Dette begynder at blive meget alvorligt

KOMMENTAR: Russleman skriver her om vestligt lederskab, eller snarere manglen på samme, som har bragt os til et punkt, som få kunne have forestillet sig for bare nogle år siden.

Temabillede. Kilde: Pixabay.

Det er næsten seks år siden, at denne nye æra med populistisk oprør formelt blev indledt af først Brexit-afstemningen og derefter Donald J. Trumps valgsejr i 2016. Mens begge disse begivenheder set i bakspejlet har vist sig hovedsageligt at være symbolske og uden konkrete politiske konsekvenser, var de et tilbageslag for vestlige eliters globalistiske projekt. Resultatet har været en langsom udhuling af legitimiteten af ​​dette projekt, og vores eliter har aldrig tilgivet os for det. Jeg har selv været vidne til kakofonien af ​​deres narcissistiske raseriudbrud, der har nået et crescendo, der aldrig vil ende. I dag udgør deres vanvid ikke kun en trussel mod vores medfødte friheder, men vores grundlæggende overlevelse.

I 2020 kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne, da et terrorvælde af sort og anarkistisk vold omfavnede USA med den fulde og betingelsesløse støtte fra det vestlige massemediekompleks. Pludselig var det simpelthen forventet, at almindelige hvide bare ville acceptere, at sorte nu havde ret til at udføre racemæssig kollektiv hævnaktioner på vegne af George Floyd, en kriminel, der efter al sandsynlighed døde som følge af en overdosis. Denne mand, som aldrig begik én samfundsvenlig handling i hele sit liv, var pludselig blevet USA’s skytsengel, med tilbedelsen af ​​afrikanere én gang for alle legemliggjort som USA’s officielle religion og dets fremmeste kulturelle eksport.

Måneder senere, i kølvandet på det kontroversielle præsidentvalg, fordømte det samme mediekompleks uendeligt mere fredelige demonstranter, da de indtog kongresbygningen den 6. januar, som terrorister og oprørere. Ashli ​​Babbitt døde i et bagholdsangreb, og det samme medie, som kun få måneder tidligere havde sprøjtet ud endeløse fortællinger om politivold i USA, hyldede den sorte politimand, der henrettede hende. Hundredvis af fredelige hvide demonstranter blev tilbageholdt under umenneskelige forhold, hvilket på tragisk vis førte til Matthew Lawrence Pernas selvmord den 25. februar i år, da han ikke længere kunne holde ud.

Dette ville være vanvittigt nok i sig selv, men mens alt dette fandt sted, slap vores eliter et totalitært og grundlovsstridigt vælde løs, der har trampet på grundlæggende borgerrettigheder over medieinduceret massehysteri under den såkaldte corona-krise, der påvirkede næsten alle aspekter af vores liv, undtagen strømmen af ​​migranter ind i vesten, som forblev fuldstændig uændret. Dette kulminerede i den brutale undertrykkelse af fredelige demonstranter i Canada, som kun engagerede sig i civil ulydighed, som traditionelt er blevet anset for acceptabel i vestlig protesttradition (i hvert fald så længe budskabet glædede eliten dengang). Trudeau-regimets nærmest psykotiske reaktion omfattede ikke kun direkte politivold, men også indefrysning af hundredvis af bankkonti og endda hvad der kun kan beskrives som et forsøg på groft tyveri af den offentlige finansieringsplatform GoFundMe, som på et tidspunkt oplyste, at millionerne doneret til demonstranterne via platformen »ville blive omdirigeret til velgørenhed«. Hændelsen var intet mindre end en total politisk og økonomisk krigsførelse i forholdet mellem staten og private selskaber mod fredelige demonstranter, udført af eliter, der to år tidligere roste BLM’s terrorvælde som demokrati i aktion.

Og nu spøger spøgelset endelig om 3. Verdenskrig ved højlys dag, efter at Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj stillede sit vanvittige krav om en flyveforbudszone over Ukraine, hvilket ville betyde en direkte militær konfrontation mellem NATO og Rusland. Dette er særligt dramatisk, efter at den russiske præsident Vladimir Putin beordrede atomvåbenberedskabet hævet, som svar på en udtalelse fra den britiske udenrigsminister Liz Truss om, at »hvis vi ikke stopper Putin i Ukraine, vil vi se andre blive truet – Baltikum, Polen, Moldova og det kan ende med en konflikt med NATO«. Hun blev dog hurtigt overhalet af den amerikanske senator Lindsey Graham, som på Twitter krævede, at det russiske folk udfører et attentat mod den russiske præsident, en udtalelse, der normalt fuldstændig skulle have krænket Twitters brugervilkår mod opfordring til vold på platformen.

