Fremtidens aristokrati

KRONIK: Nestor fra podcasten Aristogenesis skriver om det aristokratiske koncept og hvordan et nyt aristokrati kan vokse frem blandt de politiske kæmpere af i dag.

En nations vilje til at leve og kæmpe har aldrig været et anliggende for folket på trods af marxisternes uhistoriske, vildledende og hysteriske skrig på alle niveauer, forklædninger og nuancer. De hævder, at sociale og politiske forandringer kommer direkte fra masserne og fra tilfældigt og løst sammensatte grupper af borgere, som på en eller anden måde lykkes med at overvinde deres instinktive individualisme og finde evnen til at danne en kraft, der kan ændre historiens strøm. Dette er en misforståelse og en af ​​demokratiets grundmyter skræddersyet udelukkende for at behage masserne og stimulere individets iboende egocentrisme og dets naturlige tilbøjelighed til selvoptagethed.

Historiens kræfter, der former den evigt foranderlige verden omkring os ved at skabe den, vedligeholde den og udhule den, legemliggøres på et menneskeligt plan udelukkende af en gruppe mænd, der forstår, hvordan spillet spilles – og det er et spil, set fra et metafysisk perspektiv. Mænd, der besidder instinktet og evnen til at iagttage verden fra et »højere« synspunkt, der rækker ud over her og nu. Mænd, der kan se den egentlige årsag bag den tynde og skrøbelige overflade af påskud, der omgiver handlinger og fænomener. Mænd med skarp indsigt, der tydeligt skelner de utallige refleksioner af kræfter og ideer, når de rejser sig, kolliderer og falder i vores skødesløse virkelighed. Mænd, der har udviklet en »rygrad«, der hjælper dem med at stå op mod de evigt skiftende og magtfulde strømninger af historiske tendenser, og hvis indre kompas leder dem til, hvad der er rigtigt i forhold til deres karakter, type og pligt. Kun disse mænds handlinger har den nødvendige kraft og momentum til at styre verden mod deres vision.

Disse mænd er de sande aristokrater – de fremragende – hvis handlinger hæver dem over masserne ved hjælp af guddommelig forsyn og med velsignelserne fra den almægtige historiske skæbne. Man kan vokse til at blive sådan en mand, men kvaliteten må være medfødt!

Enhver nation, som ønsker at leve, må kæmpe. Dette er et aksiom og en grundlæggende naturlov, og hver nations eneste chance for at lykkes i denne kamp ligger i dens evne til at opdage, facilitere og bemyndige disse mænd med tøjlerne af nationens organiserede form, staten. Statens styre bør udelukkende overlades til disse mænd, aristokraterne. Den tidligere og enkleste definition af aristokratiet er: »den bedst fødte og den bedst uddannede«. Men under de dramatiske historiske begivenheder, der drastisk har ændret vores verden til ukendelighed i de sidste 150 år, er de genetiske puljer (klaner og familier), der plejede at støtte de »bedst fødte«, næsten udryddet. Desuden mangler det system, som ville facilitere den »bedste uddannelse« for de »bedst fødte«. Det er blevet udjævnet med lighedsdoktrinen, der vilkårligt og bedragerisk gør mænd lige fra fødslen til dødslejet uanset kvalitet, karakter eller indsats; selv medfødte og permanente variationer, såsom køn og race, fornægtes. Læren om lighed er lige så marxistisk som kristen, og den har altid været et stærkt værktøj i hænderne på grupper, der hverken tilhører aristokraterne eller masserne, men de udstødte, der ønsker at tilrage sig autoritet og udøve psykologisk manipulation og bedrageri.

Spørgsmålet, der rejser sig, er, hvordan skal vi opdage de nye aristokrater og sikre vores nationers tøjler i deres hænder?

Kilden til det nye aristokrati vil bestemt ikke være de gamle blåblodsfamilier, der overlevede de seneste års sociale opstande og verdenskrige. Hvad der er tilbage af disse dekadente rester af en engang magtfuld og levende europæisk adel, har for længst mistet enhver ret til at hævde deres gamle status, rolle og ret til privilegier. Deres forfædre havde ikke selvtilliden og hensynsløsheden til at forsvare sig selv, når de blev kritiseret og angrebet, og deres afkom er blevet til komiske karikaturer, der desperat klamrer sig til meningsløse titler for at bevare et luksuriøst liv, som de ikke har ret til. De overlevende pseudo-konger, dronningerne og kongefamilier, symboliserer ikke sjælen eller den ideelle mennesketype af nationerne, men tværtimod er de menneskelige trofæer paraderet rundt af de sande sejrherrer fra det 20. århundredes blodsudgydelser, hvis eneste opgave er at drive vores fjenders dagsorden, kamufleret under en kappe af tradition og autoritet. Hvis disse »royaliteter« havde nogen anstændighed tilbage, ville de slutte sig til de få modige, der er imod globalisme og lighed. Hvis de vil blive aristokrater igen, skal de starte fra bunden og gøre sig fortjent til denne ret med deres blod og sved som enhver anden soldat i vores rækker.

