Bedragere afviger fra Auschwitz

DAGENS DATO 10. APRIL: To slovakiske jøder, Rudolf Vrba og Alfred Wetzler, afveg denne dato 1944 fra KZ Auschwitz. Kort efter skrev de en rapport, der skulle tjene som et af de stærkeste beviser på, at »Holocaust« havde fundet sted.

Rudolf Vrba.

Rudolf Vrba blev født i 1924 som Walter Rosenberg i Topolcany i Tjekkoslovakiet. Han antog navnet Rudolf Vrba efter sin flugt i april 1944. I 1942 besluttede den 18-årige Vrba at gribe til våben mod tyskerne ved at forsøge at slutte sig til den britisk ledede tjekkoslovakiske hær. Han blev dog stoppet allerede ved den ungarske grænse og blev efterfølgende ført til koncentrationslejren Majdanek. Han blev kun i Majdanek i kort tid og blev overført til Auschwitz koncentrationslejr i slutningen af ​​juni 1942. Under sin tid i Auschwitz havde Vrba god adgang til mad, tøj og medicin, og han forblev ved godt mod under sit ophold. Efter næsten to år i Auschwitz rejste Vrba sammen med en medfange ved navn Alfred Wetzler. De to tog derefter til Slovakiet, hvor de kom i kontakt med det slovakiske jødiske råd. Dette råd hjalp dem med at skrive en rapport over den tid, de tilbragte i lejren. I alt er rapporten blevet omskrevet seks gange, og det originale slovakiske dokument er ikke blevet bevaret.

Rapporten, der blev kendt som Vrba-Wetzler-rapporten eller Auschwitz-protokollen, var den første skrivelse, der overhovedet nævnte gaskamre i KZ-systemet. Rapporten indeholdt »detaljerede« beskrivelser af lejrens krematoriefaciliteter, som siges at indeholde disse gaskamre. Rapporten og de tilhørende skitser rummer så mange unøjagtigheder, at kritikere ligefrem tvivlede på, at nogen af ​​forfatterne nogensinde satte deres fod i de beskrevne faciliteter. På trods af dette skulle rapporten senere blive brugt som bevis i Nürnberg-processerne og i andre retssager. Nogle dele af rapporten er efterfølgende også blevet afvist af »godkendte« Holocaust-historikere.

Tegning fra den engelske version af rapporten.

Efter at Mossad i maj 1960 kidnappede Adolf Eichmann, nedskrev Vrba sit vidnesbyrd og sendte det til den israelske ambassade i London, hvor han tilbød at vidne under retssagen. Den israelske stat ønskede dog ikke at betale for Vrbas rejse til Jerusalem. Med hjælp fra en britisk journalist blev vidnesbyrdet i stedet begyndelsen på Vrbas erindringer, som blev udgivet i 1964 under titlen »I Cannot Forgive«. Bogen beskriver, hvordan Vrba i januar 1943 var vidne til massegasning af polske jøder i nærværelse af Heinrich Himmler. Disse gasninger skulle have fundet sted to måneder før krematoriet (som angiveligt indeholdt gaskamrene) i Birkenau blev bygget og 6 måneder efter, at Himmler besøgte lejren for sidste gang i juli 1942.

Det skulle tage indtil 1985, før der blev sat spørgsmålstegn ved Vrbas påstande af en uddannet advokat. Vrba blev indkaldt som vidne i den igangværende retssag i Toronto mod den tyske revisionist Ernst Zundel. Der blev Vrba krydsforhørt af Zundels advokat Douglas Christie angående hans påstande.

Christie: »Jeg vil gerne spørge dig, om du vil sige, at du faktisk så ham [Himmler] ankomme i januar 1943, eller om dette bare er…«
Vrba: »I september 1943 eller i januar?«
Christie: »Nej, bogen siger januar 1943.«
Vrba: »Nej, jeg så ham i juli 1943 og så en gang i 1943 [sic!].«
Christie: »Men her står der januar 1943.«
Vrba: »Så er der en fejl.«
Christie: »En fejl?«
Vrba: »Ja.«
Christie: »Men du så ham ankomme ved disse to lejligheder?«
Vrba: »Ved første lejlighed så jeg ham, fordi han var lige så tæt på mig, som du er nu.«
Christie: »Han var lige så tæt på dig, som jeg er nu?«
Vrba: »Omtrent.«
Christie: »Jeg forstår. Og du var…«
Vrba: »Han kom et skridt nærmere af høflighed.«
Christie: »Nå.«
Vrba: »Men anden gang så jeg ham i en bil, den samme som første gang. Han kørte en sort Mercedes og blev oversvømmet af alle de håndlangere, der plejede at ledsage ham. Jeg så ham kun på en afstand af omkring 600 meter, og jeg hørte, at det var ham, men denne gang kom han ikke til mig for at give hånd og præsentere sig selv. Måske var det virkelig ham, måske var det bare en stedfortræder, og jeg tror ikke, det gør så stor en forskel (…) «
Christie: »Og du siger for denne ret, at du faktisk så Heinrich Himmler, da han kiggede gennem dørene til et gaskammer, ikke?«
Vrba: »Nej, jeg påstod ikke, at jeg var til stede, da han kiggede gennem gaskammerdøren, men jeg har samlet en historie, som jeg har hørt mange gange fra forskellige mennesker, som var med og som har fortalt mig alt (…) Der var en masse folk fra specialkommandoen og SS med.«
Christie: »Var du der?«
Vrba: »Nej, da var jeg i karantænelejren, og jeg snakkede med nogle af dem og lyttede til dem, og jeg vidste, at de stakkels ofre skulle vente længe på at blive gasset. Fordi udyrene tog så lang tid, må de vente i gaskammeret.«
Christie: »Men i din bog skriver du, at du havde set alt dette, og du nævner ikke, at du havde hørt fra andre, hvad du taler om.«
Vrba: »I dette særlige tilfælde fortalte jeg, hvad jeg havde hørt fra andre.«

Vrba sagde også, at han med egne øjne havde set 1.765.000 jøder forsvinde i Birkenaus krematorier, blandt hvilke der ville have været 150.000 franske jøder. Advokat Christie påpegede, at kun 75.000 jøder (ifølge de jødiske forfattere Beate og Serge Klarsfeld) var blevet deporteret fra Frankrig, men dette hævdede Vrba var nazistiske løgne og bevarede sin historie. Under retssagen kunne advokaten gentagne gange afsløre Vrbas vidneudsagn som rene løgne, og til sidst måtte Vrba erkende, at han brugte »licentia poetarum« (digterens frihed) til at skrive sin bog.

At se et af »Holocausts« fineste vidner krydsforhørt og blive overbevist i sine påstande må ses som grundlæggende meget vigtigt. Rudolf Vrba er et af de få såkaldte øjenvidner fra »Holocaust«, hvis vidneudsagn er blevet prøvet i en seriøs domstol. Og så holdt historien ikke.

Læs også:
Eksisterede der gaskamre i tyske koncentrationslejre?
Douglas Christie – Advokaten som afslørede «holocaust-eksperterne»