Retorikken er dog langt fra alene rettet mod Putin. Det vestlige massemediekompleks er ved at piske et voldsomt racehad op mod det russiske folk som helhed i et omfang, der formentlig ikke er set siden de allieredes propagandakampagner mod tyskere og japanere under Anden Verdenskrig. For blot et par dage siden blev den berømte russiske dirigent Valery Gergiev fyret fra sin stilling som dirigent for det prestigefyldte tyske symfoniorkester »München Philharmoniker«, ikke fordi han afgav nogen støtteerklæring til invasionen af ​​Ukraine, men fordi han ikke ønskede at komme med en offentlig fordømmelse af det. Hysteriet er gået så vidt, at russiske katteracer er blevet udelukket fra katteudstillingen »Fédération Internationale Féline«.

Selvom dette kan virke absurd, bør det tages dødeligt alvorligt af alle legitime nationalister og dissidenter, da det viser, hvordan det vestlige massemediekompleks stadig besidder enorm magt til at piske had og raseri op blandt millioner på trods af, at de befinder sig i en total legitimitetskrise. Det er dog hysteriet hos eliterne selv, snarere end massernes, der for alvor bør bekymre dig. Siden den 24. februar har vi været vidne til et tovtrækkeri mellem de resterende rationelle elementer i den vestlige nyliberale herskende klasse, de samme elementer, som forhindrede total katastrofe under Cuba-krisen, og et nyt element, der ikke kan beskrives som andet end klinisk sindssyge og åbenlyst villige til at risikere en atomvinter over et narcissistisk raseriudbrud.

Og nu, efter klare advarsler fra et Rusland, som gentagne gange har bevist, at det vil følge ord op med handling, om at et forbud mod russisk olie vil føre til en nedlukning af den livsvigtige gasforsyning til Europa, har flere vestlige lande erklæret, at de vil gøre netop dette, inklusive USA, Storbritannien og potentielt hele EU. Rusland dækker 40 % af EU’s gasimport. Tanken om, at dette kan justeres med et snuptag, ville have været latterligt under normale omstændigheder. Med et vaklende og destabiliseret logistiknetværk efter to år med Covid, ser det ud til at være fuldstændig sindssygt. Og hvad er EU’s overvejelser om den monomaniske besættelse af »vedvarende energi«, herunder lukningen af ​​tyske atomkraftværker, som førte dem til netop denne afhængighed af russisk energi? Endnu mere fokus på »vedvarende energi«, lyder EU-Kommissionens seneste udtalelser.

Jeg betragter mig selv som en i sidste ende meget kynisk mand. Jeg forventer absolut intet af vores eliter, for på denne måde vil jeg aldrig blive skuffet, og selv jeg er blevet chokeret over disse menneskers opførsel i det sidste halve årti. Hver gang jeg har troet, at toppen af ​​deres skrupelløshed, grusomhed og endda totale vanvid er nået, formår de at overraske mig endnu en gang. Et sammenbrud af europæisk livskvalitet, der ikke er set siden 1930’erne, synes næsten uundgåeligt. Atomkrig er en reel mulighed.

For at sige det lige ud: Det her begynder at blive meget alvorligt.

For bare et par år siden var elitens krig mod hvide stadig ret abstrakt for mange af os. Sikkerheden om, at minoritetsstatus ventede engang i fremtiden, hvis tingene ikke blev ændret, var der, men trods alt var der mulighed for blot at synke tilbage i apati og lade som ingenting, fordi ændringerne for det meste gik langsomt nok til, at det var et alternativ. Et falsk og hult alternativ, men et alternativ ikke desto mindre.

Fra nu af og frem til den endelige afslutning af dette mørkeste kapitel i europæisk historie, vil dette ikke længere være tilfældet. Du kan være så lydig og servil over for systemet, som du vil, være så stille, som du vil. Du vil ikke være i stand til at skærme dig selv mod konsekvenserne af vores elites rasende vanvid. De af jer, der tøver med at gøre jeres del for kampen af ​​frygt for at miste en blød og behagelig middelklassestatus, bliver nødt til at affinde jer med, at denne livsstil ikke desto mindre vil blive eroderet af øgede leveomkostninger og de piskende vinde fra WEF’s. ny-feudalistiske ambitioner. Medmindre du tilhører den mikroskopiske andel, der kan slå sig fast i den kosmopolitiske elite, er det bare et spørgsmål om tid.

Jeg er langt fra en modig mand. Selvom jeg gerne ville have tænkt på mig selv som bedre end de tidligere generationer, der bare stod og så på, mens befolkningsudskiftningen marcherede frem, og det ville have været meget nemmere at stoppe det, er den hårde sandhed, at jeg en dag simpelthen overvejede mine udsigter for fremtiden og spurgte mig selv:

Har jeg virkelig så meget tilbage at tabe?

Dette er et spørgsmål, som I alle bør overveje nøje i de kommende uger. Personligt tror jeg, at ægte bånd til kammerater, du kan stole på, når tiderne bliver hårde, vil være uendeligt meget mere værdifulde i denne nye verden, vi er ved at træde ind i, end nogen usikker og svævende privilegeret position, som du altid vil være et fejltrin fra at miste.

Kilder:
The New York Times
Twitter
National Justice Party
DW
National World
Dagbladet
Global Times
NBC News
Nettavisen
Financial Times