Overvejelser inden Folketingsvalget

VERDENSANSKUELSE: Christian Hamilton stiller rød og blå ideologi op mod hinanden og finder, at de to poler i dansk politik på mange måder har samme mål og tjener samme interesse.

Vort folks historie, kultur og oprindelse er meget vigtig aldrig at glemme. Det er lige så vigtigt at vide, hvad der sker med vores civilisation og især truslen om udslettelsen af vore race. Hvad ligger bag denne trussel mod vores race? Mange forfattere har skrevet om denne trussel i utallige bøger, som er meget interessante at læse. Jeg har i nogle år forsøgt at koncentrere denne viden i en eller få letlæselige artikler uden at lykkes med det, jeg synes er væsentligt, i betydningen at formidle viden. Igen prøver jeg, men denne gang har jeg lige læst en bog af Kerry Bolton med titlen »Revolution from Above«. Bogen er virkelig værd at læse for dem, der ønsker at forstå, hvordan vi bliver manipuleret til at blive føjelige undersåtter af det zionistisk-kontrollerede internationale plutokrati.

Mange mennesker har ingen anelse om, hvordan blå kapitalisme/liberalisme og rød socialisme/marxisme går hånd i hånd. Begge har et og samme mål, én verdensregering. Hvor mange mennesker ved, at uden kapital ville den russiske revolution aldrig være startet? Hvor mange ved, hvordan de fleste politisk korrekte »folkelige bevægelser« såsom antiracisme, fredsbevægelsen, solidaritetsbevægelser, homobevægelsen, den globale retfærdighedsbevægelse mv. kontrolleres af det herskende plutokrati? Hvis vi skal have nogen chance for at ændre retning og styre væk fra udslettelse af vor race og den vestlige civilisations undergang, så skal vi have viden om årsagerne til dette forfald.

Bogen »Revolution From Above« har så god en introduktion til emnet, at jeg foretrækker at lade Kerry Boltons ord føre os ind på sporet:

Globalisering og den nye verdensorden er to aktuelle sætninger, der bruges til at beskrive en proces, der har stået på i generationer. Internationalt plutokrati har ofte ført politikker, brugt bevægelser og fremmet doktriner, som de fleste mennesker ville betragte som antikapitalistiske. Alligevel opstod både kapitalismen og venstrefløjen i samme periode af historien, begge har det samme historiske perspektiv og ser begge traditionel kultur, familien og nationerne som forhindringer i vejen for en verdensstat.

Lenin siges at have beskrevet liberale som kommunismens nyttige idioter, der optrådte som forsvarere af den bolsjevikiske revolution ved at promovere den som et ædelt eksperiment. Vores hypotese er den modsatte, det er ikke kun liberale, men også kommunister, der er de nyttige idioter for de globale plutokrater, der ønsker en verdenskollektivistisk stat. Disse interesser er, hvad Huxley i sin profetiske roman »Brave New World« kaldte verdens kontrollører, hvad præsident Dwight Eisenhower kaldte det militær-industrielle kompleks i sin afskedstale til det amerikanske folk, hvad Harvard-historikeren Carroll Quigley beskrev som et internationalt netværk af internationale finansfolk og det, man normalt kalder storfinansen, som er blevet mere og mere globaliseret.

Det primære formål med denne bog er at eksponere, hvad der kan kaldes »feel-good« og påståede progressive problemer af en række forskellige typer for at narre ofte velmenende mennesker til at optræde som agenter til formål, som de virkelig ikke ved noget om, i tjenesten hos individer og grupper, som de mener, de er imod, hvad enten det går under navnet fred, menneskerettigheder, demokrati, kvinders rettigheder, global opvarmning, verdens fattigdom og så videre. Ikke alle sådanne bevægelser er uværdige. Men ofte er bevægelser omfavnet af »de velmenende« blevet bevidst skabt af dem, der tilbyder falske løsninger for at tjene deres egne dagsordener. Alle disse er pressede til at tjene dem, der ønsker at skabe en verdensstat bygget på mammons grundlag.

