Det er forbandet sjovt at være aktiv nationalsocialist!

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Simon Lindberg sender med denne artikel en hyldest til alle kammerater, der har været aktive i den svenske valgkamp og et spark bagi til alle, der ikke var det.

Simon Lindberg, Den Nordiske Modstandsbevægelse leder, ved en offentlig aktivitet under den svenske valgkamp. Foto Modstandsbevægelsen.

Mens jeg skriver denne betragning, er vi midt i slutfasen af ​​den brændende valgkamp. Da jeg selv, udover mit ansvar som øverste leder i Den Nordiske Modstandsbevægelse og derigennem også øverste ansvarlige leder for den igangværende valgkamp i hele landet, også bor i en af ​​de fire kommuner, hvor vi stiller op til kommunalvalg, er jeg virkelig i centrum af hele affæren.

Valgkampen har præget store dele af mit liv i løbet af året, men stadig mere intensivt her i slutfasen. Masser af stress. Dårlig søvn som følge heraf. En uvant dagligdag, hvilket førte til både dårligere spisevaner og stort set ingen fysisk træning, som dermed gav mig midlertidigt dårligere fysisk form. En bil, der har kørt mange flere kilometer end normalt og dermed øgede omkostningerne til en i forvejen til tider ret anstrengt økonomi.

På trods af alt dette vil jeg virkelig komme med en højlydt og ærlig erklæring: Jeg ønsker oprigtigt, at denne periode ville vare længere end til søndag aften! Jeg ville ikke have det anderledes, og jeg vil virkelig savne valgkampen.

Samtidig har det også været fantastisk sjovt. Udover min smukke familie, er det jo det, jeg lever for. Nationalsocialistisk frihedskamp med højeste fokus i virkeligheden her og nu – på gader og pladser!

Det har været et fantastisk fællesskab, når man har kunnet være blandt de ildsjæle, der virkelig giver alt for kampen nu i denne tid. Det har været helt utroligt at opleve den enorme opbakning, vi åbenbart har blandt folket. Hvis Morgan Johansson eller Annie Lööf var en flue på væggen omkring vores valgtelte eller bannere i byen, er sandsynligheden stor for, at de emigrerede til et andet land, hvor befolkningen var mere duperet og hungrede efter globalistisk befolkningsudskiftningspolitik.

Faktisk ville jeg gå så langt som at have oprigtigt ondt af de nationalister, der ikke har haft den samme oplevelse som mig i løbet af de sidste par uger. Organisationskammerater, der bor i reder, hvor vi ikke stiller op til valg, og som af forskellige årsager heller ikke har været særligt involveret i vores lidt mere kølige rikdagskampagne. Dem, der desværre valgte at sidde på sidelinjen i stedet for at være med, eller som var involveret tidligere, men med årene faldt ud af køen. Mænd og kvinder, der tilhører andre mere eller mindre nationalt indstillede organisationer, som indirekte eller ligefrem direkte har erklæret, at de ikke tror på at stille op til valg eller i hvert fald ikke selv deltager i det. De går alle glip af, hvor utroligt sjovt det er at være aktiv nationalsocialist – en af ​​de mest fantastiske følelser der findes!

Når jeg tænker tilbage, husker jeg hovedsageligt den frenesi og kampglæde, som i hvert fald jeg følte på det tidspunkt. Mange af os arbejdede meget intensivt i en lang periode før det valg, og jeg husker det som en lykkelig periode. Det er svært at forklare, men at arbejde sammen mod et forudbestemt mål kan være meget tilfredsstillende.

