Lucia, en højtid med nordiske rødder

DAGENS DATO: Lucia/Lusse er en højtid i Danmark, der fejres den 13. december. Højtiden har både hedenske og kristne elementer.

At vi i dag den 13. december fejrer Lusse, eller det mere kristne Lucia skyldes, at vintersolhverv, hvor dagen er kortest og natten længst, ifølge den ældre julianske kalender, blev anset for at falde på denne dag. Da Sverige så skiftede til den gregorianske kalender i 1700, fortsatte vores forfædre med at fejre højtiden på samme dato. Lusse-fejringen var en højtid, der blandt andet blev bestemt ved brug af de gamle runestave.

Oprindelig blev Lusse-fejringen, eller de skikke, den stammer fra, formentlig holdt natten igennem på årets længste nat, og sandsynligvis blev den oldnordiske jul også fejret i direkte tilknytning hertil. På grund af kalenderreformen ser de forskellige skikke ud til at være adskilt, så Lusse kom til at blive fejret 13. december, Thomasdag 21. december og jul 24. december. Det kan også være sådan, at Lusse-fejringen kan være en spirende variant af julefejringen.

Modstykket til jule- og Lusse-fejringen var midsommerfejringen, som faldt på sommersolhverv. Selv i dag har midsommerfejringen stadig tydelige arkaiske og hedenske træk, selvom den kristne variant som Johannes Døberens påståede fødselsdag (Sankthans) i Danmark vandt indpas. Dette er i modsætning til fejringen af ​​jul, som med succes blev knyttet af de kristne til den påståede fødselsdag for Jesus og Lusse, som var forbundet med den kristne martyr Lucia.

Man kan sige, at navnet Lusse repræsenterer de oldnordiske og mere folkelige elementer af højtiden, og at navnet Lucia repræsenterer de dele af fejringen, der har kristne elementer.

Hvis man skræller de skikke og brug, som århundrederne har tilføjet til Lusse-fejringen, forekommer det mest sandsynligt, at det er riter omkring vintersolhverv, årets længste nat og lysets genkomst, der danner hovedmotivet, og at historien om Sankt Lucia blev tilføjet senere.

I tusinde år har hedenske og kristne skikke i de nordiske lande været blandet sammen i en sådan grad, at det er meget vanskeligt at skelne, hvilke der er hvilke. Hvis man tænker på, at selv de importerede skikke omkring Lucia dybest set går tilbage til hedensk tro i oldtiden, bliver det endnu mere kompliceret. Det er velkendt, at den katolske kirke skabte helgenkulter af hedenske guddomme for at lette folks overgang mellem hedenskab og kristendom.

Den første rapporterede Lusse-fejring på nogenlunde moderne vis kan spores tilbage til 1764, da en præst ved navn C. F. Nyman besøgte en herregård i Horn, Västergötland og der var vidne til »en hvidklædt dame med et bælte om livet, samt en vinge på hver skulder, store tændte lys i hver deres store sølvlysstage«. Det er almindeligt accepteret, at de moderne skikke omkring Lucia spredte sig fra de højere samfundslag, og det kan derfor også antages, at de kristne elementer derved blev mere tydelige.

De udøvende havde dog modtaget skikken fra bondesamfundet, altså fra det svenske folk, der havde fejret Lusse meget længere, men i en anden form. Især omkring Vänern anses en gammel Lusse-fejring for at have været udbredt og udøvet. I den folkelige tradition er de kristne elementer svagere og det bliver for eksempel direkte problematisk at forbinde helgenen Lucia med Lusse, fordi de ser ud til at repræsentere så helt forskellige ting.

Lucia-fejringen blev i folkemunde kaldt »Lusse-langnat« med henvisning til, at den blev fejret i årets længste nat. I folkemunde kunne selv helt andre nætter, der var præget af støj og larm, kaldes »lussennætter«. Generelt var Lusse ikke forbundet med nogen kristen helgen, men for kristne nogle meget mørkere kræfter. Navne som Lusse-gamlingen og Lusse-Per anses for at være knyttet til Lucifer, som de kristne mente var djævelen.

Det er derfor nærliggende at forbinde »Lusse-gamlingen« med den oldnordiske gud Odin, da Lusse-fejringen i traditionerne også kan forbindes med Odins jagt, hvor man forestillede sig, hvordan Odin gik gennem natten med sit følge. »Lusse-færden«, når Lusse var ude at fouragere om natten, er indlejret i folketraditioner.

Og hvis man tør se en sammenhæng mellem Lusse-gamlingen og Odin, er det heller ikke langt ude at gøre noget lignende med nutidens Lucias forgænger, Lussebruden, og forbinde denne kvindeskikkelse med Odins hustru Frigg (Freja? ). Men det er langt fra indlysende, da ældre skikke omkring Lussebruden tegner billedet af en skikkelse, der virker ret adskilt fra Lucia, men også til en vis grad fra Frigg. Der er f.eks. oplysninger om, hvordan Lussebruden, der ofte var involveret i spøg, var klædt i et strådragt. Ifølge en norsk legende er det den kvindelige »Lussi«, der leder den vilde jagt kaldet »Lussi-faerdi«.

Ovenstående forklarer måske ikke meget om den faktiske oprindelse af denne højtid og dens hovedmotiv, som med rimelighed burde være en form for ritual omkring årets længste nat og lysets tilbagevenden. Overordnet set er det meste fortsat spekulation, selvom man kan synes at se nogle sammenhænge. Vi ved simpelthen for lidt om oprindelsen af ​​Lusse-fejringen i den hedenske og tidlige kristne tid. Det, at Odin og Frigg kan have spillet rollerne som Lusse-Per og Lussebrude, betyder heller ikke nødvendigvis, at de var en del af den oprindelige skik. Odin kan for eksempel kun have været forbundet med disse mørke aspekter under kristen indflydelse og dermed have fået en rolle i folketraditionerne.

I Lussenattens ældre folketradition var der lokale skikke, der afveg noget og meget kan hænge sammen med julefejringen. Under Lussenatten måtte ingen arbejde, ingen hjul måtte snurre og brød man dette og blev opdaget af »Lusse« kunne man få problemer. Dette har været forbundet med Jul, og at tiden dengang blev anset for at stå stille. Det var almindeligt at være vågen hele natten og spise meget. Tre gange morgenmad før daggry fortæller en tradition. Dyrene fik også mere at spise under Lussenatten. De ser også ud til at have drukket en del juleøl.

Lussekatte i form af hagekors kaldes her »guldvogne«.

Lussekatte, bagværket i forbindelse med Lusse-fejringen er af ukendt oprindelse. Men forbundet med julebrødet. De er traditionelt blevet bagt i flere forskellige former, hvor den mest almindelige er S-formen. En hagekorsvariant var også almindelig. Oprindelsen af ​​ordet Lussekatt anses for ukendt, men det er ikke langt ude at forestille sig en rituel hedensk oprindelse.