Afhoppere og forrædere

KOMMENTAR: Rigsrådsmedemmet Fredrik Vejdeland forklarer her begreberne og forskellen mellem dem med konkrete eksempler. Der gives også direktiv til den nationale bevægelse om, hvordan man må behandle forrædere. 

I sidste afsnit af Lederperspektiv talte Simon Lindberg og jeg om afhop og forræderi i anledning af, at Jimmy Thunlind er blevet politiinformant og forræder. Dette er forklaret i afsnittet, men også i denne artikel. Emnet er siden blevet taget op af flere nationale aktører, der stort set alle har arbejdet på at ryge forræderen ud. Det er noget, vi takker for, og som også hædrer dem, der har truffet den beslutning.

Formålet med denne artikel er at forklare, hvad der adskiller en afhopper fra en forræder og give eksempler på, hvornår afhoppet er blevet til forræderi. Hvornår er afhopperens fejltagelse blevet sådan, at afhopperen ikke blot har gjort sin fremtid umulig i sin egen organisation, men også i den nationale bevægelse som helhed?

Først og fremmest skal det pointeres, at vi er meget tilbageholdende, når det kommer til at fremstille nogen som en forræder, og at vi aldrig gør det uden solide beviser for påstanden. Selvom man kan ikke lide en afhoppers eventuelle skidtsnak over for andre nationelle, skal man passe på ikke at kalde ham noget så nedværdigende som en forræder.

Dette af flere årsager. Vi skal ikke havne i en situation, hvor der går inflation i begrebet, og hvor vi ikke kan skille de små fisk fra de store. At smide beskyldninger fra os, som ikke er ordentligt gennemtænkt, eller som endda sker i affekt, kan føre til både forringet troværdighed for os og for andre problemer. Problemer, hvor vi risikerer at pådrage os vrede, som måske endda er berettiget, og skaber os en fjende for livet.

Om afhoppere

I denne sammenhæng bør det også gøres klart, hvis det ikke allerede fremgår, at en afhopper slet ikke behøver at være en forræder, og yderst sjældent er det. Den Nordiske Modstandsbevægelse er en frivillig organisation, hvor mange er kommet og gået gennem årene. Dette er selvfølgelig noget, der sker i alle organisationer, politiske eller ikke-politiske, men som måske sker noget oftere i en revolutionær organisation med et stærkt ydre pres fra et undertrykkende system. Der er medlemmer, der er faldet fra efter nogle uger eller måneder efter at have forstået – hvilket vi dog altid advarer dem om – den undertrykkelse, man er ramt af. Mange holder dog i flere år.

Dette er helt naturligt, og da deres pladser hele tiden bliver fyldt op med nye mennesker, ser jeg ikke noget større problem i det. Endelig er det de kollektive enheder – organisationen, der leder kampen og de mennesker, vi kæmper for – der er vigtige. Så længe kampen for vort folks overlevelse fortsætter, er det lige meget, om et eller andet individ kommer og går. Det lyder måske kynisk, men sådan er virkeligheden.

Det vigtige er, at den indre kerne gradvist vokser og bliver stærkere. Den indre kerne er kæmperne, der gennem årelange prøvelser dels har vist loyalitet og dels blevet en del af organisationens vigtige infrastruktur. Denne kerne er vokset og blevet stærkere med årene, men også denne kan decimeres nu og da efter en splittelse. Under kupforsøget i 2019 forsvandt nogle fra denne kerne, men uanset hvad de måtte mene, så handler det ikke om mange mennesker, hvis pladser i dag er blevet besat af andre. Vi er med andre ord gået fra en genopbygningsfase til igen at være i en genopbygningsfase.

Når nogen falder fra

Når nogen forlader organisationen, gør de det oftest som mænd, det vil sige i stilhed og uden at skyde skyld fra sig og opliste tusindvis af eksempler (som de aldrig fremførte, mens de var hos os) på hvorfor Den Nordiske Modstandsbevægelse er så utrolig dårlig. Man træder stille og roligt ind i tilværelsen som Hr. og Fru. Danmark, for det er desværre der næsten alle ender, trods fagre ord fra nogle om, at de burde gøre det ene eller det andet, nu hvor organisationen ikke længere hindrer dem.

Så når nogen forlader organisationen, selvom det kan være trist, når et godt menneske falder fra, har jeg en tendens til at se på, hvad den enkelte har lavet i sin tid i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Hvordan han eller hun gennem hårdt arbejde over en periode har hjulpet organisationen fremad. Sker afhoppet også på den rigtige måde, har personen mere på pluskontoen og kan få lov til at være med igen på et senere tidspunkt, hvis vedkommende ønsker det.

Det er meget vigtigt at forstå, at vi ikke tæsker folk, der forlader organisationen, det er lige så (u)sandt som, at vi ifølge systemmedier tæver folk, der »nægter at tage imod flyveblade«. Det man ofte »glemmer« at nævne er, at den, der ikke ønskede at modtage et flyveblad, også gik til fysisk angreb (spyt m.m.) eller kom med trusler, og at det er det, der har ført til, at vi har irettesat den pågældende. Reaktionen, i tilfælde af afhoppere, kan blive en anden, hvis denne agerer på en måde, der ligner den spyttende flyvebladsnægter. Hvis afhopperen krydser grænsen og bruger sin tidligere indsigt i organisationen til rene smudskastningskampagner mod organisationen og tidligere kammerater, bør de ikke blive overraskede, hvis folk bliver vrede, og nogle også fysiske.