Citatet ovenfor er fra interviewet med Markus Nordh, der blev publiceret på Motståndsrörelsen.se i denne uge. Det er bestemt et svar på det, han husker fra valgkampen i 2018, men som jeg mener passer lige så godt her og nu til at beskrive valgkampen i 2022.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at alt er guld og grønne skove. Man støder selvfølgelig også på mennesker, der har en udtalt negativ holdning til os. Sandheden er dog, at de er væsentligt færre end dem, der har en udtalt positiv indstilling og desuden mangler de fuldstændig argumenter for deres sag. Et eksempel er den selverklærede højtuddannede og også angiveligt veluddannede gråsosse [slang for en socialdemokrat af ældre udgave. red. anm.], som jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at tale med i Ludvika forleden, som der påstod, at det var arabere, der lærte os nordboere om landbrug, at Putin var involveret i flere militære konflikter i de senere år 100 år end USA, og at hvide svenske mænd var voldelige mod kvinder i langt højere grad end MENA-mænd [Middle East/North Afrian-mænd red anm.].

Men det er en af ​​undtagelserne, da markant flere udtrykte sig positivt om vores tilstedeværelse. Desværre er det dog ikke sådan, at selv en brøkdel af alle disse positive mennesker vil slutte sig til os. Almindelige mennesker er simpelthen ikke særligt interesserede i at føre politisk kamp, ​​hvad enten det er i venstrefløjens, højrefløjens eller vores navn, og desuden føler de ofte, at de har for meget at miste ved selv at være aktive. Det er mere bekvemt at lade os andre kæmpe.

Det er ikke engang sådan, at flertallet af de positive vil stemme på os, for det her med »taktisk« at stemme på Sverigedemokraterna ser ikke kun ud til at gælde boomere, men også at være ekstremt dybt forankret selv blandt de nationalistisk vågne mennesker . Endda blandt flere veteraner fra den nationalistiske bevægelse.

Men guderne ved, at der er en masse sympatisk indstillede mennesker derude, og man støder på mange af dem, når man bedriver gadeaktivisme. Som den midaldrende mand, i tøj, der nok koster næsten lige så meget som hele min garderobe, og som begejstret fortalte os, at han syntes, det vi lavede, var rigtig godt, og at han virkelig stod bag os, eller arbejderkvinden et par år yngre, der dukkede op som en sol og næsten var i tårer, da hun udbrød, hvor meget hun elsker os. Begge disse bare for at tage et par eksempler på, hvad jeg personligt har oplevet de seneste dage.

Selvom vi ikke ville få en eneste stemme mere end vores egne medlemmers, så synes jeg, det var værd at stille op til valget. Vi har vundet så utroligt meget, selvom vi ikke nåede nogen vegne. Vi er blevet normaliseret, vi har fået et stort antal mennesker til at værdsætte os, og hvem vi er, og vi har fået flere af vores modstandere til i det mindste at forstå, at vi ikke er den slags kriminelle terrorister, som de blev ledet til at tro, vi var af ​​etablissementet. I stedet har de tydeligt kunnet se, at vi kan stå i flere timer på et og samme sted mange gange, uden at der opstår et slagsmål.

Det ville selvfølgelig være helt fantastisk, hvis det lykkedes at få et mandat et sted, men det er på ingen måde afgørende. Rejsen kan siges at være målet, og vi har trods alt haft en fantastisk rejse!

Personligt synes jeg ikke kun, at den offentlige aktivisme var sjov, men også basisaktivismen. Jeg har aldrig forstået dem, der giver udtryk for, at dette skulle være kedeligt. Selvom offentlig aktivisme normalt er sjovere, er det stadig en tilfredsstillende følelse at have dækket en hel bymidte med klistermærker og plakater eller at have forsynet et helt samfund med flyers. Selvom man med denne form for aktivisme måske ikke selv ser så mange reaktioner, er visheden der tydeligvis. Visheden om, at du skaber reaktioner – negative såvel som positive – og at du former folks tanker – du påvirker menneskers liv.

Tænk hvor fantastisk det er at kunne det, hvor betydningsfuldt ens eget liv er i stedet for, hvis man bare lever for sig selv og har som ugens højdepunkt at se tv eller drikke sig fuld. Nej, det vi beskæftiger os med er »ægte livskvalitet«, som en af ​​mine kammerater udtrykte det forleden.

