Harry Benjamin – jøden som indførte »kønskorrigering«

HOMOLOBBYEN: Jødiske Harry Benjamin anses for at være en pionér inden for den såkaldte transseksualisme og kønsidentitetsforstyrrelse, og var ham der grundlagde den moderne kønskorrigerende behandling.

Harry Benjamin blev født den 22. januar 1885 og voksede op i Berlin i en jødisk familie. I 1912 tildeltes han en doktorgrad i Tübingen på baggrund af en afhandling om tuberkulose, men hans videre arbejde fokuserede udelukkende på den såkaldte seksualmedicin.

I et interview fra 1985 beretter Benjamin om sit møde med den jødiske kommunist Magnus Hirschfeld; grundlæggeren af homobevægelsen:

»Jeg mødte også Magnus Hirschfeld gennem en kvindelig ven, som kendte politimanden Dr. Kopp, som havde ansvaret for efterforskning af seksualforbrydelser. Han var ven af Hirscfeld, så jeg traf begge. Det var omkring 1907. De tog mig gentagne gange med på homobarer i Berlin. Jeg erindrer specielt klubben Eldorado med sine dragshows, hvor også store dele af kunderne bar klæder der tilhørte det modsatte køn. Ordet »transvestit« var ikke opfundet endnu. Hirschfeld udviklede begrebet i 1910, i hans velkendte studie«.

Hirschfeld var for øvrigt en fanatisk marxist og kommunist, der engagerede sig i emnerne: Homospørsmålet, »seksuel frigørelse«, feminisme og abort. Efter nationalsocialisterne overtog magten og homolobbyen blev kriminaliseret, flygtede han ud af landet. Han blev en fanatisk anti-racist, og var den som opfandt begrebet »racisme«.

Mødet med Alfred Kinsey

Harry Benjamin var ved krigsudbruddet i 1914 på farten. Han valgte at bosætte sig i USA, hvor han blev boende resten af livet. Han etablerede en lægepraksis i New York, men arbejdede i San Francisco i sommerperioderne.

Arbejdet med den såkaldte transseksualisme begyndte i 1948, da han efter tips fra den jødiske »sexolog« Alfred Kinsey skulle have undersøgt en dreng, som ønskede at han var pige. Ikke uventet ønskede også drengens mor, at sønnen var en pige.

Kinsey, som regnes for værende en af de første betydningsfulde iværksættere indenfor amerikansk »sexologi«, var et alvorligt forstyrret individ. Som ung afstraffede han sig selv for sine homoseksuelle erotiske fantasier; den selvpålagte straf udførte han ved at trykke sugerør, blyanter og tandbørster ind i sit urinrør. Senere hen omskar han sig selv – vel at mærke uden bedøvelse.

En del af hans »sexologiske forskning«, hvilken blev finansieret af finansfamilien Rockefeller, bestod bl.a. af at filme sig selv have sex med mænd og kvinder. Endvidere også af indsamling af pornografiske film fra rundt om i verden. En omstændighed der satte ham på det amerikanske toldvæsens radar.

I bogen »The Kinsey Report« fremkommer det også, at hans medarbejdere og forsøgskaniner var hentet fra alt lige i fra fængsler til sindssygehospitaler. Visse individer kunne være voldtægtsmænd, mens andre var pædofile. Kinsey skulle også have praktiseret såkaldt forskning i orgasmer hos børn, bl.a. for at forsøge at legitimere pædofili. Kinsey påstod, at hans forskning havde afdækket orgasmer hos op imod 300 børn i aldersgruppen 2 mdr. – 15 år.

Fra kapitel 5 i »The Kinsey Report«, kan læses (på engelsk) om forsøgene på små børn:

»Extreme tension with violent convulsion: Often involving the sudden heaving and jerking of the whole body. Descriptions supplied by several subjects indicate that the legs often become rigid, with muscles knotted and toes pointed, muscles of abdomen contracted and hard, shoulders and neck stiff and often bent forward, breath held or gasping, eyes staring or tightly closed, hands grasping, mouth distorted, sometimes with tongue protruding; whole body or parts of it spasmodically twitching, sometimes synchronously with throbs or violent jerking of the penis. … A gradual, and sometimes prolonged build-up to orgasm, which involves still more violent convulsions of the whole body; heavy breathing, groaning, sobbing, or more violent cries, sometimes with an abundance of tears (especially among younger children)«.

Kinsey anså at alle udtryk for seksualitet – som pædofili, sadomasochisme, incest, utroskab, gruppesex, prostitution osv. – var legitime. Han arbejdede for legitimering af pædofili og kæmpede imod de love, som skulle beskytte børn og straffe overgribere. Det var fra netop denne mand som tippede Harry Benjamin om en dreng, der ønskede at skifte køn.

Hormonbehandling og kirurgi

Men den dreng som Kinsey havde foreslået, skulle dog have forbløffet både Kinsey og Benjamin. De havde tidligere kun erfaret tilstanden «transvestitisme» hos voksne. Altså voksne mennesker som klæder sig som, og opfører sig som det modsatte køn.

