Hvor mange hvide mennesker må dø for én jøde?

UKRAINE: Russleman kommenterer det vestlige narrativ omkring Ukrainekonflikten. Præsident Zelenskyj hyldes som en helt på en platform af tusindvis af døde europæere – en hyldest vel fortjent?

Zelensky på statsbesøg i Israel i 2020. Foto: Kmu.gov.ua (CC BY 4.0).

Den ukrainske jødiske præsident Volodymyr Zelenskyj er blevet en favorit blandt de politiske kommentarer fra venstre mod højre på det politiske spektrum. I klassekampen omtales han som »en heroisk mand«, mens Rita Karlsen fra HRS (norsk Human Rights Service) nærmest uhæmmet roser præsidentens retoriske evner og beskriver ham som »en af ​​os« og »en vi kan stole på«. Hvis der er én ting, alle kan blive enige om, så er det, at vi alle skal falde på knæ og kysse fødderne af dette jødiske ikon, mens han fra sin sikre bunker heroisk beordrer hvide mennesker, som han ikke deler blod med, at marchere ind i artilleriilden.

Det vestlige mediekompleks’ kampagne for at kanonisere Zelenskyj som en af ​​Vestens nye skytsengle (hvilket ville placere ham blandt exceptionelle moralske forbilleder som f.eks. George Floyd) kunne have været mere overbevisende, hvis de havde været i stand til at give det indtryk, at præsidenten har udsat sig selv for et minimum af personlig risiko, for eksempel ved regelmæssige besøg hos dem, der kæmper ved fronten. Der er dog få beviser for, at dette har fundet sted. Tidligere i marts postede Zelenskyj endda en video på sin personlige Instagram-konto, der bar tydelige tegn på at blive filmet foran en greenscreen.

Til Zelenskys forsvar har han trods alt en baggrund som professionel skuespiller, så man kan argumentere for, at han blot bruger sine tilegnede evner til at hjælpe krigssituationen på sin egen måde.

Men selv hvis man skulle acceptere dette, skulle man så også acceptere det vestlige narrativ om, at dette grundlæggende er en konflikt om »demokrati« og »menneskerettigheder«, hvor Ukraine står som et fyrtårn mod de dunrende dønninger af russisk autoritarisme og undertrykkelse?

Mens dette formentlig udgør et flot propagandistisk narrativ, er det svært at finde fakta, der kan understøtte dette, hvis man betragter situationen med et strejf af objektivitet. Ifølge Transparency International scorer Ukraine 32 point ud af 100 på sit Corruption Perceptions Index, som placerer landet side om side med nationer som Egypten og Zambia, for ikke at tale om langt bagud alle andre europæiske lande undtagen Rusland.

Når det kommer til pressefrihed, er tingene ikke bedre. Lidt over en måned før krigens begyndelse klagede Igor Kossov over tilstanden af ​​pressefrihed i Kyiv Independent. Dette omfattede Zelensky-regeringens retsforfølgelse af tv-kanaler ejet af en ikke-jødisk oligark, der markerede sig selv som modstander af præsidenten, forsøg på at standse premieren af en dokumentar, der kritiserer Zelensky, forsøg på at presse politiske talkshows til at rette sig efter Zelenskys ønske, fremsættelse af lovforslag, der skulle styrke regeringens mulighed for at censurere medier mv.

Med dette in mente er det svært at betragte det vestlige narrativ om Ukraine som en bastion for demokrati og menneskerettigheder og Zelenskij som en forkæmper for disse som noget andet end hyklerisk propagandistisk nonsens.

Efter den tyske regerings afvisning af Ruslands krav om, at fremtidige betalinger for russisk gas skal ske i rubler, advarede Deutsche Bank, Tysklands største bank, om, at Tyskland risikerer at påføre sin status som industriel stormagt »strukturel skade«, hvis regeringen fastholder sin plan om at rationere gas. Alt dette sker, mens Tyskland oplever inflationsniveauer, der ikke er set siden genforeningen i 1990. Det siger sig selv, at en implosion af tysk industri, det bankende hjerte i den europæiske økonomi, ville forårsage ufattelige lidelser for millioner af europæere.

Dette ser ud til at være af ringe interesse for de kosmopolitiske eliter i Vesten, som virker langt mere besat af muligheden for, at den russiske invasion kan ende med en god afslutning på LGBT-bevægelsens nylige indtog i Ukraine. Hovedstaden Kiev var vært for landets største pride-parade nogensinde sidste sommer, bevogtet af en lille hær af politi over for forargede moddemonstranter. Jeg mistænker, at muligheden for, at denne også kan blive Kievs sidste, i langt højere grad holder anti-hvide vestlige eliter vågne om natten, frem for de lidelser, almindelige ukrainere nu er tvunget til at gennemgå, når de forsvarer deres hjemland mod Rusland.

For nylig gentog Zelenskyj i et interview med amerikanske Fox News sit ønske om, at Ukraine skulle blive medlem af NATO og udtalte, at Ukraine ikke ville afstå territorium til Rusland. I betragtning af Ukraines historie med Holodomor-folkemordet under det tidlige Sovjetunionens terrorregime, kan man sagtens sympatisere med ukrainernes modvilje mod at genforene sig med Rusland, men situationen er fortsat ironisk, da jødiske kommunister som Lazar Kaganovich var centrale bag folkemordet bag nutidens fjendtligheder et faktum Zelenskyj formentlig ingen interesse har i at belyse.

Det ser ud til at være en naturlov, at når jøder kommer til magten, begynder hvide mennesker at dø. Det vil vise sig, hvor mange hvide mennesker der skal dø for at fastholde myten om »helten« Zelenskyj.

Kilder:
Klassekampen
HRS
Transparency International
Kyiv Independent
AxiosReuters