Er Den Nordiske Modstandsbevægelse en sekt?

For at beskrive et problem, der eksisterer i den nationale sfære, tænkte jeg, at jeg ville bruge den klichéfyldte sammenligning, som vi i dette tilfælde kan kalde »det nationale isbjerg«.

Den lille del, der kan ses over overfladen, består af andelen af ​​nationalister, der er organiserede og aktivt kæmper for befolkningens overlevelse. Men under overfladen hviler en meget større masse, isoleret fra at blive set af dem ovenfor. Havde hele isbjerget været trukket op fra dybet og vist sig at være en enhed, ville det have vist sig stærkt og efterladt et meget stærkere indtryk på beskueren.

Model af det nationale isbjerg.

Hvor vil jeg så hen med det her? Jo, den del af ​​nationalister, der er »under overfladen«, de føler sig som en del af isbjerget og dets storhed, men er faktisk fuldstændig usynlige og irrelevante i forhold til at efterlade et aftryk. Disse nationalister er dem, der ikke organiserer sig af forskellige årsager og ofte ikke engang gør noget på individuelt plan. I tilfælde hvor ren fejhed ikke er årsagen til denne inaktivitet og isolation, skyldes det som regel misforståelser eller vrangforestillinger.

Disse vrangforestillinger er ofte baseret på direkte fjendtlig propaganda og rygter, skabt med det formål at skade bevægelsen og afskrække potentielle rekrutter fra at nærme sig organisationen.

Hvilket leder mig til hovedemnet i denne artikel, hvor jeg har tænkt mig at tage fat på en ret vedvarende sådan vildfarelse rettet mod Den Nordiske Modstandsbevægelse. En der handler om, at individuel frihed ikke eksisterer i organisationen, og at man styres under slave- eller sektlignende forhold.

De fleste, der læser denne artikel, er helt sikkert fuldt ud klar over det latterlige og usande i disse påstande, men efter min erfaring er det en ret almindelig forestilling blandt udenforstående, selv blandt nogle »nationale«, så jeg ser det som berettiget at svare på dette. Jeg kan selv lidt skamfuldt indrømme, at jeg til en vis grad nærede nogle af disse illusioner, før jeg nærmede mig bevægelsen. Disse blev dog knust meget hurtigt, så snart jeg begyndte at lære medlemmerne at kende.

Hvis vi starter med at svare på påstanden om, at man er styret som i en sekt; det kan ofte udtrykke sig i som, at det er forbudt nogensinde at spise mad, der ikke stammer direkte fra den nordiske jord (at spise pizza straffes med døden), eller forestillinger om at vi beordres i, hvordan man håndterer alle aspekter af ens liv og adfærd osv. Virkeligheden ser helt anderledes ud.

Selvfølgelig er der regler at følge og handlinger, der anses for uacceptable, men disse er på ingen måde overdrevne eller ukrænkelige. Det handler derimod om, at medlemmer ikke handler på en måde, der går stærkt imod det verdenssyn, som organisationen fortaler. Det samme kan siges om enhver politisk eller ideologisk bevægelse. Hvis så reglerne er i tråd med ideologien, så er det lige så naturligt og oplagt for medlemmerne at følge dem. Hvis du for eksempel har et stærkt behov for at sprøjte heroin ind i din krop, har du simpelthen ikke noget med bevægelsen at gøre til at begynde med.

Hvis du synes, at det lyder »sekt-agtigt«, så håber jeg, at du anvender samme tankegang på enhver arbejdsplads, som også har masser af adfærdsregler at følge, og afholder dig fra at arbejde af samme årsager. Det gælder om at være konsekvent! Men gå så heller ikke på socialkontoret eller til a-kassen, for de har også en masse regler.

Så kan vi også benytte lejligheden til at svare på påstanden om »individuel frihed«, som ofte kommer til udtryk i troen på, at man ikke må have en identitet eller et liv uden for organisationen, hvor enhver tanke og handling, der ikke bogstaveligt stammer fra Mein Kampf betragtes som højforræderi. Dette er heller ikke sandt.

