratiske bæst.

Derefter fulgte denne krig. Den skal komme. Vi kan ikke forhindre det, fordi plutokraterne og kosmopolitterne ønsker det. Det er deres krig. Kapitalismen vil have den, pengeposen vil have denne krig. Det er deres krig mod de europæiske folk, mod vores nationer. Og det er derfor, vi er så stolte.

Europa vil vinde! Ja, I franskmænd! Vi er taknemmelige for, at I er kommet med i vores rækker, vi takker jer, for I tilhører os. Det samme gælder for jer flamlændere og valloner, hollændere, nordmænd, danskere og alle jer andre. At aksevennerne er på vores side er så indlysende, at jeg ikke behøver at tale om det. Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at disse mennesker, som i går var vores fjender, selv i går kæmpede mod os, som ikke ville forstå os, som har ladet fjenden fylde dem med løgne – at de nu kæmper på vores side, ikke kun med hammeren og ved høvlebænken, men også som soldater. At franskmænd kæmper som soldater ved vores side!

Vi har smidt kapitalismen ud af Europa.
Judah, din drøm er forbi! »Herre og hersker« var dit kodeord indtil nu. Det er slut nu. Europa vil ikke længere tillade, at det bliver splittet. Vi har smidt kapitalismen ud af Europa, og den er nu på vej over Atlanten og flygter til USA. Derfra kan den bjæffe efter os. Når det gælder råb, er de os overlegne, men der er ikke længere nogen lyd i trompeterne. De vil i hvert fald ikke blæse tyskerne væk med dem.

Kapitalismen er blevet ødelagt, og det samme gælder bolsjevismen, som nu er på sit højdepunkt. Moskva vil falde på den ene eller den anden måde. Europa vil have det! Der er opstået en ny international organisation. Arbejdere – bemærk dette! Her står arbejdsmændene side om side med deres faner. Det er en ny konference. Arbejderne mødes, Europa finder sig selv. Europa er ved at svejse sig sammen mod Juda og dets guldsæk og penge! Sådan er det! Europa finder sig selv! Europa opdager pludselig, at det har fælles rødder i kulturen. Fra Akropolis til det ærværdige Rom og frem til vor tid er der en europæisk linje – europæisk kultur!

Roosevelt taler også af og til om kultur og kalder os barbarer. Stakkels mand! Hvor har de en Richard Wagner, en Beethoven og Mozart, en Verdi, hvor har de en Puccini? Hvor har de dem? De lever af vores kultur. De vil også gerne købe den, for de kan ikke selv gøre noget. De er kulturfattige barbarer, kulturfattige nyrige, det er, hvad de er. USA og Roosevelt skal først tilegne sig en fire tusind år gammel kultur, før de når det stadium, hvor vi nu befinder os. Og vi opgiver ikke vores kultur, vi kæmper for den! Europa marcherer! De unge arbejdere og soldater marcherer for Europa, for vores gamle ærværdige kontinent – det kan vi godt sige. Og vi smeder den sammen!

En ny tid begynder for os alle.
Europa vil ikke gå under, men vil blive genfødt i en ny skønhed og storhed. Sikke et pragtfuldt og farverigt billede de flag, der flagrer! Europa marcherer, bolsjevismen falder! Moskva er brudt sammen, og Juda er drevet ud i Saharas ørken! Sådan kommer det til at være!

Så kommer den nye tidsalder. I arbejdere fra fremmede lande, I er apostle for denne nye tidsalder. Vi kan roligt sende dig hjem igen – du vil ikke længere blive bedraget. Nej, du vil i stedet fortælle om en ny arbejdsmoral, om et socialistisk land ved navn Tyskland. Du vil berette alt, hvad du har set der.

Myndighederne i de besatte områder skriver allerede til mig, at de bedste fortalere for Tyskland er de familier, hvorfra arbejderne er kommet til Tyskland. En udenrigsminister, som er en af mine venner, sagde for nylig til mig: »Vi vil lade vores soldater kæmpe mod bolsjevismen, og vi vil sende vores arbejdere til jer, og begge vil vende tilbage helbredt for marxismen.«

Det er sådan, det er. Europa er ved at komme sig. Den har nu overvundet den alvorlige krise, som den europæiske sygdomsperiode, der varede i nitten hundrede år. Europa har lært en ny marchorden med disciplin, orden, præstationer og vilje. Vi europæere ønsker at leve, og vi ønsker at spise og blive fodret, og vi vil ved Gud sørge for, at det bliver sådan.

En ny tid begynder for os alle. Vi har fundet hinanden i kamp, og vi arbejder sammen for vores soldater. Vi vil ikke længere give efter. Plutokraten har ikke længere plads blandt os, han må give op. Vi vil heller ikke længere lade ham importere fra os gennem USA, for vi bliver et europæisk fællesskab. Der er stadig lang vej igen, det er vi fuldt ud klar over. Måske er der nogle af jer, der vil have noget imod det. Vi ved, at alt endnu ikke er, som det skal være, men vi er på rette vej.

Europa vil og skal finde sig selv, hvis det ønsker at leve – ellers går det under, tro mig! Hvis Europa ikke tager sig sammen, vil det blive kvalt af den amerikanske kapitalisme. Vi kæmper ikke kun for os selv – I arbejder og producerer alle sammen for jer selv. Må de nationer, der er repræsenteret her, forstå, at dette er en europæisk idé, en idé om fornuft, om indsigt, om samhørighed, om offervilje, om arbejde, om produktion, om ægte socialisme. Det er det, vi kæmper for! Europa vil leve, og Moskva og London vil falde!

– Robert Ley