Karl Marx støttede frihandelskapitalismen, fordi den nedbryder folk. Derfor så han denne proces som et skridt mod en verdensstat. Marx skrev i 1848 i det kommunistiske manifest:

Nationale forskelle og modsætninger mellem folkeslag forsvinder for hver dag mere og mere gennem bourgeoisiets udvikling, gennem udviklingen af ​​frihandel, gennem verdensmarkedet, gennem ensartetheden i industriproduktionen og de heraf afhængige livsbetingelser. Proletariatets styre vil få dem til at forsvinde endnu hurtigere.

Vi ved alle, at civilisationer er opstået og faldet. Oswald Spengler, historiker og filosof, forfatteren til »The Decline of the West«, mener, at dette er det organiske og cykliske syn på historien, der behandler civilisationer og kulturer som levende organismer underlagt fødsel, vækst, alder og forfald ligesom andre levende skabninger. Han skrev blandt andet at:

Derfor er der intet ægte progressivt i sådanne fænomener i vores egen vestlige civilisation som opkomsten af ​​storforretning, fødselskontrol, socialisme og kvindefrigørelse. Disse er opstået i tidligere civilisationer under deres forfaldscyklusser.

Ikke underligt, at Spenglers teori om cyklisk historie er blevet sat på sidelinjen af ​​dem, der kontrollerer uddannelse og udgivelse. En forståelse af historien gennem læsning af Spengler afslører præcis, hvad der sker og vil fortsætte med at ske for Vesten, medmindre der tages skridt til at vende den onde spiral af tilbagegang, en cyklus domineret af det herskende plutokrati.

Spengler var en af ​​de første historikere, der afslørede forbindelserne mellem storfinansen og venstrefløjen. I »The Decline of the West« kalder han socialismen kapitalistisk, fordi den ikke har til formål at erstatte pengebaserede værdier, men at besidde dem. Han fastslår, at socialismen ikke er andet end en pålidelig håndlanger af storkapitalen, som udmærket ved, hvordan man udnytter sådan en. Han uddyber i en fodnote:

Heri ligger hemmeligheden, hvorfor alle radikale (dvs. fattige) partier nødvendigvis bliver pengemagtens, de privilegeredes, aktiemarkedets redskaber, teoretisk er deres fjende kapitalen, men i praksis angriber de, ikke aktiemarkedet, men traditionen på vegne af aktiemarked. Dette er lige så sandt i dag, som det var for Gracchierne i romertiden og i alle andre lande.

Endnu en Spengler-fodnote:

Der er ingen proletarisk, ikke engang en kommunistisk, bevægelse, som ikke har arbejdet i pengenes interesse, i de retninger, som pengene angiver og i den tid, pengene tillader, og det uden at idealisterne blandt dens ledere har den mindste mistanke herom.

Hvem refererer vi oftest til, når vi taler om storfinans, plutokraterne eller pengemagten? Der er et par navne, der altid dukker op, når man søger efter spor. Disse er: Baring, Lazard, Erlanger, Warburg, Schröder, Speyers, Mirabaud, Mallet, Fould og frem for alt Rothschild og Morgan, hvortil vi kan tilføje Rockefellers, Soros og Klaus Schwab.

Pengemagten, de internationale finansmænd, plutokraterne har altid to ansigter. Det ene er den ædle menneskeheden frelser, altruistisk og generelt hjertevarme type, den anden side består af ren grådighed og lysten til at herske. Mange af disse plutokrater synes at lide af en medicinsk tilstand kendt som narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Trangen til at frelse menneskeheden er næsten altid en falsk front for ønsket om at regere.

H.L. Mencken

Permanent krise retfærdiggør permanent kontrol over alt og alle af statens myndigheder.

