Efter valget: Alt ved det gamle

KOMMENTAR: Povl H. Riis-Knudsen kommenterer på udfaldet af Folketingsvalget 2022 og konstaterer, at alt er ved det gamle og at nationens og folkets problemer ikke kan løses ad den parlamentariske vej.

Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt.

Mark Twain

 

Den demokratiske styreform betyder i sin essens, at et land regeres af folket, at regeringen består af medlemmer af folket, og at der regeres for folkets bedste: Problemet er, at folket er retarderet.

Rajneesh, indisk guru (1931-1990)

Valgfarcen er overstået, og alt er – som forventet – ved det gamle. Intet har ændret sig. Det er de samme svin, der flokkes om fodertruget for at tilkæmpe sig de bedste ben og de største goder. Det hele har bare kostet en masse penge. Vi kan regne med mere af det samme, enten i form af en socialdemokratisk kommunistisk junta – eller en junta af socialdemokrater med støtte fra den alkoholiserede Lars Løkke Rasmussen, der med sin underskrift i Marrakesh nok mere end nogen anden har fremmet den langsigtede befolkningsudskiftning. Det er ifølge enhver definition folkemord, og han gør sig dermed skyldig i forræderi imod det danske folk. Hvad man bør gøre ved den slags mennesker kan ikke udtrykkes i urbane vendinger, og i en retsstat ville han for længst være blevet draget til ansvar for sine ugerninger. Om det er den ene eller den anden konstellation er sådan set temmelig ligegyldigt. Det er som tidligere sagt højst et spørgsmål om den hastighed, vi rammer muren med.

Det er overflødigt at kommentere valget i detaljer. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er gået frem, og hvem der er gået tilbage. Det er naturligvis grundlæggende positivt, at Dansk Folkeparti under Messerschmidts ledelse har overlevet. Men han kan ikke bruge sine få mandater til ret meget. Endvidere er det lidt overraskende, at Nye Borgerlige ikke fik et bedre valg, end de gjorde. De kan heller ikke bruge deres mandater til ret meget. Væmmelse og kvalme får man af Inger Støjberg, hvis gode resultat klart viser, at det parlamentariske demokrati ikke duer til noget. Samme brækfornemmelser får man af afhopperne fra Dansk Folkeparti, som ikke blot har skiftet parti, men også har skiftet mening på helt afgørende punkter – fra den ene dag til den anden. Føj for pokker! En flok modbydelige taburetklæbende kakerlakker. Det er, hvad de er!

Vi kan konstatere, at kravet om folketingsmedlemmernes værdighed er ganske illusorisk, når næsten halvdelen af de mennesker, der har spildt deres tid på at gå hen at stemme, synes, at det er helt i orden at vælge en ubegavet, usympatisk og løgnagtig gimpe, der har skadet Danmark mere end nogen anden statsminister siden Poul Schlüter i 1983, til fortsat at lede landet. Hele bundtet er uværdige, men Mette Frederiksen er uværdig i sin helt egen klasse. Hun har skændet grundloven og trådt den private ejendomsret under fode. Hendes embedsførelse er ganske enkelt kriminel!

Man påstår, at parlamentets medlemmer er valgt af folket, men en del sidder i folketinget med et personligt stemmetal på et par hundrede stemmer. De er ikke valgt af folket, men af partiernes ledelse – lokalt eller på landsplan. De er blot stemmekvæg i folketingssalen. Vi har ikke noget folkestyre, men et partistyre – og det kan meget vel kaldes grundlovsstridigt. I hvert fald er det i strid med Grundlovens ånd.

Man glæder sig officielt over, at 44 % af folketingets medlemmer er kvinder. Jeg hørte altid tidligere, at alt ville blive bedre, hvis bare vi fik flere kvindelige politikere. Sandheden er, at alt blot er blevet værre. Vi fik også en gang at vide, at kvinder ville sikre freden – men aldrig har der i Europas parlamenter været større krigshetzere end kvinderne. Tag bare Mette Frederiksen, Sanna Marin og Annalena Baerbock for blot at nævne nogle få af uhumskhederne i den parlamentariske gylletank. Kvinder har generelt ikke noget at gøre i folketinget – ganske enkelt. Der kan være undtagelser, men som oftest reagerer de med følelser og ikke med forstand. Og det er helt naturligt. Der er nemlig forskel på mænd og kvinder – også ud over den åbenlyse forskel. De er mentalt forskellige. Det er der ikke noget galt i. Man må blot anerkende det. Hvis mænd og kvinder er ens – som feministerne påstår – er det jo unægtelig også underligt, at de selv samme mennesker mener, at det er så vigtigt, at man skal kunne skifte køn. Så er det jo egentlig lige meget.

