Völkischer Beobachter om bogbålet i 1933

DAGENS DATO 12. MAJ: På denne dag i 1933 beskriver Völkischer Beobachter bogbålet i Tyskland fra den tyske ledelses perspektiv.

Natten til den 10./11. maj 1933 blev utysk og tyskfjendtlig litteratur kastet i ilden i Tyskland. Denne handling fra den tyske studenterkorps, støttet af den nationalsocialistiske ledelse, var en symbolsk handling, der varede én dag. Bogbålet betød ikke et forbud mod besiddelse af disse bøger (senere blev noget uønsket litteratur dog fjernet fra bibliotekerne og genudgivelse af visse forfattere blev forbudt), men handlede kun om, at den tyske ledelse viste sin misbilligelse af litteraturen, der blev betragtet som utysk.

Efter krigens afslutning fandt et gigantisk bogbål sted, da de allierede indsamlede og ødelagde tonsvis af tysk litteratur, der gik ind for nationalsocialisme eller blev betragtet som antidemokratisk eller propaganderede mod de forenede nationer, FN. Nordfront vender på et senere tidspunkt tilbage til det symbolske bogbål i 1933 og det demokratiske bogbål efter krigen.

Da bogbålet fra 10./11. maj oftest beskrives af fjender af nationalsocialismen, hvor begivenheden er taget ud af kontekst, og det sjældent er tydeligt, at handlingen kun var symbolsk, gengiver vi her, hvordan avisen Völkischer Beobachter, NSDAP’s dagblad, rapporterede om denne begivenhed den 12. maj 1933:

Völkischer Beobachter den 12 maj 1933.

Udførelse af folkeviljen:

Utysk litteratur på bålet
Natlig demonstration af tyske studenterkorps

Tyske studenterkorps ved universitetet i Berlin samledes i går på Hegelplatz til et fakkeltog. Derefter, ledsaget af en lastbil læsset med 25.000 bøger og skrifter, skadelige for folket, marcherede de mod Opernplatz, hvor de i en symbolsk handling kastede denne utyske litteratur i flammerne.

Tusinder og atter tusinder af tilskuere ønskede at overvære dette skue. Længe før arrangementet begyndte, var Opernplatz omgivet af en stor menneskemængde. Ved ankomsten af studenterne, der marcherer i formation, bliver de mødt af publikum med tordnende Heil- og jubelråb.

Korpsene samlede sig så om bålet og kastede stakke af bøger på bålet. Studenterne trådte frem med bøger i favnen og udbrød:

»Mod klassekamp og materialisme, for folkefællesskab og en idealistisk levevis!«

»Mod dekadence og moralsk forfald, for anstændighed og moral i familie og stat!«

Skrifter af Marx og Kautsky, Heinrich Mann, Gläser, Kästner, Emil Ludwig Kohn, Hegemann, Tucholsky, Kerr, Ossietzky og andre forfattere blev kastet i flammerne.

Siden talte Dr. Goebbels:

»Æraen med ekstrem jødisk intellektualisme er kommet til sin ende, og den tyske revolution har genåbnet den tyske karakters vej. Denne revolution blev ikke startet oppefra, den strømmede nedefra. Den er derfor i ordets sande betydning et udtryk for folkeviljen. Arbejderen står ved siden af den borgerlige, studenten ved siden af ​​soldaten og ungarbejderen, her står de intellektuelle ved siden af ​​proletariatet«.

»I løbet af de sidste fjorten år, hvor I, studerende, har lidt i tavs skam under novemberrepublikkens ydmygelser, blev jeres biblioteker oversvømmet med affald og snavs fra jødiske rendestensforfattere«.

»Den bevægelse, der tidligere angreb staten, er nu trængt ind i staten, ja, endda blevet den. Dermed har den tyske ånd nået et helt andet potentiale. Den revolutionære hurtighed, revolutionære vitalitet og den revolutionære gennemslagskraft, som den tyske ungdom oplevede i disse tidligere år er nu blevet en hel nations hurtighed og vitalitet«.

»Revolutioner, der er ægte, standser ikke for noget. Intet område kan forblive uberørt. Ligesom de revolutionerer mennesker, revolutionerer de også tingene«.

»Derfor gør I det rette, når I i denne time ved midnat kaster den forgangne dæmon ind i flammerne. Her knuses novemberrepublikkens åndelige fundament mod jorden. Men op fra murbrokkerne rejser sig den sejrende Fønix’ nye åndelighed, en åndelighed som fremmer os, nærer os og giver tyngde«.

»Efter min mening har der aldrig været unge studenter som jer så berettiget til at være stolte af jeres liv, opgaver og forpligtelser. Aldrig før har unge mænd været så berettiget til at udbryde sammen med Ulrich von Hutten: »O århundrede! O videnskab! Det er en glæde at leve!«.

»De barrierer, der splittede os, er blevet revet ned. Folk er blevet genforenet med folk. Og selvom gamle mennesker ikke forstår det, har vi unge allerede gjort det«.

»Det gamle ligger bag os i flammer, det nye vil rejse sig fra ilden, der brænder i vores hjerter. Hvor vi end står sammen, hvor vi end marcherer sammen, vil vi hellige os Riget og dets fremtid«.

»Som vi så ofte gjorde, da vi stadig kæmpede i opposition, lad os nu igen, nu hvor vi har magten og dermed også ansvaret, forene os i det løfte, vi så ofte slyngede ud på aftenhimlen: »Lad den ed blive lyst op af mange flammer! Riget og nationen og vor leder Adolf Hitler – Heil!«.

…………………………………………

Horst-Wessel-sangen begyndte og flammerne fortsatte med at brænde, hvor bunker og bunker af indsamlet giftlitteratur var smidt. Med denne demonstration er kampen mod den utyske ånd symbolsk begyndt, en kamp som nu vil fortsætte. Denne kamp vil ikke ende, før alle tyskere er af tysk ånd igen.