Velgørenhed eller folkefællesskab? – uddrag af Mein Kampf

IDEOLOGI: I denne artikel stiller Lukan Lindgren overskriftens to begreber over for hinanden ud fra Adolf Hitlers perspektiv.

Fjendestatens folkeforagt

Efter at en ung Hitler ankom til Wien, begyndte hans sociale analyse af byen at tage form. Den i forvejen multikulturelle by havde mange sociale problemer. Foran byens regeringsbygninger strejfede horder af arbejdsløse rundt, mens gyder og skyggefulde områder var beboet af hjemløse.

Det resulterede i, at Hitlers syn på begreber som velgørenhed og folkefællesskab tog udgangspunkt i de oplevelser, han fik fra byen. Oplevelser, der opstod, efter at forfatteren selv blev en del af hovedstadens socialt udsatte. Nogle, der ikke delte Hitlers erfaringer, var dog byens elite. Hitler hævdede, at herskerne i Wien totalt manglede forståelse for det sociale spørgsmål. Det skyldes, at de aldrig selv havde været udsat på den måde, som mange af byens beboere var.

Den, der ikke selv mærker slangen klemme om sin hals, vil aldrig stifte bekendtskab med dens giftige tænder. I andet fald bliver resultatet kun overfladisk vås eller forløjet sentimentalitet. Begge dele er skadelige. Det ene, da man aldrig formår at trænge ind til kernen af ​​problemet, og det andet, da man forbigår det væsentlige. Jeg ved ikke, hvad der er mest fatalt: en skødesløs tilsidesættelse af den sociale nød, som dagligt ses gjort af flertallet af dem, der nyder godt af lykken, og dem, der selv arbejdede sig op, eller den lige så hovmodige og ofte påtrængende taktløshed og den altid nådige måde at være nedladende, som visse modedukker i kjole og bukser viser, som »føler med folket«.

Hitler, 2020, s. 33

Et nationalsocialistisk alternativ

For at løse dette problem som både Hitler og det tyske folk blev udsat for, krævedes der ifølge forfatteren en ny og revolutionær tankegang. Denne tankegang var den opfattelse, at det at hjælpe de nødstedte ikke handler om venlighed, men om at yde retfærdighed over for folket.

At et socialt virke ikke har noget som helst med dette at gøre og frem for alt ikke må stille krav om taknemmelighed, da den jo ikke skal uddele nådegaver men yde retfærdighed, har sådanne mennesker meget svært ved at forstå.

Hitler, 2020, s. 33

At yde folket retfærdighed er dog ikke noget, der kan gøres i et vakuum. De, der skal skabe denne retfærdighed, behøver egenskaber og evner, som ofte ikke findes i vores liberalmarxistiske samfund. På grund af dette kom forfatteren frem til to forskellige forudsætninger, der må råde, hvis et bedre samfund skal være muligt.

Allerede dengang indså jeg, at her kunne kun to veje føre til målet, som var at forbedre tilstanden: Dybeste følelse af socialt ansvar for at afstedkomme et bedre grundlag for vores udvikling, kombineret med brutal beslutsomhed i udryddelsen af ​​uhelbredelige kræftsvulster.

Hitler, 2020, s. 37

Da Hitler havde forstået, at det sociale virke skulle handle om retfærdighed og ikke om venlighed, og at det krævede en følelse af ansvar og beslutsomhed at opnå denne retfærdighed, begyndte brikkerne at falde på plads. Forfatteren afslutter sin begrundelse med, at den ubetydelige velgørenhed må underkaste sig det nationalsocialistiske folkefællesskab, hvis hele folkets eksistens skal kunne sikres.

Opgaven med et samfundsarbejde skal aldrig nogensinde være lige så latterlig som formålsløs øllebrøds-velgørenhed, men snarer være, gennem organisationen af vort økonomiske og kulturelle liv, at fjerne de principielle mangler, som må føre eller i det mindst kan forlede til visse individers degeneration.

Hitler, 2020, s. 38

Kilde:
Hitler A. (2020). Min Kamp (første oplag s. 32-38) Greenpilled forlag