Men de mænd, man har i parlamenterne, er naturligvis ikke meget bedre. De fleste er fra barnsben blevet konditioneret til ikke at være mænd, og de færreste har fået nogen opdragelse, kulter eller virkelig uddannelse. De er produkter af deres tid, og tiden er den usleste, verdenshistorien har kendt.

Vi hører også, at det er vigtigt, at de unge kommer i folketinget. Der er derfor glæde over valget af en 21-årig ungmø uden uddannelse, uden erhvervserfaring – uden noget som helst at kunne byde ind med (som det vist hedder i dag). Folketinget skal nemlig repræsentere hele folket. Dette er en meget farlig tankegang. Det var vel bedre, om man valgte folk ud fra deres viden og erfaringer og ud fra deres menneskelige karakter, når det drejer sig om noget så alvorligt som landets ledelse. En Mette Frederiksen falder igennem på alle disse punkter. Under alle omstændigheder skal både valgretsalder og valgbarhedsalder sættes betydeligt op. Folk skal ikke have nogen stemmeret, før de har bevist, at de kan noget og har ydet noget til samfundet. En valgretsalder på 30 ville være rimelig. Valgbarhedsalderen skal være så høj, at den sikrer, at medlemmer af et parlament har haft mulighed for både at få en uddannelse og have haft et arbejde – og det vel at mærke et produktivt arbejde, ikke en pamperstilling et parti eller en fagforening. 50 år ville være passende. Man skal ikke kunne gå direkte fra skolen ind i folketinget.

Vi er tilbage til det gamle spørgsmål om, hvorvidt de fleste nu også er de bedste – eller bare de fleste, som Niels Hausgaard formulerede det.

Vi kan endvidere ikke have et system, hvor man kan købe stemmer ved at love folk en masse af andre menneskers penge. Der skal gøres op med begrebet »velfærdsstat«. De oprindelige intentioner var sikkert gode nok, og i min ungdom havde man faktisk velfærd – og en meget lavere skat. I dag er velfærdsstaten blevet til et bureaukratisk monster – og velfærden er forsvunden. Folk, der virkelig har brug for hjælp, ydmyges og jages rundt i manegen i årevis på eksistensminimum, men antallet af kontrollanter, sagsbehandlere og mellemledere stiger stødt år for år. Folk må lære at tage hånd om sig selv og deres familier, og der skal oprettes gensidige forsikringsselskaber og private pensionskasser, som på ubureaukratisk vis løfter de sociale opgaver. Så vil nogle siger: »Jamen, det har kassedamen i Aldi jo slet ikke råd til at betale!« Jo, det har hun, for hun kommer ikke til at betale nær så meget i skat – og måske skal lønnen fastsættes på en anden måde, end i dag – måske. Statens opgaver skal simpelthen indskrænkes. Se herom mine »Tanker om en ny Grundlov« i bogen Politisk ukorrekte betragtninger. Der er endvidere noget fundamentalt galt i, at over halvdelen af vælgerbefolkningen lever af udbetalinger fra staten – enten som løn eller som forskellige offentlige ydelser. Dette er en invitation til vælgerne til at stemme på de partier, der skaber flest offentlige stillinger og uddeler flest godteposer betalt med andres penge.

Jeg har i artiklen »Demokrati« i bogen Revolutionære betragtninger understreget vigtigheden af, at folket kan blokere for en utålelig samfundsudvikling. Det er folkestyre. Havde vi haft det, havde vi ikke haft udlændingeloven af 1983, og vi havde ikke underskrevet de famøse konventioner, der fratager os vor selvstændighed. Dette opnås kun ved at afskaffe partierne og vælge lokale folk, som man har tillid til i de enkelte sogne. Der ville næppe blive valgt mange 20-årige, selv om man ikke hævede valgbarhedsalderen.