Besøger man et større arrangement i Modstandsbevægelsens regi, som for eksempel De Nordiske Dage, er det svært ikke at blive ramt af mangfoldigheden af ​​forskellige personligheder, der samles der. Mennesker fra vidt forskellige sociale klasser med forskellige identiteter i en aldersgruppe, der strækker sig fra teenageårene til 90’erne. Denne blanding af mennesker med deres forskelligheder er forenet af noget meget større og vigtigere end alle disse forskelle tilsammen: nationalsocialismen.

Denne tilknytning bringer dem tættere sammen end den nærhed, man kan finde blandt udenforstående, der deler nøjagtig samme interesser med deres masseproducerede NPC-identiteter. Dette nationalsocialistiske tilhørsforhold fører efter min mening det resultat med sig, at man har en langt større accept og forståelse for hinandens forskelligheder og særheder, sammenlignet med hvad man kan finde uden for dette fællesskab.

Jeg vil næsten gerne gå så langt som at hævde, at der er større individuel frihed inden for Modstandsbevægelsen, end der er i det pseudotolerante demokrati, hvis eneste »friheder« synes at dreje sig om at være et dekadent par, der spyr værdibaserede sætninger udenad fra kulturmarxismens billedbøger, men Gud velsigne dem der udtrykker et sundt ideal i dette bedrageriske og dødsforagtende kloaksamfund.

Frihed synes kun at eksistere for dem, der tænker nøjagtigt det samme som magthaverne.

Inden for organisationen kan individuelt særpræg i mange tilfælde bruges og udnyttes i kampen, enten direkte eller indirekte. Afslutningsvis tænkte jeg, at jeg ville tage nogle eksempler på, hvordan dette kan udtrykkes.

Her vælger jeg at være partisk og fremhæve folk fra min egen rede, Rede 6, som også tilfældigvis er ret særprægede i denne forbindelse.

Rede 6 er ofte blevet kaldt medie- og kulturreden på grund af, at vi har flertallet af medlemmer, som er meget vidende og dygtige på disse områder. Det handler om alt fra it-viden og medieskabere til forfattere og kulturkendere. Jeg ville her give to eksempler fra sidstnævnte kategori.

Daniel og Linus fra Kulturbunkern under optagelse af et afsnit.

Kulturbunkern er web-tv med et kulturelt fokus, som oftest rammer filmverdenen. Her har vi et eksempel på to stærke personligheder fra Rede 6 med en dyb interesse og en enorm kulturmæssig viden, som i dette format får afløb for dette, som de nok ikke ville have fået uden for bevægelsen. Derudover er deres særinteresser til gavn for bevægelsen, da den udsendes gennem dens kanaler og dermed bliver en form for propaganda, der kan trække folk ind i organisationen.

Det samme gælder podcasten Urkult , hvor jeg selv medvirker, hvor værternes nærmest autistiske interesser for subkulturel mørk musik som black metal får afløb på samme måde. I begge tilfælde har vi her eksempler på, at du ikke bare bliver accepteret for dine særlige interesser og personligheder, men ovenikøbet får kanaler og muligheder for at bruge disse på meget givende måder, som ville have været svære at opnå i andre sammenhænge.

Radio for mennesker med behov for at få aggression og had ud gennem musik.

Nu fremgår det måske gennem artiklens indhold, at Modstandsbevægelsen består af excentriske mennesker med svære specialinteresser. Dette er naturligvis også langt fra sandheden og falder inden for rammerne af en anden myte, der er udsprunget fra vores fjender. Den abstrakte og verdslige absurditet i dette udsagn bliver hurtigt tydeligt, når man ser på bevægelsens aktivistkadre, som udelukkende består af en selvsikker og ret-rygget spydspids, som er alt andet end »sære«. En af grundene til, at mange ikke tager det første skridt til at nærme sig bevægelsen, skyldes netop, at de aktivister, der ses i propagandaen, giver et så stærkt indtryk, at mange føler, at de ikke lever op til det.

Men sandheden er, at der er mange forskellige roller at udfylde, som burde være tydeligt for enhver der har læst denne artikel.

Så dig der sidder derhjemme og læser dette, og er nervøs for at tage det første skridt af ovenstående årsager, hvad har du egentlig tilbage af undskyldninger?

Deltag og bliv en del af fællesskabet!