Helen Mirren som Golda Meir – et eksempel på »Jewface«

»JEWFACE«: Flere hvide historiske personer er på filmlærredet blevet portrætteret af farvede skuespillere den seneste tid, med en påtagende stilhed som reaktion. Men når Helen Mirren nu bliver lanceret som kandidat til at spille rollen som den tidligere israelske premierminister, jødiske Golda Meir, kommer kritikken straks.

Foto: Gage Skidmore (CC BY-SA 2.0)

Golda Meir blev premierminister i Israel i 1969, som den første kvinde til at have positionen i landet, og filmen »Golda«, som nu skal optages, omhandler perioden omkring Yom Kippur-krigen og de udfordringer, Meir dengang stod over for.

Det er den israelske instruktør Guy Nattiv, der står bag filmen, som altså ikke har fået en udgivelsesdato, og som der heller ikke findes en trailer fra. En del af årsagen kan være den kritik, som castingen af ​​hovedrollen har medført. Golda Meir portrætteres nemlig af den meriterede britiske, og ikke-jødiske, skuespillerinde Helen Mirren. Efter at dette blev kendt, blev angrebene fra jødiske enkeltpersoner og organisationer på castingen højlydte. Skuespillerkollegaen og jøde Dame Maureen Lipman udtaler blandt andet, at valget af Mirren ikke kan tolereres, ligesom man heller ikke vil tolerere en casting af en hvid skuespiller til at portrættere Nelson Mandela. En anden jødisk kvinde, som nok har gjort sig mest bemærket for nylig i sin deltagelse i det berømte Santa Inc., kalder castingen af ​​ikke-jøder til at portrættere jøder for »Jewface«, en hentydning til fænomenet »Blackface«.

Kritikken indgår for øvrigt i en tendens, hvor casting bliver gjort til politik. Tidligere har blandt andet  Russel Davies, der står bag nyproduktionen af ​​Doctor Who og en række tv-serier med en tydelig homovenlig profil, stået frem med kritik af, at heteroseksuelle portrætterer homoseksuelle, og at raske mennesker spiller handicappede. I den sammenhæng er de kritiserede skuespillere blevet anklaget for »Gayface«.

Hvad kritikken af ​​castingen af ​​Mirren bygger på, er svært at forstå og det uddybes ikke nærmere, men man fornemmer konturerne af en etno-religiøs chauvinisme og en følelse af overlegenhed, når ikke-jøder anses for uværdige til at portrættere jøder. Det er også klart, at uanset hvor sekulær og progressiv man er som jøde, så vil man altid skelne mellem »jøder« og »de andre«. Hvordan Lipman, Silverman og de jødiske organisationer ser på, at ikke-jøder bliver portrætteret af jøder, vides ikke, og heller ikke hvordan Davies ser på homoseksuelle, der spiller heteroseksuelle. Der står ikke, hvor meget jødisk blod der kræves for at portrættere en jødisk karakter (vil kvart-jøder være tilstrækkeligt »rene«?), og heller ikke hvor mange procent funktionsniveauet skal reduceres for at portrættere en handicappet person. Og vi skal nok ikke holde vejret i forventning om et svar.

Læs også:
Sort kvinde skal spille vikingen Håkon Eriksson i ny jødisk tv-serie

Kilder:
RT
whattowatch
Skynews