Valget er slut og stemmerne talt op, så hvad sker der nu?

KOMMENTAR: Rød blok nåede lige præcist et flertal på 90 mandater mod blå bloks 73 samt moderaternes 16 mandater. Mette Frederiksen påstår dog, at hun ønsker at danne regering over midten, regeringsdannelsen kan derfor trække ud. Men ændres dansk politik?

På mange måder var dette valg specielt. To nye partier, der begge er opstartet af udspringere fra Venstre, er kommet ind i Folketinget, og er blevet henholdsvis det 3. og 5. største parti. Tre af de fire gamle danske partier er gået tilbage, og to af dem blev næsten halveret. Der er kommet rekord mange partier ind i Folketinget. Og flere partier taler om, at de ønsker en regering over midten, altså bestående af partier fra både blå og rød blok, hvilket er ganske unormalt i dansk politik. Men på trods af disse større parlamentariske ændringer, så tyder intet på at den overordnede politiske retning i Danmark ændres.

Skærmbillede fra DR.

På udlændingeområdet ønsker ingen partier en større ændring, der vil begrænset antallet af racefremmede, der kommer til Danmark, og de partier der skulle bakke op om en »regering ind over midten« indeholder både Radikale Venstre og Moderaterne, som begge ønsker en »lempelse« af den nuværende »stramme udlændingepolitik«. Andre partier, som kunne indgå i denne »regering ind over midten« er Venstre og Det Konservative Folkeparti, der begge ønsker at bevare den nuværende »stramme udlændingepolitik«, der med tiden vil gøre danskerne til en minoritet i vores eget land. Det eneste parti der muligvis er en undtagelse er Dansk Folkeparti, men ikke nok med at de lige nu står uden indflydelse, så spildte de fuldstændigt chancen for at ændre den danske udlændingepolitik under V- og senere VLAK-regeringerne (2015-2019), på trods af at de havde det afgørende mandat i Folketinget, og enorm støtte i befolkningen til netop dette, særligt efter migrationskrisen i 2015. DF’s troværdig er dermed ikke eksisterende, hvilket, sammen med interne uenigheder, har kostet partiet dyrt.

Der vil heller ikke ske nogle ændringer i vores udenrigspolitik. Meget få partier i Folketinget ønsker en udmeldelse af EU, og de udgør ikke engang en fjerdedel af mandaterne. Kun enhedslisten ønsker en udmeldelse af NATO, og først når der er et andet alternativ, og ikke ét eneste parti ønsker at stoppe forsendelserne af våben til Ukraine eller at opfordre til fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Vi kan dermed forvente en forsat dansk deltagelse i NATO’s forsøg på at forlænge krigen, uanset hvad det koster ukrainerne, den europæiske økonomi eller helt almindelige danskere, der må gå fra hus og hjem pga. energipriserne. De næste mange vintre bliver en økonomisk udfordring af en størrelse, som meget få danskere har oplevet før. Lige nu anslås det, at selvom energikrisen ikke bliver værre end lige nu, hvilket nok er lidt for optimistisk, så vil 100.000 færre være i job frem mod 2024, og dette skal lægges oven i faldet i levestandarden der skyldes inflationen. Alt dette takket være USA og NATO’s udenrigspolitik, som alle de danske partier støtter op om.

På en række områder er der blevet lovet nye politiske tiltag og reformer heriblandt i psykiatrien, i sundhedssystemet, på miljøområdet, for at mindske skaderne inflationen har på fattige danskere, og på pensionsområdet. Disse områder er uden tvivl vigtige og trænger til en seriøs hjælpende hånd. Desværre er det ikke givet, at politikerne holder, hvad de lover. Chokerende, det ved jeg godt, men tag psykiatrien som et eksempel. De seneste 25 år har politikere lovet bedre forhold for både patienter og medarbejdere i psykiatrien, men alligevel er der nu færre ressourcer pr. patient, mindre behandling, selv af alvorligt syge, og en fortsat stor andel, der ikke får det bedre af behandlingen. Derudover bliver retten til udredning i psykiatrien overskredet for 6 ud af 10 børn og unge og arbejdsmiljøet for de ansatte i psykiatrien er både kaotisk og farligt. Desværre kunne jeg blive ved, når det glæder problemerne i psykiatrien. Man kan selvfølgelig håbe på, at politikerne faktisk overholder deres løfter denne gang, og at der kommer et alvorligt løft som både gavner de danskere, der har brug for hjælp i psykiatrien, samt de ansatte, der skal give denne hjælp, men jeg forventer det ikke.

