Nationalister, stil op!

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Er du hvid, nationalist og villig til at arbejde for en bedre fremtid for dit folk, så findes her et fællesskab for dig.

(Denne artikel var først publiceret d. 10. juni 2022.)

Mine snart seks år i kampen som både aktivist og senere chef for først en rede og nu den danske gren, har lært mig noget om opløsningen af det danske folk og fragmenteringen i det nationalistiske miljø. Forskellen mellem jævne danskere er afgrundsdyb; en afgrund som kun få steder kan forceres via spinkle broer dannet af egenrådige forbrugerinteresser og naive forestillinger om parlamentariske løsninger og politisk ærlighed i forhold til Danmarks udfordringer.

Afgrunden er dybere og broerne over den må strække sig længere i forhold til nationalister og det tørre drivtømmer – de »almindelige« danskere – som blot følger strømmen, synes hver dag at bevæge sig fjernere og fjernere hinanden. I et samfund hvor den førte politik udelukkende og helt og aldeles kun fører til befolkningsudslettelse efterfulgt en opslidningskamp mod moralen og naturlige værdier, vil en opdeling i to lejre være en helt naturlig udvikling. Os og dem. Os, som kæmper og står fast for bevarelsen, og dem, som med deres uoplyste og naive stemme og engagement i folkefjendtlig politik muliggør ødelæggelsen.

Men den naturlige udvikling af optakten til magtprøven, når forholdene er degraderet så dybt i et land, at man må kæmpe og slås for livet, er blevet saboteret af den selvsamme slange som burde være i angrebssigtet for enhver; nemlig kulturmarxismen i samspil med liberalismen og disse doktriners sløring af et folks sjæl og rødder med hensigten at knytte mennesker sammen omkring internationalistiske, forbrugeristiske og (anti)-humanistiske behov og hensyn. Denne jødiske sabotage har drevet en kile og skabt en afgrund også mellem nationalister og har skabt fragmentering og et hav af nationalistiske identiteter, som forbruges snarere end leves, og den helt centrale organisering i nationalisme fravælges til fordel for egennyttige interesser.

Jeg har hørt nationalister sige, at de ikke behøver anden organisering end deres egen blandt nogle få kammerater i det skjulte. At man ikke vover eller er villig til, begge dele grunder i fejhed, at stå frem eller blive associeret med en nationalistisk eller nationalsocialistisk organisation. At man ikke tror på effekten af aktivisme i forhold til magthaverne. At man ikke mener man er god nok til at være en del af Modstandsbevægelsen. Undskyldningerne er mange og alle udspringer fra ikke at have evnet at forstå, at vi ikke har tid eller råd til at mundhugges eller skælve i angst over at skulle leve op til højere standarder og stå frem og ved sine overbevisninger.

Hvad fremtiden bringer ved ingen, men sikkert er det, at det bliver meget værre før det bliver bedre. Om den næste coronabølge kommer brusende og vores folkefjendtlige regering med drakoniske særlove i hånden, sender deres lakajer til vores dør for at hente os ud til deres hvide lastbiler for at køre os til deres interneringslejr, kan ingen vide, men det er en reel mulighed. Om den nuværende inflationskrise bringer med sig et totalt økonomisk kollaps og fattigdom, som bliver gnisten til racekrig, når knap 900.000 racefremmede vælger at holde sammen og komme til dit hvide område for at tilegne sig dine ressourcer, kan ingen vide, men det er også en mulighed. En ting er sikkert; det bliver værre, og det bliver ikke bedre før Den Nordiske Modstandsbevægelse tager magten i Norden.

Som nationalist, som har øjne for at se den tydelige glidebane for land og folk, må man mentalt berede sig på de værste scenarier. Om jeg håber eller tror, at vi kastes ud i tvangsinternering eller racekrig? Nej det gør jeg ikke. Om jeg tror vi undgår et ødelæggende økonomisk kollaps og Den Nordiske Modstandsbevægelses repræsentanter i ro og mag inviteres ind i Christiansborgs sale? Heller ikke. Fremtiden bliver nok et sted i midten, men ét er sikkert: Der kan kun være én organisation som går til kamp for Nordens fremtid – alt andet vil betyde fragmentering og tabte bestræbelser for forhånd. Kun én stor organisation som Den Nordiske Modstandsbevægelsen kan slå mur om vores værdier og vores familier, mens vore soldater kæmper den aktivistiske og politiske kamp mod et magtvælde, som vil knuse mindre uorganiserede grupper og udøve formynderskab over enhver, så snart den dissidente identitet er neutraliseret.

Denne tid og vores kamp har ikke brug for små spredte nationalistiske grupper uden kontakt til hinanden og overordnet lederskab. Vi har ikke brug for at fejheden råder i vore mænd, som i skam gemmer sig hjemme i familiens skød, mens landet brænder uden at vove at løbe en risiko. Vi har ikke brug for »irony bros«, defaitisme, lalleglade provokunstnere eller personer som stikker folk blår i øjnene med digitale underskriftindsamlinger eller borgerforslag til politikere, som gang på gang beviser, at de ikke kærer sig for hverken folk eller folkestyre.

Derimod har vi heller ikke brug for, at folk er top trænede aktivister med kroppe af granit, når de melder sig hos Modstandsbevægelsen. Både fysisk og ideologisk træning vil finde sted efter din rekruttering. Det vigtigste vi har brug for er, at vi som nationalister holder sammen og indser, at der kun kan være én kamporganisation, samt at alle besidder en vilje til forandring og forbedring i samfund såvel i sig selv.

Visse nationalister, som jeg har talt med, udtaler, at de er opmærksomme på Den Nordiske Modstandsbevægelse og bevidste om samfundsforfaldet, men venter med at melde sig ind til »lokummet brænder« lidt mere. Det er en naiv tanke at tro, at man kan komme til opmønstringspladsen i sidste time og forvente at blive indlemmet i et sammentømret korps uden selv at have bevist sit værd. Igen skyder jeg skylden på en verdensforgiftende strømning i skarp kontrast til nationalsocialismens kollektivismetanke; individualismen. Den individualistiske tanke og idé, at man allerede har gjort sig grundigt fortjent til respekt, udelukkende på baggrund af egne tanker om sig selv. Men når først sirenen lyder må man vide, at man ikke bare kan slentre ind i et fællesskab og nyde den samme respekt som de medemmer og aktivister, som i årevis har opbygget det.

For ud over at være en politisk organisation, er Den Nordiske Modstandsbevægelse også et fællesskab. Et hvidt fællesskab, hvor kammeratskab, selvforbedring og korpsånd, samt venskab, kærlighed og identitet er lige så vigtigt som den daglige politisk aktivistiske kamp. Det er fællesskabet der er rammen om kampen, og i tilfælde af det værste udfald af kampen bliver fællesskabet din sikkerhed, mens det i det bedste udfald bliver dit samfund, dine parader og fejringer og dit folks verdensanskuelse.

Ingen hvid kvinde eller mand med sin hvide identitet intakt, samt vilje og evne til at arbejde for en bedre fremtid for sit folk, skal nægtes sin del af et hvidt folkefællesskab. Så ansøg i dag.