Radikalisme eller kompromis

KOMMENTAR: Den følgende artikel er oprindeligt et foredrag af Patrik Dyrsch fra Modstandsbevægelsen.

Denne artikel omhandler og forklarer organisationens opfattelse af sig selv som en radikal bevægelse. Dyrsch forklarer også, hvordan organisationen tænker på rekruttering, og hvorfor vi agerer, som vi gør.

Den Nordiske Modstandsbevægelse er en radikal organisation. Vi kalder os selv radikale, og vores fjender gør det samme. Vi gør det, fordi det er sandt og rigtigt, mens vores fjender kalder os det som en måde at afpresse os på. Fjenden gør det også for at forsøge at skræmme det nordiske folk væk fra os. Ved konstant at male billedet af organisationen op som ekstremistisk og farlig er det sikkert også lykkedes dem at skræmme en eller anden fra at slutte sig til os.

Men som sagt beskriver vi os selv næsten på samme måde som fjenden – som radikale, om end med lidt mere omhyggeligt valgte ord end medierne, selvfølgelig. Hvorfor? Ved at kalde os selv radikale, gennem militant retorik og hårde gadekampe, skræmmer vi bevidst folk væk fra at slutte sig til os. Det lyder måske ikke som en god måde at opbygge en organisation på, og det er noget, vi ofte bliver kritiseret for. Ville det ikke have været bedre at være en smule pragmatisk, en smule folkelig og rummelig? Det er bedre for dem, der vælger en mindre aggressiv tilgang, lyder argumentet, da andre nationale grupper har flere medlemmer og sympatisører, end vi måske har. Og ja, vi kunne også have tiltrukket stemmer og sympatisører ved en mere blid præsentation. Men det kan vi ikke gøre. Det skyldes, at det kun er den hierarkiske, radikale og kompromisløse organisationsstruktur, der vil fungere på lang sigt. Det er derfor, vi er, skal være og vil forblive radikale.

For at forklare, hvorfor det er sådan, kan det være nyttigt at se lidt nærmere på, hvad det vil sige at være radikal, og hvad den egentlige definition af begrebet er. Ordet radikal kommer af det latinske ord for rod, hvilket giver ordet radikal betydningen »at gå til bunds eller til roden af noget«. Det vil sige, at en person eller en organisation har en vilje til at ændre det nuværende, i vores tilfælde den nuværende verdensorden, markant. At rive det gamle op ved rødderne for at plante noget nyt. I praksis betyder det, at vi på alle måder og på alle niveauer stræber kompromisløst efter at bekæmpe det onde og erstatte det med det gode. Det betyder altid at sige sandheden, uanset hvor grim den måtte forekomme i de forslavede massers ører, og det betyder i sidste ende at følge mottoet: »hvad kampen end må kræve«. Det betyder, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at erstatte det syge system, som vi lever i.

Vores radikalisme er i bund og grund en selvfølge og en direkte konsekvens af det verdenssyn, som vi bekender os til. Når man forkaster et verdenssyn til fordel for et andet, der er i direkte opposition til det første, og kalder dets repræsentanter for fjender – ikke politiske modstandere – men fjender af vores folk, kan kampen mellem dem ikke være andet end radikal. Denne holdning er i sig selv radikal. Og omvendt beviser det, at hvis ens nationale holdning ikke er radikal, så beviser det, at man ikke er i sand opposition til systemet.

Vi er radikale, fordi vores verdenssyn adskiller sig så markant fra det gældende. Hvis dette var et nationalsocialistisk samfund, ville vi ikke længere være radikale i henhold til den egentlige definition af begrebet. Radikalisme som begreb ligger i vores tilfælde i kontrasten og friktionen mellem vores verdenssyn og det, vi kæmper imod. Derfor bør vi ikke stole på folk, der ikke kalder sig radikale i øjeblikket, eftersom de ikke ønsker andet end at reformere det nuværende samfund i bedste fald. De ønsker ikke at komme til bunds i problemet.

Vi er ekstreme, fordi vores nuværende situation er ekstrem. Hvor logisk er det, at et stort problem kræver en lige så stor løsning? Hvis din bils motor er i stykker, er det ikke nok at vaske bilen. Hvis din fod er skåret af, er et plaster ikke nok, og hvis dit folk er slavebundet og sindet lænket i et fremmed folks lænker, kan det heller ikke løses ved politiske reformer.

