»Hollywood Ten«

DAGENS DATO: I 1947 indledte den amerikanske kongres en forundersøgelse af kommunistisk infiltration af den amerikanske filmindustri. Der blev udarbejdet en sortliste, hvor størstedelen af ​​infiltratørerne viste sig at være jøder.

I dag ved flere og flere, at Hollywood er kontrolleret af jøder. Dette er et faktum, som jøder nu åbent erkender. For eksempel skrev avisen Jewish Post and Opinion den 6. december 1974 følgende om jødernes enorme indflydelse på filmindustrien allerede på det tidspunkt:

Jøder dominerer Hollywood i dag, ligesom de gjorde i dens barndom. Den jødiske tilstedeværelse i Hollywood er et historisk faktum. Et flertal af producenter og instruktører er jødiske, mens Writers Guild [fagforening for manuskriptforfattere] er mellem 70 og 100 procent jødisk.

Udover instruktører og producere er filmbureauerne, skuespillerne og ikke mindst virksomhederne også jødiske. Jødiske immigranter fra Østeuropa dannede flere selskaber, der stadig er de mest magtfulde filmselskaber. Blandt disse er Metro-Goldwyn Mayer, Paramount Pictures, Twentieth Century Fox og Warner Brothers.

Den jødiske indflydelse var mest tydelig i 1930’erne, da de opildnede USA til krig ved at producere en række anti-tyske film, hvor nationalsocialisterne blev portrætteret som monstre og tysk nationalsocialisme som en fare for almindelige amerikanere. Charles Lindbergh, der ønskede at holde USA ude af krigen, sagde i en tale:

Den store fare, de [de amerikanske jøder] udgør for dette land, ligger i deres store ejerskab og indflydelse i vores film, presse, radio og regering […] Disse krigsmagere er kun et lille mindretal af vort folk, men de udøver en enorm indflydelse […] Mod det amerikanske folks beslutsomhed om at holde sig ude af krigen, har de mobiliseret hele deres propagandamaskineri, deres penge og deres politiske indflydelse.

John Wayne var en af dem som bekæmpede kommunistinfiltrationen. Også andre kendte personer, som Walt Disney, vidnede om, at kommunisttruslen indenfor filmindustrien var alvorlig.

Under og efter Anden Verdenskrig blev det dog tydeligt for flere og flere mennesker, at jøderne i Hollywood ikke kun opildnede mod en af ​​USA’s fjender (nationalsocialismen), men at subversive budskaber blev smuttet ind i filmene til forsvar for en anden erklæret fjende ( Kommunismen). Den kolde krig var begyndt, og mange af jøderne i filmindustrien blev ikke anset for at være troværdige nok og blev beskyldt for at være agenter for Sovjetunionen (hvilket mange viste sig at være).

House Committee on Un-American Activities (HUAC) havde udsendt en rapport i 1938 om, at kommunister havde en uforholdsmæssig stor indflydelse på Hollywood. Den havde modtaget en liste med navnene på 42 kommunister, der havde indflydelse på Hollywood.

Kongresmedlem John E. Rankin, et medlem af HUAC, holdt en pressekonference i 1945, hvor han erklærede, at »en af ​​de farligste konspirationer nogensinde« har »hovedkvarter i Hollywood«. Rankin forsikrede lytterne om, at »vi har nu begyndt jagten på denne giftige edderkop«. I juli 1946 navngav William R. Wilkerson, grundlæggeren og redaktøren af ​​The Hollywood Reporter, adskillige kommunister (med ædle jødiske navne), som havde indflydelsesrige stillinger i Hollywood. Disse åbenbaringer fortsatte derefter i august og september samme år.

Den 20. oktober besluttede den amerikanske kongres via HUAC at åbne en foreløbig undersøgelse mod skuespillerne i Hollywoods filmindustri. Dette fandt sted den 20. oktober 1947. Man mente, at der var pro-sovjetiske propagandabudskaber i flere Hollywood-film og pegede på nogle eksempler. En af de film, der fangede opmærksomheden, var Mission to Moscow (1943), som handlede om den amerikanske ambassadør i Sovjetunionen. Filmen blev lavet efter anmodning fra præsident Franklin D. Roosevelt, men blev senere anmeldt af HUAC. Filmen handler om, hvor »misforstået« Stalins sovjet var af omverdenen. To andre film, HUAC malede som pro-sovjetiske propagandafilm, var The North Star (1943) og Song of Russia (1944).