Aldous Huxley

Disse plutokrater opretholder kriser rundt om i verden for at opretholde frygten i masserne, som derefter kræver mere beskyttelse, som er »givet« af disse herskere ved at pålægge mere kontrol over deres undersåtter. Såkaldte »falske flag«-operationer er ikke usædvanlige værktøjer for disse hensynsløse verdensledere til at starte en konflikt eller en bekvem krig et eller andet sted. Når alt kommer til alt, indbringer en krig mange penge til dem, der kan købe en hvilken som helst regering, de vil, uden problemer eller skrupler.

Denne artikel blev mere en anmeldelse af »Revolution from Above« end en enkeltstående artikel, men det betyder ikke så meget, da formidlingen af ​​viden var det vigtigste.

Forskellen mellem nationalsocialisme og marxistisk socialisme

For at der ikke opstår misforståelser, når man i teksten læser om socialisme som redskab til storfinansiering, vil jeg forklare forskellen på socialisme, der har sit udspring i marxismen, altså den ideologi Karl Marx skrev om, og socialisme i betydningen nationalsocialisme.

Marxisme, socialisme eller kommunisme er ikke andet end det, der er beskrevet i min tekst og citaterne i den. De er alle syntetiske ideologier, der mangler enhver naturlig baggrund. De har intet naturligt at falde tilbage på. Det er opdigtede ideologier, som nemt kan spredes, da de spiller på folks følelser og ikke på sund fornuft. Marx var under indflydelse af Engels, som igen var under frimurernes stærke indflydelse og det stadig mere spirende jødiske verdenshegemoni. Idéen om globalisering begyndte i stigende grad at vinde indpas i disse kredse, som indså, at vejen til magt var at kunne kontrollere folks tanker og følelser. At gøre folk ufrie i tankerne gør dem nemme at håndtere (læs: kontrollere) og styre i den retning, som plutokratiet (storfinans og jødisk magt) ønsker. Nutidens demokrati bliver dermed et forklædt diktatur i plutokratiets tjeneste. Dette må ikke forveksles med den socialisme, vi nationalsocialister har i vores ideologi. Vores socialisme står for folkefællesskab, et fællesskab, der fremmer vort folks levevilkår og udvikling til en højere menneskelig kvalitet.

Povl Riis Knudsen har skrevet, hvad jeg synes er en opklarende artikel om, hvor nationalsocialismen befinder sig på en såkaldt højre – venstre skala. Jeg vil her citere nogle passager fra hans forfatterskab:

I alt for mange år har det været almindeligt accepteret, at nationalsocialister er tilhængere af den ekstreme højrefløj, og kun undtagelsesvis har de tøvet med at omtale sig selv som sådan. På et tidspunkt vedtog »World Union of National Socialists« imidlertid en officiel politik om at undgå udtrykket »højre«, idet de argumenterede for, at nationalsocialismen ikke passer nogen steder på den politiske »højre-venstre« skala, men i stedet bør betragtes som værende over denne skala.

I vor tid er den traditionelle venstrefløj overvejende marxistisk i en sådan grad, at selve begrebet »venstre« menes at være synonymt med ordet »marxist«. Dette har naturligvis ikke grundlag i virkeligheden. Enhver revolutionær er venstreorienteret, det er bare således, at marxisterne har haft så lidt konkurrence, at de har været i stand til at gribe betegnelsen.

På den anden side af det politiske spektrum har vi højrefløjen, bestående af reaktionære, der ønsker at bevare det nuværende samfund og den såkaldte kristne civilisation i Vesten med dens materialisme og kapitalisme. Højreorienterede står op for traditionelle patriotiske værdier; de er gode kristne og gode borgere, der forsvarer forfatningen og er loyale over for deres land og monark, hvis de har en. De er villige til at gå i krig mod enhver nation, bare for at hævde deres egen storhed, selvom det betyder at føre en atomkrig mod et andet hvidt land, hvis de mener, at dets stat truer deres egen indenrigspolitiske orden, uanset hvor korrupt og degenereret den må være. De er for en økonomi baseret på ubegrænset frihandel, uanset konsekvenserne deraf…

