Blackpill ikke undergangen

KOMMENTAR: Atomkrig, strømafbrydelser, voldsomme fødevare- og energipriser. Mange bekymrer sig om fremtiden, som bestemt ikke ser lys ud i Europa. Men hvordan skal vi egentlig se på Vestens forfald?

I disse dage er der mange mørke nyheder på Nordfront. I løbet af foråret syntes truslen om atomkrig at være over os. Dette kan se ud til at være faldet lidt til ro, men krigen i Ukraine ser ikke ud til at falde til ro.

Efter alt at dømme er vores såkaldte ledere også fuldstændig faret vild i forhold til deres økonomiske krigsførelse mod Rusland. Hastende inflation, som bringer med sig voldsomme energi- og fødevarepriser, fører til, at styringsrenten hæves igen og igen. Usikkerheden på energimarkedet og reduceret flow af gas betyder nu, at folk i Tyskland må tage kolde brusebade og leve i mørke, mens Norden er truet af strømafbrydelser og fordoblinger af varmepriser. Og vi er kun lige gået ind i efteråret.

Situationen er virkelig meget bekymrende. Oddsene peger på, at vi er på vej mod enten den ene elendighed eller den anden. Eller sikkert flere elendigheder på samme tid.

Jeg er heller ikke en af ​​dem, der tror, ​​at globalisterne listigt har skabt denne situation for bevidst at sænke vores levestandard. Se bare på vores politikere i Europa, Storbritannien og USA. Det er ikke umiddelbart imponerende personager. Selv de sædvanlige »deep state«-magthavere ser ikke ud til at have meget at byde på, såsom høje chefer i bankvældet, militæret og forskellige efterretningstjenester, sammenlignet med deres forgængere fra den kolde krigs dage. Det er måske en smagssag og nogle vil måske mene, at eksempelvis Danmark og USA er styret af meget kompetente folk, dog i skyggen. Men jeg føler, at kvaliteten af ​​magthaverne i vores verden aldrig har været lavere.

»Eliten«: Joe Biden og Boris Johnson leder Vesten i den sværeste stund.

Magthaverne går tilsyneladende kun efter ren indignation, først angående den såkaldte corona-pandemi og derefter i udførelsen af ​​den økonomiske krig mod Rusland. Ingen særlig kynisk kalkulering, ingen evne til at revurdere situationen, pause og gentænke med ny taktik, når den første fejlede. At verden omkring dem falder fra hinanden ser ikke ud til at genere dem meget, men de prøver bare det samme blot lidt mere hver gang.

Jeg vil heller ikke have en vinter med strømafbrydelser – men…

Ligesom mange af jer vil jeg ikke leve med truslen om atomkrig, jeg vil ikke skulle skrabe mine sidste øre sammen for lidt vand og brød, og jeg vil ikke have strømafbrydelser denne vinter. Jeg er i forvejen forholdsvis fattig og bor i det nordlige Sverige, hvor det hurtigt kan blive meget koldt og oven i det hele begyndte jeg allerede sidste vinter at få problemer med strømafbrydelser.

Og jeg er absolut ikke accelerationist. Men når alt kommer til alt, er det så ikke noget som dette vi har ventet på? Har vi ikke altid vidst, at tingene må blive meget værre, før de kan blive bedre?

Da corona-pandemien var en kendsgerning, skrev lederen af ​​Den Nordiske modstandsbevægelse, Simon Lindberg, en meget tankevækkende artikel på Motståndsrörelsen.se med overskriften »Jeg byder værre dårlige tider velkommen, så vi sammen kan skabe bedre!«. Sådan skrev Lindberg dengang:

Samtidig kan jeg dog ikke undgå at holde øje med, hvad der sker med verdensøkonomien. Jeg kan ikke hjælpe med at håbe og holde tommelfingrene oppe, for dette kan være netop det, vi har brug for for at skabe en virkelig national genopstand og styrkelse af de revolutionære politiske kræfter, så vi kan blive i stand til at rede vort folk!

Det er ikke fordi, at jeg ønsker folket nogen smerte, men snarere fordi at jeg er klar over, at den herskende kapitalistiske verdensorden snart falder som et korthus. Spørgsmålet handler heller ikke om det sker, men snarere hvornår og hvordan? Hvorfor ikke håbe, at det bliver NU, fordi Corona-virussen kan være en så god mulighed som alt andet?!

Corona-pandemien blev virkelig begyndelsen på denne verdensordens undergang, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Tag blot USA som eksempel og dokumentaren »What Is A Woman«, som vi blandt andet diskuterede på Radio Nordfront.

Hvis du ikke allerede har set den, så se den og tænk på, hvordan et samfund, der er gået så meget i forfald, stadig kan eksistere? Ja, det forbliver så længe du kan holde farerne væk og tønderne fyldt. Så længe mennesker kan leve i en illusion af velstand (som i virkeligheden ofte blot er en livslang gældsætning), kan der eksistere en orden – og vores lande er lykkedes rigtig godt i årtier.

Den store masse reagerer på styrke – og svaghed

Men når krig, sygdom og fattigdom begynder at hærge, begynder en ægte revolutionær glød at tænde i folket. Fordi vi kan følge med og informere befolkningen lige så meget om de katastrofale konsekvenser af masseindvandring, vores racemæssige store potentiale og fordelen ved en ledelse baseret på naturens love. Men så længe systemet kan give manden på gaden en følelse af tryghed, at der er strøm i stikket, mad på bordet og han endda nogle gange kan få en pænere bil og pænere kone end naboen, vil hans loyalitet ligge hos systemet.

Den store skare, dem der almindeligvis kaldes NPC’er, de reagerer på styrke og svaghed. De søger en stærk kraft at følge og søge ly under. Når denne stærke kraft åbenlyst bliver svagere, vil de hurtigt ændre loyalitet, hvis der er et alternativ, der tværtimod ser ud til at vokse sig stærkere. Det er derfor, historien lærer os, at politiske forandringer kan ske hurtigt og uventet.

Ingen postapokalyptisk zombiejagt – men vi kan blive udødelige

Jeg vil bestemt ikke romantisere dårligere tider. Ingen af ​​os vil være Rick eller Negan i The Walking Dead (afhængigt af din tankegang), en slags post-apokalyptisk krigshøvding der slagter zombier og plyndrer gamle stormagasiner. Det vil blive hårdt og smertefuldt, men en nødvendig smerte.

Som sagt havde jeg ikke lyst til at fryse og vende mønter til vinter. Men jeg vil hellere fryse en vinter eller ti vintre, eller måske endda hundrede vintre om nødvendigt, hvis det redder vort folk. Og vi kommer måske ikke engang til at se det blive bedre i vores levetid. Men vi kæmper trods alt ikke for os selv i første omgang, men for vort folk, for vore efterkommere i generationer.

Hvis vi bruger denne tid rigtigt og er parate til at ofre og udnytte de muligheder, som kaos kan bringe, så vil vi blive udødeliggjort i vore efterkommeres minder. Det er i de sværeste tider, at helte fødes.

Glem ikke det sønderrivende ordsprog, som i sin oprindelige form lyder:

Hårde tider skaber gode mænd. Stærke mænd skaber gode tider. Gode ​​tider skaber svage mænd. Og svage mænd skaber dårlige tider.

G. Michael Hopf, Those Who Remain

/Simon Holmqvist