Flere har spekuleret i om Benjamin og Kinsey, af egen interesse, overhovedet ikke opfattede drengen som patient, som skulle kureres. De så ham snarere som en mulighed for fysisk at forme et individ; og dette ikke kun med tøj og sminke.

Benjamin tog kontakt med en række læger, for at undersøge mulighederne for kirurgisk at gøre drengen mere feminin. Da dette arbejde ikke bar frugt, valgte Benjamin så selv at eksperimentere på barnet. Ved at give drengen østrogen. Senere sendte han både barn og moder til Tyskland, så de kunne gennemføre kirurgiske indgreb på drengen.

Benjamin skulle derefter have fortsat med lignende behandling af patienter med samme lidelser. Benjamin var den første der indførte hormonel behandling foruden kirurgi, for at behandle patienter med kønsdysfori eller kønsidentitetsforstyrrelser.

– For mange selvmord

Charles Ihlenfeld, en kollega til Harry Benjamin, arbejdede 6 år sammen med Benjamin. Han administrerede hormonbehandling til op imod 500 transseksuelle. Efter 6 års tid konkluderede Ihlenfeld dog, at hormonbehandling og kirurgi ikke var den rette metode.

– Der er så meget ulykkelighed blandt personer der har fået gennemført en sådan operation. Alt for mange ender i selvmord.

Ihlenfeld fortsatte med at behandle personer med kønsidentitetsforstyrrelser, men valgte i stedet at give dem psykiatrisk behandling, da han anså, at det var det, de faktisk trængte til.

Endnu en doktor, der konkluderede at hormonbehandling og kirurgi var fejlslagen, var Jon Meyer. Han var fra Johns Hopkins University i USA. Meyer undersøgte resultaterne ved universitets klinik, som arbejdede med kønskorrigerende kirurgi, og redegjorde for sine iagttagelser i en rapport:

»At sige at sådanne behandlinger kurerer psykiske forstyrrelser, er fejlagtigt. Vi har nu objektivt bevis for at det ikke udgør nogen større forskel i en transseksuelles liv, hverken i forhold til job, uddannelse, ægteskab eller social stabilitet«.

I et interview med The New York Times uddybede han:

»Min personlige mening er, at dette ikke er en passende behandling for en psykisk lidelse, og det er helt åbenlyst for mig, at disse patienter har alvorlige psykiske lidelser som ikke forsvinder med kirurgi«.

6 måneder efter rapporten nedlagde kønsklinikken ved Johns Hopkins University sit virke. Samtlige andre amerikanske klinikker, der udførte kønskorrigerende behandling, lukkede også. Ingen havde positive resultater at rapportere.

Relancerede behandlingen med nye samarbejdspartnere

I kølvandet på de nedslående resultater, valgte Benjamin at relancere sin form for behandling med samarbejdspartneren, psykologen og «sexologen»; John Money. En discipel af den pædofile Alfred Kinsey. Money havde tidligere anbefalet kirurgisk kønskorrigerende behandling på to unge tvillingedrenge, som han også seksuelt forgreb sig på. Begge drenge tog senere deres eget liv.

Med på holdet fik Benjamin og Money deres ven, psykologen Paul Walker, som delte deres lidenskab for hormonbehandling og kirurgi. Han var selv homoseksuel og trans-aktivist. Flere andre gik senere med i komiteen, deriblandt en psykiater, en pædofiliaktivist, 2 plastikkirurger og 1 urolog.

Sammen udformede de det, der udviklede sig til grundlaget for den moderne standardbehandling af mennesker, som lider af kønsdysfori. Resultatet blev publiceret i 1979, under titlen »The Harry Benjamin International Standards of Care«, og baserede sig hovedsageligt på hormonbehandling og kirurgi.

Eget center i Norge

I Norge blev Harry Benjamins livsværk hyldet med en egen forening. Dedikeret til at bedrive lobbyvirksomhed for at normalisere transseksualisme i Norge. Harry Benjamin resursecenter (HBRS), opstod i år 2000, efter myndighederne havde besluttet at trække sit kønskorrigerende tilbud ved Rigshospitalet i Oslo tilbage. Transseksuelle og andre gik da sammen og stiftede foreningen HBRS. Igennem intensiv lobbyvirksomhed, fik de myndighederne til at skifte mening og fortsætte med at tilbyde kønskorrigerende behandling.

Foreningen arbejder politisk og socialt med at sprede viden om transseksualisme i det offentlige rum; i sundhedssektoren og i skoler og børnehaver. HBRS arbejder også for udbredelse af accepten for transseksuelle i det norske samfund.

Foreningen har tilmed etableret sin egen underforening for børn og unge; kaldet HBRSU. Formålet her er at skabe et forum, hvor børn og unge, som bøvler med kønsidentitetsproblemer kan mødes. Foreningen arrangerer sociale aftener, og arbejder også med at sprede information om transseksualisme til børn og unge.