Selvfølgelig kan og skal man vurdere fordelen kontra omkostningerne. Er det det værd? Rent økonomisk kan det ske, at du ville opnå mere succes med andre tilgange, men hvis vi også tager højde for disse højere værdier, som jeg taler om, så siger jeg under alle omstændigheder bestemt JA, det er det værd! Jeg har sikkert personligt delt 100.000 flyers ud i mit liv og ville med glæde dele lige så mange flere ud inden den dag jeg dør, uanset om det primært er for min trivsel eller ej.

Jeg er ret overbevist om, at de, der hævder, at de ikke bryder sig om at lave aktivisme – offentlig såvel som basisaktivisme – enten er dovne eller feje mennesker, der aldrig, nogensinde egentlig har gjort det selv, eller folk, der engang har følt ligesom mig, men som for sent, på grund af passivitet, har glemt, hvor fantastisk det faktisk er.

Eller som en anden kammerat udtrykte det i en samtale med mig i denne uge:

En masse aktivisme giver dig lyst til at lave endnu mere aktivisme, og jo mere aktivisme du laver, jo sjovere bliver det!

Dette gælder bestemt også det modsatte. Hvis du er væk fra aktivisme i et stykke tid, glemmer du, hvor sjovt og givende det faktisk er på et rent individuelt plan, uanset hvilke effekter det giver. Faktum er dog, at jeg ikke engang ville ønske min værste fjende ikke at opleve den utroligt vidunderlige følelse, som jeg og mange andre i vores organisation nu bærer på.

Hvis du føler dig lidt rusten, er det okay, men det er ligesom at træne eller bryde en dårlig vane – det bliver nemmere og sjovere, jo mere du gør det, og det sværeste er selvfølgelig lige i starten, når du skal udfordre dine egne indre dæmoner. Hvis du ikke tror mig, så prøv venligst at modbevise mig ved at hæve dit aktivismeniveau markant fra i morgen – og uanset hvor værdifuld skrivning eller internetaktivisme måtte være, så skal det af hensyn til denne udfordring være fysisk aktivisme side om side med en eller flere kæmpende kammerater. Jeg garanterer dig, at du har en givende tid foran dig!

Min største udfordring som leder fremadrettet bliver, hvordan man kan bruge al den positive energi, der findes i og omkring vores organisation lige nu, til noget andet, når valgdagen er slut. Hvordan kan vi flytte energien til noget andet i stedet for at den flyver ud af vinduet, og hvordan vi kan få flere mennesker, både i og uden for Den Nordiske Modstandsbevægelse, til at blive smittet af den og begynde for alvor selv at komme ind i kampen og forstå hvor fantastisk det føles at kunne deltage og gøre en forskel.

Det er dog en meget svær opgave, fordi man sjældent har så konkret et mål at arbejde hen imod som under valgkampen – også selvom det er et svært opnåeligt mål, der er påvirket af andre faktorer end dem, vi kan kontrollere. Nej, det ville selvfølgelig være lettest og bedst, hvis valgkampen aldrig sluttede.

Til sidst i denne artikel vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle, der udtrykker deres støtte til os, hvor end vi viser os – det betyder meget og giver et rigtigt boost af energi samt håb og livsglæde. Tak til alle, der også tager et skridt videre og faktisk stemmer på os. Endnu mere tak til alle, der bliver ved vores side eller nu vælger at slutte sig til os!

Den største tak af alle vil jeg dog rette til jer kammerater, som har været med mig dag ud og dag ind, jer, som for nylig har spredt vores organisations navn og ideologi og derved højst sandsynligt virkelig både forstår og er enige i hvert et ord jeg skrev i denne artikel. Tak, ikke kun fordi I med jeres offervilje er med til at befri vort folk, men også fordi I gør mit liv både sjovere og bedre rent personligt.

Tak fordi I med jeres liv hjælper mig med at huske, at det er forbandet sjovt at være aktiv nationalsocialist, uanset hvilke valgresultater vi opnår!

/Simon Lindberg