Mod et forenet Norden

NORDEN: Ukrainekrisen må ikke tjene som et påskud for yderligere underkastelse til NATO og EU, men som en katalysator for begyndelsen på en bevægelse mod en nordisk samling.

Illustrationsbillede. Foto: Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Mens Ukrainekrisen bevæger sig ind i sin anden måned, hviskes der nu om muligheden for NATO-medlemskab for Finland, hvilket generalsekretær Jens Stoltenberg har kommenteret på og siger, at han forventer, at »alle 30 allierede byder dem velkommen«. Dette ville være præcis det forkerte skridt, ikke kun for Finland, men for hele Skandinavien. Samtidig blusser debatten om EU-medlemskab igen op i Norge, på trods af at flertallet stadig er imod norsk medlemskab af unionen. Det, de nordiske lande behøver mere end nogensinde, er at se til deres egne for samarbejde og støtte, ikke at opgive endnu mere suverænitet til Washington og Bruxelles.

En nordisk forening burde have fundet sted for over hundrede år siden, især i betragtning af, at man kan argumentere for, at de kulturelle modsætninger her på mange måder er mindre sammenlignet med Tysklands og Italiens mangfoldige regioner, begge lande, som verden i dag tager for givet. Forestil dig for eksempel et Tyskland, der stadig er delt mellem Preussen, Sachsen og Bayern, eller et Italien opdelt i Toscana, Piemonte og Napoli, alle medlemmer af forskellige alliancer og økonomiske foreninger. Det virker latterligt, men her i Norden bliver dette set på som en selvfølgelighed.

Som situationen er i dag, plages alle nordiske lande individuelt af mangler og svagheder, som kunne opvejes af de andre nordiske landes styrker under en overordnet politisk ramme. Norge har energiressourcer, fiskeri og verdens største statslige investeringsfond. Sverige har verdens dygtigste ingeniører samt førsteklasses medicinal- og våbenindustri. Danmark har landbrug og en af ​​verdens højest uddannede befolkninger. Finland producerer elektronik og besidder skov- og mineralressourcer. Tilsammen har vi en økonomi i verdensklasse, på linje med Canadas eller Spaniens.

Når det kommer til militær sikkerhed, overlevede både Sverige og Finland hele den kolde krig som neutrale aktører takket være en fornuftig udenrigspolitik, og der er ingen grund til at tro, at Vladimir Putins Rusland udgør en større trussel, end Sovjetunionen gjorde. Det er svært at forestille sig, hvad de nordiske lande har at vinde ved at ophidse Rusland for at behage den zionistiske besættelsesregering i Washington D.C., især i en kontekst, hvor et stadig mere svækket USA flytter sine militære ressourcer til Asien i et forsøg på at imødegå Kinas voksende indflydelse. Øget militær integration med Vestens syge mand ville føre til mange potentielle faldgruber og få fordele.

Svaret på sikkerhedsspørgsmålet kan i stedet findes her i Norden. I den nuværende tilstand vil en fuld mobilisering af Nordens samlede militærstyrker betyde omkring en kvart million individer. Selvom forsvaret af vores egne grænser er blevet forsømt til fordel for at hjælpe USA med dets militære fadæser i Mellemøsten gennem de sidste to årtier, ville dette dog have været let at ordne under en nationalsocialistisk samlingsregering, som i modsætning til det udhulede og rådnende Socialdemokratiet ville have få problemer med at påkalde patriotiske rekrutter. Det ville ikke være nødvendigt med nogen massiv militær alliance, der skulle fungere som dækning for et jødisk imperium. Mens Rusland stadig er en formidabel militærmagt, er det med en fødselsrate på 1,5 ude af stand til at ofre mænd på niveau med zarens gamle imperium eller Sovjetunionen. De demografiske begrænsninger er simpelthen for store, hvilket understreges af Putins langsomme og forsigtige strategi i Ukraine. Et samlet Norden ville således i sig selv være mere end afskrækkende nok, så længe der føres en fornuftig udenrigspolitik.

Derfor må dette seneste desperate forsøg på at redde globalismen i en formindsket form ved hjælp af terrorpropaganda modarbejdes for enhver pris. NATO- og EU-globalister lover sikkerhed, men det er NATO’s arrogante ekspansionisme og EU’s vanvittige energipolitik, der har ført os ind i denne prekære situation, og nu burde den samme politik, som førte hertil, redde os? Kun et barn ville acceptere sådan en absurd tankegang. Kun en radikal orientering mod nationalsocialisme kan redde vores smukke Norden nu, hvad enten det drejer sig om den militære trussel fra Rusland eller globalismens agenda for hvidt folkemord.

For næsten 80 år siden vandt de liberale magter krigen mod fascismen, men ikke argumentet. Som følge heraf har de set sig nødsaget til at etablere en myte, der retfærdiggjorde ødelæggelsen af ​​de europæiske stormagter, både på den sejrende og den besejrede side. Både Frankrig og Storbritannien, »vinderne« af denne konflikt, lider i dag af den samme anti-hvide politik som Tyskland, da NATO’s egentlige formål er at holde disse lande svage og militært afhængige af militærmagten tilhørende den zionistiske besættelsesregering i USA. stater. For deres loyalitet bliver de belønnet med den mest aggressive folkeudskiftning uden for selve USA. Vi har i de nordiske lande får også at vide, at vi er skyldige, og for at gøre det godt igen må vi ofre alt for vores fjendtlige elites vanvittige drøm om et globalt samfund, en drøm, der for mig virker som et mareridt fra helvedes dybeste afgrund . At blive undertrykt er én ting, men at få at vide af din undertrykker, at dette er en retfærdighed, er en umenneskelig ydmygelse, en skam, jeg ikke længere kan tolerere.

Så for at frigøre mig fra denne skam og ære det offer, som blev udført af heroiske mænd, som gav alt for at bevare Europa, har jeg besluttet at dedikere mig til ét mål alene: Dette smukkeste af lande, vores Norden, forenet under én retfærdig og legitim statsmagt, som eksisterer for at løfte det nordiske folk op, frem for at tvinge det i knæ med en jernstøvle. Et frit Norden i en sand mangfoldighed af svenskere, nordmænd, danskere, finner og islændinge, forenet i et broderskab af blod, jord og tradition. Og mens dette næsten hundrede år gamle mareridt, vi har været i, siden vi tabte krigen, er ved at være slut, kan jeg udholde enhver modgang, mens jeg rækker ud efter den gryende solopgang lige bag horisonten.

Mod vort genfødte Norden.

/Russleman

Kilder:
Reuters
Oa.no
eurasiantimes