Om forrædere

Men ikke engang de ovenfor beskrevne er altid at betragte som forrædere ifølge vores beherskede normer. De bør snarere betragtes som ondsindede afhoppere. Når vi taler om forrædere, så taler vi om dem, der lader sig opkøbe af systemet, de som sidder på Godmorgen TV og lyver om vores virke.

Personer som Jimmy Thunlind er ekstremt få. Et sådant eksempel er dog Henrik Holappa og hans forræderi i 2016. Holappa begyndte at optræde i aviser og tv, hvor han sortmalede organisationen, samarbejdede med venstreekstremister og skrev en bog, hvori han spredte egentlige løgne. Det, der forener Thunlind og Holoppa, udover de åbenlyse løgne, er, at begge har haft mere indsigt i organisationen, selvom det primært har været inden for deres respektive områder (henholdsvis reden og den finske gren).

Derimellem har der været Hugo Edlund og andre, hvis forræderi utvivlsomt har været mindst lige så stærkt, men hvor deres indsigt i organisationens interne aktiviteter har været stærkt begrænset.

Forræderne bliver oftest udnyttet af systemet i en begrænset periode. Når de først har fået deres »fem minutter af berømmelse«, bliver de ofte kasseret lige så hurtigt. Ikke underligt, da de har vist sig at være store fiaskoer. Anders Högström gjorde det svært for sig selv som afhopperstjerne, da han begyndte at engagere sig i forskellige bizarre tyverier. Hugo Edlund begyndte et kokainmisbrug, hvilket har ført til, at han blev nødt til at tigge 700 kroner fra systemmedierne for at fortælle noget saftigt. Henrik Holoppa kunne have været en stjerne i forræderhimlen, men han er ikke ligefrem den mest interessante at lytte til, jeg har nu aldrig haft en fornuftig diskussion med det fjols. Man skulle have troet, at Kim Fredriksson havde gemt sig for altid, efter han torturerede sin samlever og truede med at slå hendes to-årige datter ihjel, men han dukker nu og da op på tv-skærmen og samarbejder stadig med AFA.

Et ansigt der desværre findes en overhængende risiko for, at du kommer til at se mere til i fremtiden.

I modsætning til de personer, der er nævnt ovenfor, er Jimmy Thunlind en person, systemet gerne vil holde på i lang tid fremover. Jeg har meget nemt ved at se ham spredt ud på en TV4-sofa. Thunlind er god til at spille teater, og hvis han bare kan holde sig fra at drikke sig fuld, tror jeg, han vil holde lukrative foredrag på skolerne i lang tid fremover.

Når afhoppet bliver til forræderi

Når alt dette er sagt, er det eneste relevante spørgsmål, hvad der kvalificerer forræderi? Hvad i afhopperens opførsel og handlinger er det, der gør, at INGEN skal have noget med dem at gøre? Her er nogle eksempler:

At forsyne politi og efterretningstjenester med oplysninger om tidligere kammerater og den tidligere organisation. Det har både Jimmy Thunlind og Hugo Edlund efter eget udsagn gjort. Man skal huske på, at frem for alt Sikkerhedspolitiet (som er direkte underlagt regeringen), men også politivæsenet tjener systemet – ikke borgerne eller samfundet generelt. Man gør ikke sin »samfundspligt«, som Thunlind hævder han gør, når han formidler oplysninger om den nationale opposition.

At forsyne AFA med information om tidligere kammerater og den tidligere organisation. AFA er også en del af systemet, og deres mål er at skade individuelle nationelle.

At optræde i tv-sofaer og tage systemets parti over for den nationale kamp. Her bliver man en del af propagandaen mod dem, der kæmper mod udnyttelsen af ​​folket og vort folks undergang.

At forsyne systemet med information om, hvorfor bevægelsen er kriminel. Jimmy Thunlind hævdede, at der var udstedt et direktiv om, at erhverve håndgranater og automatiske rifler samt at sprænge mediehuse i luften. Selvom Thunlinds oplysninger er falske, og han ikke kan underbygge dem, vil de blive en levende sandhed i systemet og vil blive brugt af systemet til at forsøge at bekæmpe den nationale opposition yderligere. Uanset om det Thunlind hævder er sandt eller ej, tager han stilling for systemet som det eneste voldsapparat, der findes i samfundet.

Hvad den nationale bevægelse må gøre

Som nævnt i indledningen har flere nationale aktører optrådt eksemplarisk i Thunlind-sagen. AFA-informat Pavel Gamov er også for nylig blevet røget ud. Sådan må man handle! Hårdt og resolut, og forenet!

Når forræderiet bliver opdaget, bør man tage et opgør med forræderen, men i hvert fald aldrig under nogen omstændigheder tage forræderens parti over for den organisation, der er ramt. Det er lige meget, hvor meget du ikke kan lide en anden organisation eller deres repræsentanter, du forårsager aldrig skade, når de bliver ramt af en forræder. Man går i forsvar for dem, eller i absolut værste fald undgår man spørgsmålet helt.

Siden forræderiet har den narcissistiske Thunlind både forsøgt at fortælle om sin »ideologiske rejse« i Vita pillret og kontaktet tidligere kammerater (som han netop har solgt ud til systemet), for at få en vej tilbage til fællesskabet på en eller anden måde. Døren har dog alle steder været lukket.

Denne håndfaste handlemåde er det, der i det lange løb er den eneste rigtige og effektive, da den sender et vigtigt signal til afhoppere, som i fremtiden kunne overveje at træde over grænsen.