Flertallet af de mistænkte var kendt eller anklaget for at være medlemmer af det amerikanske kommunistparti (hvis ledelse i perioder også var overvejende jødisk). Flere indrømmede deres forbindelser. Skuespilleren Larry Parks indrømmede, at han havde været medlem af en hemmelig kommunistisk celle med det formål at introducere subversive marxistiske og pro-sovjetiske budskaber i filmene. Han afslørede også, at den jødiske skuespiller John Garfield tilhørte denne celle. Filmselskaberne blev tvunget til at sortliste både Parks og Garfield.

Af de 43 personer, der er nævnt på vidnelisten, erklærede 19, at de ikke ville vidne. 11 af disse 19 blev indkaldt til udvalget. En af dem, Bertolt Brecht, valgte til sidst at vidne. Den tyske emigrant Brecht, som var marxist, discipel af jøden Lion Feuchtwagner og som fra sin tid i Tyskland skrev anti-tyske film, der fik nationalsocialister til at kaste stinkbomber i biograferne, erklærede, at han ikke var kommunist.

Herbert Biberman, jødisk filminstruktør og en af »Hollywood Ten«.

Efter Brecht var der nu ti »uvenlige vidner«, som skulle afhøres af udvalget. Disse »Hollywood Ten« nægtede at besvare spørgsmål om deres kommunistiske aktiviteter. Faktisk var eller havde alle ti været medlemmer af kommunistpartiet.

En af dem, der nægtede at vidne, Edward Dmytryk, aflagde dog vidnesbyrd i 1951 om, at blandt andre John Howard Lawson havde presset ham til at indsætte kommunistisk propaganda i hans film. Dmytryk var ukrainer og Lawson var jøde.

Hollywood Ten blev dømt for foragt for Kongressen, fik fængselsstraffe og forbud mod at medvirke i flere film. Hollywood blev også tvunget til at sortliste andre kommunister, som HUAC efterforskede, hvoraf et stort antal var jøder. Listen voksede et stykke ind i 1950’erne, og forbuddet blev opretholdt indtil begyndelsen af ​​1960’erne.

Forbuddet begyndte at komme til en brydning i 1958, da CBS antydede, at de ville ansætte en sortlistet jødisk kommunist. Kort efter gik den jødiske instruktør Otto Preminger offentligt ud med Hollywood Ten-manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, der i hemmelighed havde skrevet manuskripter til 17 film siden blacklistingen og havde ageret manuskriptforfatter på blockbusteren Spartacus sammen med jøden Kirk Douglas.

Et uforholdsmæssigt stort antal (mindst syv) af Hollywood Ten var jødiske instruktører, producere eller manuskriptforfattere. Disse var ifølge jødiske kilder Alvah Bessie, Herbert Biberman, Lester Cole, Ring Lardner Jr., John Howard Lawson, Albert Maltz og Samuel Ornitz.

De store drager, lederne af de store filmselskaber – jøderne Louis B. Mayer, Samuel Goldwyn, Harry Cohn, Barney Balaban og Albert Warner – undgik retsforfølgelse, fordi de underskrev en erklæring om at håndtere det kommunistiske problem i Hollywood. I det, der blev kaldt »Waldorf-erklæringen«, forsikrede Hollywoods topchefer bl.a.:

Vi vil ikke bevidst ansætte en kommunist eller et medlem af noget parti, der går ind for at vælte USA’s regering med magt eller andre ulovlige eller forfatningsstridige midler.

Alle disse topledere har dog arbejdet for jødiske interesser, kommunistiske eller ej. Havde House Committee on Un-American Activities fokuseret på den etniske sammensætning af Hollywood-eliten frem for politisk tilhørsforhold, ville den »amerikanske« filmindustri sandsynligvis se helt anderledes ud i dag.