NATO bomber Jugoslavien

DAGENS DATO 24. MARTS: På denne dag i 1999 indleder NATO bombninger af såvel militære som civile mål i Jugoslavien. Hvad foranledte NATO’s intervention?

Jugoslavien

Jugoslavien er navnet på en række statsdannelser, der eksisterede på Balkan fra slutningen af ​​Første Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig dannede kommunisterne under Tito Folkerepublikken Jugoslavien, som bestod af Slovenien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Serbien og Montenegro. Efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som fandt sted i kølvandet på Sovjetunionens fald, trak Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Kroatien sig ud af føderationen. Resterne af den tidligere stat, Serbien og Montenegro, dannede derefter Forbundsrepublikken Jugoslavien, hvor Kosovo indgik som serbiske provins. Dette skete i 1992.

Konflikten om Kosovo

De fleste mener, at konflikten i Kosovo begyndte i begyndelsen af ​​1990’erne, da præsident Slobodan Milosevic, den daværende jugoslaviske præsident, reducerede Kosovos selvstyre. Faktisk begyndte konflikten tidligere. Allerede i begyndelsen af ​​1980’erne var kosovoalbanerne systematisk begyndt at angribe mindretallet af serbere og montenegrinere i Kosovo og tvang titusindvis af dem til at flygte og dræbte mange af dem. Af de 1,7 millioner indbyggere i Kosovo på det tidspunkt var 85 procent albanske. I 1996 begyndte den kosovoalbanske separatistguerilla KLA etnisk udrensning af Kosovo for etniske serbere. Ifølge FN-organet UNHCR flygtede 55.000 mennesker, hovedsageligt serbere, til Montenegro eller det centrale Serbien.

FN, NATO og USA vendte det blinde øje til de kosovoalbanske overgreb mod de serbiske og montenegrinske minoriteter i Kosovo, men stillede sig direkte på kosovoalbanernes side, da præsident Milosevic svarede igen ved at besejre terrorgruppen KLA med militære styrker. I marts 1998 fordømte FN’s Sikkerhedsråd de jugoslaviske styrkers »overdrevne vold mod civile og fredelige demonstrationer« og indførte sanktioner mod Jugoslavien. I september stemte Sikkerhedsrådet for en resolution, der opfordrer serberne til at fordrive albanere fra deres hjem i Kosovo.

NATO bomber Jugoslavien

Den 24. marts 1999 begyndte NATO at bombe Jugoslavien med Bill Clintons løfte om at bombe landet »tilbage til stenalderen«. Det var også noget, de prøvede. Utallige overgreb fandt sted mod civilbefolkningen i Serbien, som ingen har fået lov til at tage ansvar for. I 78 dage blev Serbien bombet. NATO udførte 38.000 luftmissioner og kastede 2.472 klyngebomber, som stadig udgør en fare for civilbefolkningen, da mange af dem var blindgængere. Civil infrastruktur blev bevidst bombet for at tvinge det serbiske folk til at vende sig mod præsident Milosevic. Disse civile mål omfattede skoler, elnet og hospitaler. I et interview med Washington Post den 24. maj, mens krigen stadig stod på, udviklede NATO’s kommandant for luftindsatsen, generalløjtnant Michael C. Short, strategien bag angrebene på civile mål:

Hvis du vågner om morgenen, og du ikke har elektricitet i huset og ingen gas til komfuret, og den bro, du tager på arbejde, er væk og vil ligge i Donau de næste 20 år, så tror jeg, du begynder at spørge dig selv: »Hej Slobo, hvad handler det her om? Hvor meget mere af det her skal vi finde os i?« Og på et tidspunkt gør du overgangen fra at bifalde serbisk hårdhed overfor omverdenen til at begynde at tænke på, hvordan dit land vil se ud, hvis dette fortsætter.

NATO’s terrorbombninger mod Serbien krævede mange civile liv. Et mere kendt angreb var, da NATO bevidst bombede et boligområde i Beograd, hvor Socialistpartiet havde hovedkvarter, og kynisk vurderede, at det ville resultere i 250 civile ofre. Andre kendte tilfælde er, da bygningen tilhørende ​​det serbiske stats-tv blev bombet og den kontroversielle bombning af den kinesiske ambassade.

Det bagvedliggende motiv

Fra amerikansk side har man hævdet, at man gik ind i Jugoslavien for at »redde liv«. William Pierce, som nøje fulgte udviklingen, forklarede, hvor hule disse argumenter var, og hvilke motiver der egentlig lå bag dem:

USA’s nationale interesser er ikke tjent med at bombe Jugoslavien. Jugoslavien er en suveræn nation og bør have lov til at styre sine indre anliggender, som passer dem selv. Især forestillingen om, at USA »redder liv« gennem bombningen er latterlig. Forestillingen om, at USA bekymrer sig om, hvordan en nation behandler sine etniske minoriteter, er også misvisende. Tyrkerne behandler kurderne dårligt, israelerne behandler palæstinenserne dårligt, og mange afrikanske nationer er i en konstant etnisk uro, men vi bomber dem ikke. Den eneste grund til, at USA er utilfreds med Jugoslavien, er, at Jugoslavien er et europæisk land, der ikke ønsker at følge FN’s direktiver og forene sig med den Nye Verdensorden.

Serberne tror ikke på multikulturalisme og magtdeling og alle de andre liberal-feministiske-jødiske klicheer, som hyldes så højt af den Nye Verdensordens entusiaster. Og Clintonisterne er bange for, at hvis serberne får et serbisk land, kan andre etniske grupper andre steder også ønske at droppe ud af den store multikulturelle plan.

Pierce overdrev næppe, da han påpegede, at det var jøder, der stod bag krigen mod Jugoslavien. Bag den »humanitære intervention« stod hovedsageligt den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, USA’s forsvarsminister William Cohen og NATO’s øverstkommanderende Wesley Clark. Alle disse krigsmagere er jøder. Og de var ikke alene, mente Jewish Telegraphic Agency, som skrev: »Det organiserede jødiske samfund har … erklæret sin urokkelige støtte til den amerikanske intervention i Kosovo«. At en stor del af jøderne blev involveret i krigen mod Jugoslavien skyldes ganske enkelt, at de hvide serbere ikke har villet acceptere den multikulturelle udvikling, som ifølge jøderne selv er noget, de selv har skabt og står i spidsen for.

De virkelige motiver for krigen blev klart bekræftet, da NATO’s jødiske øverstbefalende Wesley Clark fortalte en CNN-reporter i april 1999:

Lad os ikke glemme, hvad årsagen til problemet er. Der er ikke plads i det moderne Europa til etnisk rene stater. Det er en idé fra det 20. århundrede, og vi forsøger at flytte os til det 21. århundrede, og det vil vi gøre med multietniske stater.