Mens marxismen deler en grundlæggende egalitær filosofi med den gamle orden og definerer sig selv som en materialistisk bevægelse med omfordeling af materielle goder som mål, søger nationalsocialismen at opbygge en helt ny orden. En ny orden baseret på idealisme og en grundlæggende respekt for naturens love i alle livets aspekter. Dette er absolut den mest revolutionære idé i dette århundrede og derfor klart en venstreorienteret idé! Den er absolut ikke marxistisk! Sammenlignet med nationalsocialismen er marxismen ikke andet end en pseudo-revolutionær idé, udsprunget af kristendommen og opretholdt af det liberale demokrati: Hvis alle mennesker er skabt lige, hvorfor skulle al rigdom så ikke fordeles ligeligt til alle? I lyset af dette bliver marxismen blot en del af den gamle orden, som vi ønsker at ødelægge. Da kommunisterne overtog Rusland i 1917, gjorde de det som revolutionære, der søgte at vælte et ineffektivt og korrupt regime, hvorimod de i dag repræsenterer det reaktionære establishment, der nu står over for en ny revolutionær udfordring.

Hvor nationalsocialisterne står inden for dette spektrum, synes ret indlysende: Vi er venstreorienterede, ingen tvivl om det! Vi ønsker ikke at bevare det nuværende system eller nogle dele af det. Vi tror ikke på et system, der har ført vort folk til nutidens elendighed! Vi ønsker ikke at støtte nogen institution, der er ansvarlig for to verdenskrige mellem hvide nationer såvel som utallige mindre krige, atomoprustning, forurening af miljøet, arbejdsløshed, den totale desillusion af de unge, som har mistet al tro på fremtiden, stofmisbrug; pornografi og alle andre former for fuldstændigt forfald, der breder sig i dag. Vi nationalsocialister ønsker den mest radikale forandring af dem alle. Vi ønsker at vælte den gamle orden fuldstændigt!

Hvis nationalsocialismen i bund og grund er en venstreorienteret bevægelse, er det selvfølgelig paradoksalt, at nationalsocialister har brugt så meget tid og energi på at skråle med traditionelle højreorienterede værdier, samtidig med at de undgår åbninger til venstre. Er det så mærkeligt, at alle forsøg på at skabe en nationalsocialistisk bevægelse på dette grundlag har været fuldstændig mislykkede?

Derfor er det vigtigt at indse, at nationalsocialisme ikke er en form for ekstrem højreorienteret politik. De inden for vores rækker, som stadig har sådanne forestillinger, bør hellige sig at studere nationalsocialistisk ideologi for at finde dens sande mening og betydning eller, hvis man ikke har energien eller evnen til at gøre det, finde en anden afsætningsmulighed for deres aktiviteter. Denne bevægelse har ikke plads til frustrerede hadere eller religiøse drømmere, men kun for dedikerede nationalsocialistiske revolutionære!

Sammen med teksten og citaterne i artiklen håber jeg, at den uindviede læser såvel som vores følgere har fået øget viden om, hvordan vi konstant bliver brugt gennem manipulation til at tjene de zionistisk ledede plutokrater. Jeg håber også, at de mere kritiske vil være i stand til at smide deres politisk korrekte skyklapper af sig for at anerkende det naturlige instinkt kaldet nysgerrighed og bruge denne nysgerrighed til på eget initiativ at uddybe deres viden ved at tilegne sig viden fra alternative kilder, kilder der ikke er styret af politisk korrekte tabuer.

Læs også:
Er vi højreekstremister?
Svar på spørgsmål om nationalsocialismen
Nationalsocialismen – folkets organiserede vilje
Forsvarstale for nationalsocialismen
Nationalsocialismen – Den Biologiske Verdensanskuelse