Venstrefløjen skal træffe et valg mellem palæstinensiske rettigheder og »Holocaust«

KOMMENTAR: Venstrefløjen er ved at blive konfronteret med en dyb interessekonflikt, som man ikke længere kan tillade sig at ignorere – beskæftigelsen af ​​en moralsk myte, der underbygger imperialisme og vold.

For omkring to uger siden blev mere end 150 palæstinensere såret, da israelske sikkerhedsstyrker stormede Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem. Hændelsen markerede endnu en stigning i hyppigheden af ​​zionistisk aggression mod templet siden den anden intifada i 2000’erne. Timingen var uden tvivl belejlig for Israel, da Ukraine-konflikten dominerede mediernes søgelys.

Mens der er sket en væsentlig forbedring i diskursen om zionisme på »den yderste højrefløj« i de senere år i lyset af den voksende skepsis over for zionismen og dens konservative forsvarere, er det på tide at holde venstrefløjen ansvarlig for dens betydelige ansvar for udvidelsen af den ​​zionistiske magtstruktur i Vesten, dog på en langt mere indirekte måde end dens åbne forsvarere til højre.

Hvad mener jeg med dette? Først og fremmest venstrefløjens absolutte tabu mod systematisk at kritisere international finansiel, politisk og kulturel jødisk magt, en magtstruktur, der er den eneste grund til, at Israel stadig er i stand til at opretholde sin brutale etniske udrensning af palæstinensere fra deres hjemland. Men vigtigere end alle disse faktorer er myten om udryddelsesprojektet mod det jødiske folk under Anden Verdenskrig kendt som »Holocaust«.

Ligesom globalisme og hvidt folkemord udgør »holocaust«-myten det moralske grundlag for det zionistiske ekspansionsprojekt i Palæstina. Hvad er det første, der kommer ud af munden på jøder, hver gang de konfronteres i debat med zionistiske menneskerettighedsforbrydelser begået af Israel, hvad enten det er bombning af civile palæstinensere, tyveri af endnu et stykke jord eller krænkelse af religiøse steder (begået mod kristne såvel som muslimer)?

Hvordan deres forældre og bedsteforældre overlevede »Holocaust«, fuldt ud klar over, at størstedelen af ​​publikum er blevet indoktrineret fra barndommen til at slukke for alle kritiske evner, når h-ordet bliver påberåbt. I mere moderne tid vil dette ofte blive fulgt op med, at kritik af Israel blot er endnu en form for antisemitisme, noget venstreorienterede palæstinensiske aktivister vil benægte indtil for ganske nylig.

Problemet med dette er, at der er tale om en form for mental spagat, som er stadig sværere for nutidens »respektable« venstrefløj at komme ned i.

Ifølge IHRA’s (International Holocaust Remembrance Alliance) definition af antisemitisme, som i dag formelt er accepteret af ikke mindre end 34 FN-lande, herunder Sverige, er fjendtlighed over for Israel bestemt et nøgleelement i antisemitisme, som det gøres klart i det følgende eksempler givet i definitionen:

»Beskyldninger mod jødiske borgere for at være mere loyale over for Israel , eller påståede loyalitet til jøder verden rundt, end deres egne nationers interesser«.

»At nægte jøder deres ret til selvbestemmelse, for eksempel ved at hævde, at den israelske stats eksistens er en racistisk bestræbelse«.

»At påtvinge en dobbeltmoral ved at kræve fra det [Israel] en adfærd, der ikke forventes eller kræves af nogen anden demokratisk nation«.

»Brug af billeder, symboler og billeder forbundet med klassisk antisemitisme (såsom påstande om, at jøder dræbte Jesus eller blodanklager) til at karakterisere Israel eller israelere«.

»At drage sammenligninger mellem moderne israelsk politik og nazisterne«.

»At holde jøder kollektivt ansvarlige for staten Israels handlinger«.

Ergo refererer størstedelen af ​​eksemplerne i IHRA’s definition af antisemitisme direkte til Israel, og det siger sig selv, at accepten af ​​en sådan definition ville gøre enhver kritik af Israel fuldstændig impotent og tandløs. Naturligvis kan venstreorienterede, der ønsker at forblive principielle, blot afvise IHRA’s definition, men det vil i stigende grad betyde, at man fravælger respektable kredse grundet den voksende opbakning iblandt de vestlige landes eliter. Før eller siden vil selv den mest fanatiske antiracist ikke undgå den nazistiske anklage om selv den mest lunkne kritik af Israel.

Og har disse lande, USA, Storbritannien, Sverige, Frankrig, Tyskland, Canada, Polen, Australien osv., overtaget denne definition, fordi de har ondt af jøder? Selvfølgelig ikke. De har vedtaget det, fordi de alle er i indflydelsessfæren fra den zionistiske besættelsesregering i Washington DC, i dag mere åbenlys end nogensinde, med jøder i næsten alle nøglepositioner under en marionetpræsident, hvis børnebørn alle er jødiske, for ikke at nævne pengemagten bag det politiske system.