Et er imidlertid at kunne blokere regeringens tiltag – et andet er at styre landet. Store firmaer bruger mange økonomiske midler på at udsøge sig de mest kvalificerede ledere, af hvem man forlanger både uddannelse, viden, erfaringer og menneskelig integritet. Kun når det gælder landets ledelse, kan man vade lige ind fra gaden uden at besidde nogen som helst form for kvalifikationer. Og det er grunden til, at alt går så dårligt, som tilfældet er.

Men så er der jo embedsmændene, vil man sige. Sådan var det måske en gang. Men disse bliver i dag også udvalgt politisk. Den forfærdelige Barbara Bertelsen er et rigtig godt eksempel på det, og den udvikling vil kun blive forstærket. Men så omgiver politikerne sig jo med en hær af spindoktorer, rådgivere, pressemedarbejdere etc. Kan det ikke hjælpe? Nej, de er jo udvalgt efter samme metode. Pernille Vermund ville næppe ansætte en kommunist som rådgiver – selv om han var fagligt kompetent. Summen af dette er imidlertid, at politikerne er helt overflødige. Alt, hvad de siger og skriver, er der en anden, som har formuleret. Deres opgave er kun at pakke det pænt ind og sælge det til de stupide får, der stemmer på dem. Stillingen politiker skal ganske enkelt afskaffes. Landet skal ledes af kvalificerede folk. Hvordan skal disse udvælges? Ja, man kunne jo lade statsoverhovedet gøre dette. Man kunne også foruden et folketing, som beskrevet i ovennævnte artikel, etablere et landsting med større krav til valgbarhed og eventuelt også med en blanding af valgte og udpegede medlemmer.

Det vigtigste er ikke, at alle særinteresser repræsenteres, men at man samler den største indsigt og viden til at udføre den vigtigste opgave i samfundet.

Med partiernes forsvinden – og det kunne klares uden at ændre Grundloven, for den kender ingen partier – forsvinder også pressens indflydelse på den politiske proces. Der vil ikke være megen pressedækning af folketingsvalget, hvis det er et valg mellem enkeltpersoner uden partitilhørsforhold i landets cirka 2000 sogne. Og det er godt, for det er i dag pressen, der sætter den politiske dagsorden, og pressen er postkasserød, og de økonomiske bagmænd, der ejer pressen, har også deres politiske dagsorden. Det er således betegnende, at der ved dette valg kun er blevet talt om ret uvæsentlige ting og ikke om de to vigtigste emner for nationens beståen: 1. Lukning af grænserne og hjemsendelse af alle, der ikke hører til her, 2. Danmarks deltagelse i den krig, der truer med at udslette hele den europæiske civilisation.

Det er imidlertid typisk, at ingen nogensinde diskuterer, om tingene ikke kunne gøres på en bedre måde. Det ville man gøre i ethvert firma, hvor tingene går så dårligt, som de går i samfundet i dag. Det er imidlertid et tegn på, at vi ikke styres af folket, men af en ideologi, nemlig demokratismen, og som ethvert andet totalitært system, tåler den ikke en sådan diskussion. Vor styreform og nøjagtig lige så forstenet og håbløs som kommunismen under Brezhnev. Samfundet har ændret sig siden 1849, og de folk, der befolker parlamentet i dag, er af en ganske anden støbning end dem, der styrede landet dengang. Kvaliteten er ganske enkelt dalet og udfordringerne steget. Det er nødvendigt at udtænke en anden fremgangsmåde, end man måske kunne klare det med for over 150 år siden. Der er naturligvis sket ændringer, men disse har kun gjort et dårligt system værre.

Det er derfor, der ikke er nogen politiske løsninger på vore problemer inden for det nuværende systems rammer. Disse er pilrådne, og systemet skal skiftes ud. Dette lader sig desværre ikke gøre ad parlamentarisk vej.

Artiklen er udlånt af Danmarks Frihedsråd