Er Modstandsbevægelsen klar til en reel krise?

KAMP: Hvad er Modstandsbevægelsens rolle i en fremtidig krisesituation, og har vi virkelig det, der skal til? Det spørgsmål forsøger Fredrik Vejdeland at finde svar på i denne artikel.

Flygtningekrisen har tydeligt vist, at et etnisk folkemord i form af masseindvandring og tvangsintegration ikke er nok til at få revolutionære følelser til at slå rod i samfundet. Konsekvenserne af det multikulturelle samfund med menneskelige lidelser og ydmygelse, hvor nordiske kvinder gruppevoldtages, og nu også svenske unge som bliver pisset i munden, har vist sig at være utilstrækkelige.

Vi kan diskutere de psykologiske mekanismer bag dette på et andet tidspunkt, men vi kan her kort sige, at der ikke umiddelbart er noget råb om at standse dette meget aggressive angreb på vores folk. Den nationale bevægelse vokser, ja, men det går langsomt fremad, og vi når ikke frem. Det er sandt, at mange håber på forandring, men kun få gør noget ved det. De klynger sig – indtil videre – til andre »løsninger«.

Vi har nu set sort på hvidt, at revolutionære forandringer kun er mulige, når vi har virkelig dårlige sociale forhold i samfundet. Så længe der er skuespil og brød, vil galskaben fortsætte, uanset hvor absurd og drakonisk vores samfund udvikler sig til at blive.

Den Nordiske Modstandsbevægelse arbejder i øjeblikket på at fortsætte med at opbygge organisationen og samtidig lave propaganda for både at fremme vores sag og underminere det nuværende system. Organisationens aktivister er dog uddannet til at træde frem, når der hersker en revolutionær situation i samfundet. Vi er den eneste revolutionære kraft inden for den nationale bevægelse, som har en realistisk mulighed for at handle, når tiden er inde. Vi har ikke kun hærdede gadeaktivister, men også en organisation med et omfattende netværk af mennesker med de færdigheder, vi har brug for til en sådan opgave.

Spørgsmålet er så:
Er denne organisation tilstrækkelig, når krisen kommer?

Før vi besvarer dette spørgsmål, må vi først definere, hvad der menes med »krise«. Den førhenværende coronakrise beskrives netop som en krise, men den type krise, som jeg henviser til i denne tekst, er en krise med hyperinflation, massearbejdsløshed og måske endda hungersnød. En krise, hvor vigtige samfundsfunktioner er blevet lammet, og hvor nationen er på randen af borgerkrig. Jeg forestiller mig noget mere omfattende end krisen i Grækenland, selv om en sådan krise ville have givet bevægelsen et stort løft. Forestil dig snarere Tyskland eller Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede, og du vil komme tættere på, hvad jeg mener med »reel krise«. En sådan krise er også meget sandsynlig. Interessant nok er det netop 1920’ernes Tyskland, som der henvises til, når man diskuterer de mulige økonomiske konsekvenser af den førhenværende coronakrise. Selv om en sådan krise måske ikke er på vej i øjeblikket, er det klart, at tiden nærmer sig.

Har vi så en organisation, der er klar, hvis coronakrisen udvikler sig til en reel krise om seks måneder, eller hvis en anden type krise står for døren om nogle få år? Er modstandsbevægelsen klar til en reel krise?

Svaret på dette er nej.

Svaret er nej, for vi har ikke en organisation, der kan gribe magten, så snart krisen opstår. Uanset hvor godt vores organisation er bygget op til vores nuværende opgave, kan vi ikke komme uden om, at vi ikke har nok mænd, at vi mangler en organisation til morgendagens opgave og også specifikt udstyr – alt efter hvilken slags revolution, vi taler om.

Her har alle kritikere naturligvis ret. Samtidig har vi aldrig påstået noget andet, og vi har altid været opmærksomme på dette problem.

Vi har imidlertid en organisation, der er meget veludrustet som en slags forløber til en revolution. Vi har en organisation, der kan gå ind i en ny fase, når situationen ændrer sig.

Her er det vigtigt, at medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse, men også udenforstående, forstår, at forskellige tider kan give helt forskellige betingelser. Man kan ikke måle morgendagens begivenheder med briller fra i dag. De, der har studeret revolutionære bevægelser, ved, at ingen organisation har været klar til at håndtere en revolutionær situation, før den faktisk har vundet indpas i samfundet. En revolutionær bevægelse vokser først for alvor, når grundlaget for en revolution er til stede. Det vil sige, når kampbetingelserne ændrer sig.

