Elon Musk vil afskedige 75% af Twitters medarbejderstab

IT: Hvis Elon Musks køb af Twitter går igennem, planlægger han at rydde op i medarbejderstaben. Musk har gjort dette klart for potentielle investorer.

Efter mange omgange frem og tilbage ser det ud til, at Tesla-stifteren Elon Musks køb af den sociale mediegigant Twitter rent faktisk går igennem. Musk har tidligere meldt ud, at større ytringsfrihed og færre bots er nogle af de mål, han har med Twitter.

Nu har Musk også meldt ud, at han har tænkt sig at lave en større udrensning blandt personalet. Ifølge Washington Post har Elon Musk angiveligt forklaret potentielle investorer, at han har til hensigt at afskedige hele 75 procent af medarbejderne.

En sådan nedskæring ville betyde, at den nuværende stab på 7.500 medarbejdere ville blive reduceret til kun 2.000 medarbejdere.

Den nuværende ledelse er også på forkant og har sat sig et mål om at reducere udgifterne med omkring otte milliarder kroner inden udgangen af ​​næste år.

»Der ville ske en dominoeffekt, hvor man har tjenester der går ned, og de tilbageværende medarbejdere mangler den relevante viden til at få dem op at køre igen, hvilket ville demoralisere dem og få dem til at ville forlade [Twitter] af sig selv,« sagde en tidligere Twitter-chef til Washington Post om nedskæringsplanerne.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //