»Den stolte hvide ungdom ejede Lysekil«

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Nordfront bringer her en beretningsværdig personlig fortælling fra en fanebærer ved Den Nordiske Modstandsbevægelses ungdomsaktion i Lysekil i Sverige.

Tidligt morgen den 30. april er solen lige stået op over trætoppene og tågen snor sig som en drage hen over søen uden for huset. I entreen har dagens fornødenheder stået pænt opstillet siden i går. Som mange andre ildsjæle ville jeg i dag tage på et længe ventet genbesøg til den svenske vestkyst. Mellem lund og mark vandrede jeg i godt selskab for snart at ankomme til Bohuslänske Lysekil.

Ved første øjekast er Lysekil en smuk hvid idyl fra så tidligt som 1500-tallet, men ak, under denne overflade gemmer der sig en multikulturel forbandelse. Bander strejfer rundt på pladser og gader som en flok hyæner efter hvide, lette byttedyr. Trods denne åbenlyse fjende i vor borg, er det med sorg, at jeg opfatter en mørk tåge over byen, en kapitalismes gift har som et blændende røgslør grebet folket i et jerngreb. Materialismen, dette folkets opium, har forhindret byens indbyggere i at sige fra, at sætte foden ned og løfte næverne op af lommen!

Af frygt for, at de ikke vil kunne fastholde den skrøbelige, borgerlige facade som følge af en racistisk anklage eller miste PK-point, man kan være stolte af ved middagsselskabet, har beboerne i stedet valgt stille og roligt at se på, mens deres sønner og døtre bliver ydmyget.

Kampen er dog ikke tabt,  Lysekil har sine helte. Helte som en mindesten skulle rejses efter. Jeg taler selvfølgelig om Lysekils ældre mennesker, der er gået langt for at fordrive hyænerne, for at tage gaderne tilbage, for at vise, at hvide ikke kan trampes på!

Med blikket i horisonten, fanen højt og et kompagni i ryggen skærer vore rækker som en isbryder gennem Nordpolen. Nu vil vi også opfordre Lysekils ungdom til at kæmpe. Vores slogans gav genlyd mellem husene omgivet af nidkært vedligeholdte haver, »NATIONALSOCIALISME – FOLKEFÆLLESSKAB« og »STOLT HVID UNGDOM – SLÅ TILBAGE«. Vores blotte tilstedeværelse på gaden sænkede helt sikkert husenes markedsværdi med flere procent, Oy vey!

Snart havde vi brudt isen gennem halvdelen af ​​Lysekil, og var på den lokale plads. De prydelige rækker i ryggen spredte sig ud over den brostensbelagte plads med flyveblade til nysgerrige tilhørere, der inden for få minutter ville kunne lytte til Riksrådsmedlemmet Fredrik Vejdelands tale.

Det var med stor ære og hæder, at jeg så på fanen i hånden kærtegnet af nordenvinden. Vi er ungdommen, vi er fanebærerne, vi er fremtiden for det nordiske rige!

Efter en kraftfuld tale blev min kampgejst yderligere styrket. Pladsen blev holdt et stykke tid for at kunne holde diskussioner og venlige samtaler med de Lysekils beboere, der lyttede til talen. Efter et stykke tid kaldte vores gruppechef til opstilling og i løbet af et øjeblik blev rækkerne lukket i lige pæne formationer. Og afsted vi gik.

Denne dag ejede vi Lysekil, den stolte hvide ungdom ejede Lysekil. Ja, sammen med nogle, der måske ikke længere klassificeres som unge andet end i sindet.

Som et stabilt damplokomotiv marcherede vi op ad Lysekils gader, faner piskede i vinden, mens stortrommen akkompagnerede rungende slagord.

Tilbage hvor dagens strabadser startede, rundede vi af. Kammerater takkede af og roste hinanden for en god og vellykket indsats. Med godt mod sagde vi denne gang farvel til Lysekil. Dagen var dog langt fra slut.

Færden førte til Europas ældste og måske verdens mest berømte helleristning, Backa helleristning. Her havde vores forfædre allerede for 3700 år siden ristet deres bedrifter, som omverdenen kunne huske for evigt. Man følte helt sikkert gudernes tilstedeværelse denne dag!

Efter at have fyldt det åndelige bæger, ville vi endelig fylde det kropslige bæger. I dette bedste selskab en rankrygget nordbo kan få, nød jeg grillet mad, som en fest i Valhalla!

/ Johan Nilsson