På sundhedsområdet forventer jeg dog nogle ændringer, om end de blot er marginale. Sygeplejerskerne får formentligt en lønforhøjelse, og uanset om det bliver en »regering ind over midten« eller en socialdemokratisk mindretalsregering, så vil der fortsat blive forsøgt at rekruttere flere SOSU’ere og sygeplejersker. Om det lykkes eller ej må tiden vise, men indtil nu er det dog ikke rigtigt lykkes dem. Et andet stort problem er lange ventelister på alt fra at kunne blive tilset af en hudlæge til at komme igennem til akuttelefonen, og selv hvis politikkerne løser dette nuværende problem, så står vores sundhedssystem overfor enorme udfordringer pga. demografiske ændringer. Da befolkningen bliver ældre og samtidig mindre hvid, bliver behovet for hjælp i sundhedssystemet større samtidig med at kvaliteten af hjælpen bliver dårligere, pga. flere racefremmede ansatte. Disse problemer er blandt andet et resultat af årtiers fejlslået politik, der har ført til lave fødselsrater blandt danskerne samt høj indvandring af racefremmede befolkningsgrupper. Der er dog ikke ét parti i Folketinget, som ønsker at vende denne udvikling.

Også ældreplejen står over for nogle af de samme problemer som sundhedsområdet, særligt de demografiske udfordringer. Allerede nu bliver ældre danskere udsat for omsorgssvigt på plejehjem og af hjemmehjælpen, men forestil dig så den elendighed vores ældre kan se frem til, når antallet af ældre over 80 år forventes at stige med knap 90 pct. frem mod 2040 samtidig med, at flere af de ansatte på plejehjemmene og i hjemmeplejen vil være racefremmede.

En »regering ind over midten«
Inden jeg giver mine afsluttende bemærkninger, vil jeg gerne diskutere konsekvenserne af en eventuel »regering ind over midten«. Formålet med en sådan regering kan opsummeres i to punkter. Først og fremmest forventer politikerne, at dette vil styrke samarbejdet i Folketinget, så partierne kan skabe langtidsholdbare reformer. Hvorvidt dette er sandt, er svært at sige på nuværende tidspunkt. Derudover vil en sådan regering kunne udelukke »ydrefløjene« fra indflydelse, noget særligt Lars Løkke Rasmussen, partiformand for Moderaterne, har lagt vægt på. En såkaldt »regering ind over midten« er dermed et forsøg på at fastholde magten i Danmark blandt de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og så det nye parti Moderaterne, og udelukke de nyere partier på »ydrefløjene«, der er blevet født af utilfredshed i befolkningen over den førte politik netop fra de fire gamle partier.

Hvis de fem »midterpartier« ikke længere føler sig nødsaget til at blive påvirket af de nyere partier på »ydrefløjene«, og derved ændre dele af deres politik eller i det mindste deres retorik, så vil systemet blive mindre modstandsdygtigt overfor en utilfreds befolkning. Forestil dig, hvor upopulære Socialdemokratiet, Konservative og Venstre ville være, hvis de ikke følte sig nødsaget til at lade som om, at de har en »stram udlændingepolitik« eller ønskede bedre mulighed for at komme på pension for nedslidte. Hvis dette sker, så er det selvfølgelig nemmere for os at overbevise vort folk om, at systemet har fejlet, men det vil også være nemmere for partier, der er kontrolleret opposition at ligne redningsmænd, fordi de aldrig kommer i den situation som DF var i tilbage i 2015, hvor de mistede alt troværdighed, fordi de intet gjorde. Og selv hvis det lykkes »midterpartierne« med dette projekt, så vil de ikke være villige til at løse nogle af de problemer, som jeg nævnte ovenfor, af ideologiske grunde, hvilket i sidste ende vil give disse partier dødsstødet. Spørgsmålet er bare, om det samme sker for det danske folk inden da.

Og det er netop der Den Nordiske Modstandsbevægelse kommer ind i billedet. Det nuværende system er skyld i disse problemer og fuldstændig ude af stand til at løse dem. Det er vores opgave, at påpege dette så ofte vi kan samtidig med, at vi kommer med konkrete politiske forslag, der kan løse disse problemer. Hvis det nuværende syge system får lov at traske videre indtil det falder dødt om, så risikere vi, at vores fantastiske folk ophører med at eksistere. Det må ikke ske! Vi må agere lyset, der viser vort folk vej gennem de kommende mørke tider og i sidste ende skabe et nyt politisk system, og dermed redde vort folk.

/ Mikkel Pedersen