For at tage et eksempel, som mange mennesker kan relatere til, kan jeg sige, at NSDAP ved sin oprettelse i 1919 på ingen måde var udstyret til at tage magten, mens det kun fire år senere forsøgte at gøre det. Selv om ølkælderkuppet mislykkedes, havde det allerede vokset sig stærkt nok – netop fordi landet befandt sig i en revolutionær situation med helt andre vilkår end få år tidligere. NSDAP fortsatte derefter sit arbejde og tog ti år senere magten ved parlamentariske midler. På dette tidspunkt havde det så meget af folket bag sig, at det nemt kunne vælge, hvilken vej det ville gå til magten. Det er også bemærkelsesværdigt, at NSDAP ikke opbyggede partiet fra bunden, men fyldte det tidligt med soldater fra Første Verdenskrig, dvs. folk, der var uddannet og trænet til en lignende aktivitet. Mere om dette senere.

Når der hersker en revolutionær situation, når kun få har noget at miste, vil nye mænd træde frem og slutte sig til den styrke, der har opbygget og trænet til dette øjeblik. Mange af dem vil have alle former for uddannelse og erfaring, som vi har brug for – kompetencer, som i dag betyder, at de kan have følsomme job og derfor er selve grunden til, at de bliver væk.

Vi kan være sikre på, at de, der vil slutte sig til kampen på et sådant tidspunkt, ikke vil tilhøre den skare, der råber højt på fora, men derimod dem, der har fulgt bevægelsen udefra og ventet på det rette tidspunkt, og i mange tilfælde dem, der i dag ikke engang er klar over, at de i fremtiden vil tilbyde deres tjenester i den revolutionære kamp. Her kan det nævnes, at jo tidligere folk bliver klar over og forbereder sig på en sådan fremtid, jo bedre rustet vil de være. Vi kan forberede dem på det med vores propaganda.

Her må de, der kommer til på et sent tidspunkt, indse, at de gamle kæmpere styrer og bestemmer, medens de også må acceptere, at der kommer nyt blod ind. Hvis du inddrager folk med vigtige kompetencer, og disse folk også vurderes at være troværdige, må du ikke holde dem tilbage, fordi de ikke har båret Tyrrune i nok år. For at tage et historisk eksempel, igen fra NSDAP, kan jeg nævne, at Reinhard Heydrich blev medlem af partiet meget sent (1931) og blev leder af partiets efterretningstjeneste ret hurtigt. Ville det have gavnet NSDAP mere, hvis denne yderst kompetente person først havde været flyvebladsuddeler i 5-10 år? Bestemt ikke.

Jeg har gennemgået, hvad vi mangler, men lad os også tale om, hvad vi faktisk har, og hvorfor vi udgør en organisation, der de facto er rustet til at føre kampen videre.

En af de vigtigste ting er, at vi har aktivister og medlemmer, der er trænet, ligesom frontsoldaterne blev trænet, da de meldte sig ind i NSDAP. Jo flere »frontsoldater« vi har, jo bedre er forudsætningerne for en hurtig fremgang i kampen.

Når udenforstående ser på gadekampen i Den Nordiske Modstandsbevægelse, ser de måske kun »meningsløse« konfrontationer med systemets lakajer og alle former for undertrykkelse, som vi udsætter os selv for i forskellige sammenhænge. Jeg ser træning for fremtiden. Træning i at tage konfrontationer, men også i at undgå dem, i at håndtere farlige situationer, i at være i fængsel, i at udøve disciplin og selvkontrol og meget meget mere. Der er ingen, der er mere trænet i dagens samfund og samtidig mere bevidst om, hvordan systemet fungerer, end aktivisterne i Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Med træning kommer også strategier. Der er strategier til at klare den politiske kamp i dag, men der er også hemmelige strategier for forskellige mulige scenarier i fremtiden, som jeg af indlysende årsager ikke vil komme ind på her. Man skal dog ikke bilde sig selv ind, at man kan have en nøjagtig skabelon for, hvordan man skal handle på det pågældende tidspunkt. Den situation, der beskrives her, vil være kaotisk, og det er umuligt for nogen part at forudsige, hvordan det hele vil gå. De, der er trænet til at slås med systemet og tilpasse sig de skiftende forhold, vil vedtage de bedste strategier.

Vi har i løbet af 20 år opbygget en organisation og struktur, en ledelse og en tilstrækkelig stor organisation med mange kompetente folk på områder som gadekamp og propaganda til at være godt rustet som forløber for en revolutionær situation.

Men det absolut vigtige er, at vi har den rigtige mentalitet, viljen til at gå videre med det hele. Det kommer af at rekruttere de mennesker, vi ønsker og har brug for, gennem mange år, men det er også næret af et liv i kamp. Ikke kun gennem træning på gaden eller undertrykkelse fra systemet, men også fordi vi har taget et verdenssyn til os, der både giver medlemmerne overbevisning og holder de skøre folk ude af rækkerne. Det gør os til fanatikere, og det ved vi, at systemet savner.

Når alt dette er sagt, så lad os besvare spørgsmålet igen: Er modstandsbevægelsen klar til en reel krise? Svaret på det er ja. Vi har ikke en organisation, der kan gribe magten, så snart krisen manifesterer sig, men vi har organisationen til at føre kampen videre. Vi er uddannet til at tage højde for den slags.