Vi lever i det, der måske er racens sidste time, og inden for en ikke alt for fjern fremtid vil vi, det er jeg overbevist om, opleve enten total sejr eller total ødelæggelse. Ingen reformer kan redde os. Gennem konservatisme og lunkent nationalisme kan vi i bedste fald bremse ødelæggelsen, men aldrig stoppe den. Jo længere vores samfund synker, jo flere og flere mennesker vil indse denne sandhed. Og allerede i dag kan vi se, at mange, hvis ikke næsten alle er mere eller mindre bevidste om de store problemer, som vores befolkning står over for. Ikke mindst kan vi se, hvordan folk for alvor er begyndt at vågne op til den massive fremmedinvasion. Dette vågne folk er vores fremtid, både som organisation og som race. Men vi må under ingen omstændigheder gå på kompromis med sandheden i et forsøg på at rekruttere dem for tidligt. Det ville ikke tjene noget formål at gøre det. De folk, der i dag køber vores blad, læser vores hjemmeside og giver os opmuntrende ord, kender som regel kun til en brøkdel af det, vi er. Oftest rækker deres klarsyn ikke længere end til indvandring – de forstår ikke, at problemet er meget større end det faktum, at vi har udlændinge i vores land, og at selv hvis vi smed alle udlændinge ud i dag, ville næsten intet være ændret i morgen. Men frem for alt er disse mennesker ikke parate til at kæmpe. De kan købe en avis og måske stemme – men den egentlige kamp ønsker de ikke at deltage i endnu.

Vi kan i øjeblikket ikke rekruttere disse mennesker til frontlinjen, dvs. som aktivister. De kan naturligvis være en del af Modstandsbevægelsen, vi byder alle hvide, der støtter os, velkommen, uanset om der er tale om små eller store beløb. Men dem, vi rekrutterer til spydspidsen, dvs. vores aktivistkadre, skal være dem, der er i stand til og har modet til ikke blot at tænke, men også til at handle. De, som vi rekrutterer, skal i det mindste have det i sig, at de kan blive til dygtige kæmpere, der er klar til, som Goebbels sagde i en tale, »at handle øjeblikkeligt og med magt, hvilket altid har været nationalsocialisternes måde at gøre det på«.

Hvis vi går på kompromis med sandheden, vil vi kun lokke folk til, som ikke er parate til at gøre det, der kræves. Derfor må vi være »afskrækkende« i vores propaganda og retorik for at rekruttere aktivister, som kan lede kampen, når den for alvor begynder i det, der kommer til at være et »Ragnarok«. Og det bør huskes, at det store slag ikke nødvendigvis er selve revolutionen, men den efterfølgende reaktion fra omverdenen mod den nye nationalsocialistiske stat og det dengang frie og forenede Norden. De mænd, der udgør organisationen, har ikke kun til opgave at sejre, men også at opbygge og forsvare det nye. Og hvis det ikke opbygges og forsvares af modige og realistiske mænd, der har brugt mange år på at radikalisere folket og mentalt forberede dem til kamp, vil det sandsynligvis falde lige så hurtigt, som det blev oprettet.

Meget af dette er ganske vist blot spekulationer og mere eller mindre kvalificerede gæt om fremtiden. Men uanset detaljerne ved vi, at vi har en lang og hård kamp foran os, og at det er dem, der hærdes i kampens hede i dag, der vil blive fremtidens ledere. Og i den fremtid vil kampen ikke stå mellem de etablerede partier i dag. Det vil være de radikale alternativer, uanset politisk farve, der vil kæmpe for at lede masserne. I takt med at kaos spreder sig, arbejdsløsheden stiger, de udenlandske bander vokser i antal og styrke, og de antihvide følelser fra »vores« egen stat når nye højder, vil folket henvende sig til dem, der har magten til at slå tilbage. Indtil den dag skal vi ved at radikalisere os selv og vores folk forberede os på at tage kampen alvorligt, uanset hvilken form den tager. Når den dag kommer, vil det ikke være de borgerlige og populister, der vil stå og gøre modstand, og det vil heller ikke være dem, der har haft kampen som en slags hobby eller tidsfordriv – men det vil være dem, der fra begyndelsen har haft det oprigtige motiv at redde vores folk. Det er dem, der fra begyndelsen har vist, at de ikke frygter modgang, latterliggørelse, fængsling eller endog døden. Det er os, den revolutionære kamporganisations hårdføre kæmpere, der vil lede vores race mod den nye fremtid – uanset hvilke forhindringer der står i vejen for os!