Bør vi lede efter de nye aristokrater inden for højrefløjens intellektuelle kredse og blandt fremstående tænkere? Nogle kan være fristet til at sige ja, men rollen som forsker og filosof har altid været rådgivende for aristokratiet. Intelligens, viden og endda visdom i sig selv er ikke nok til at give et individ så tungt et ansvar, og en oplyst leder er ikke nødvendigvis den mest vidende. Kun søgen efter viden og visdom eller talent til at forestille sig og artikulere abstrakte ideer, det vil sige uden kultivering og forfining af andre kvaliteter, medfører risiko for at blive fanget i teoretiske analyser eller overvejelser uden forankring i virkeligheden. Jeg anklager ikke videnskabsmænd for at dagdrømme, men dyrkningen af ​​sand visdom – som er et grundlæggende kendetegn ved aristokraten – er en livslang udviklingsproces og kræver en meget reel og praktisk fornemmelse af, hvordan verden fungerer, en empirisk forståelse af selv de mest trivielle detaljer i livet, som ikke kun kan opfattes teoretisk. Det kræver erfaring, og at man helhjertet må fordybe sig i livets modgang, kompleksitet og uforudsigelighed og genopstå som guldbarrer fra ovnen. Det er selvfølgelig ikke alle liv, der kan have denne rensende og styrkende effekt for individet. Det liv, der er tale om her – og det afgørende element, der vil hjælpe os med at finde de nye aristokrater – er livet i kamp, ​​og specifikt idealistens kamp, ikke for sig selv og sin personlige vinding, men for ideer og mål, der ikke forstås af masserne.

Idealisten kæmper ikke nødvendigvis for masserne eller sit folk. Det kan i sig selv være en meget ædel motivation, men at være en forkæmper for folket betyder ikke nødvendigvis, at man føler sig som en fader for sit folk. Det mest kraftfulde incitament er den overvældende følelse af pligt! Pligten til at blive den, du virkelig er, og pligten til at opfylde din mission i livet, som det guddommelige forsyn har betroet dig.

Skal vi søge efter det nye aristokrati hos den soldatertype, som oftest i vor tid optræder som en politisk soldat, en aktivist? Det ville være det bedste sted at starte og et solidt fundament at bygge videre på. Betydningen af ​​denne type ligger i udtrykket »soldat«. En soldat er ikke en hooligan eller en barbar. Han kan kontrollere sine instinkter og sine passioner. Han er disciplineret i sine rækker og respekterer hierarkiet; han kan både adlyde og lede, fordi disse to egenskaber er uadskillelige. En soldat er integreret i sin gruppe. Hans personlige følelser, forhåbninger og ønsker er blevet absorberet i fællesskabet og den hær, han tjener. Hans »persona« er svækket og styretaf kraften i hans loyalitet og ære. En hooligan ønsker at lufte sin undertrykte aggression og sit voldsomme momentum (fysisk eller psykologisk), hvilket så krampagtigt som det opstår, aftager ligeså hurtigt, da der ikke findes nogen egentlig indre energi, der opretholder det. Denne indre energi, denne flamme, brænder uudtømmeligt i soldatens hjerte, fordi den hele tiden næres af kræfter, der ikke hører vores verden til og ikke er begrænset af naturens love om fødsel og forfald. Soldaten besidder i sin sande definition allerede den nye aristokrats vigtigste egenskaber. Han er uselvisk, og vi bør ikke undervurdere vanskeligheden af at blive uselvisk; vores egoer hvisker utrætteligt ind i vores sind, at vi først skal passe på os selv! Hans pligtfølelse søger offer, og hans æresfølelse sikrer en retskaffen og dydig adfærd. Han har de egenskaber, der adskiller en leder fra en politiker. Heltemod, selvopofrelse, askese, nøgternhed, beslutsomhed og trods mod den moderne verdens Sirener og Kykloper. Den tekniske viden om at administrere en stat kommer på anden- og tredjepladsen sammenlignet med soldatens autentiske kvaliteter, og ingen statsleder eller embedsmand kan gøre noget godt for sit folk uden at have dem.

Vi leder dog ikke »bare« efter loyale og modige soldater eller intellektuelle, der tror, ​​de ved, hvad der er rigtigt. Vi leder efter det nye aristokrati, til hvilket vi vil betrå vores frihed, vores sikkerhed og vores fremtid.

Thukydides, den store athenske general og historiker fra det 5. århundrede f.Kr., skrev:

Samfundet, som adskiller sine intellektuelle fra sine krigere, vil få sin tænkning udført af kujoner og sin krigsførelse af tåber.

Alle intellektuelle er naturligvis ikke kujoner, og ikke alle krigere er tåber, men hans pointe er klar!

Vores fremtidige elite må kombinere den oplyste forskeres brede og dybe forståelse og den sande soldats tapperhed, offervilje, uselviskhed, dyd og loyalitet. Hvor starter vi så? Helt sikkert fra soldaten. De politiske soldater på vore moderne fronter, især dem, der utrætteligt udholder vanskelighederne på vor tids enestående ejendommelige og aldrig før sete slagmarker, har allerede udviklet alle aristokratens indre kvaliteter. Nogle i embryonal form og andre fuldt ud manifesteret! Faktisk er det deres medfødte aristokratiske egenskaber, der inspirerer og tvinger dem til at handle og gå ind i en krig, der for mange virker både meningsløs og håbløs.

Det er dog af allerstørste betydning, at den intellektuelle side også næres og dyrkes af to grunde.

For det første lever vi i dag i nok den mørkeste tid i europæisk historie. De fysiske ruiner af Anden Verdenskrig blev fulgt af postmodernitetens åndelige ruiner. Selvom mængden af ​​information, vi indsamler, behandler og bruger gennem teknologi, aldrig har været så stor, har europæere aldrig før været afskåret i en sådan grad fra de intellektuelle og spirituelle kvaliteter, der guidede og forfinede dem individuelt og som race. Vores uddannelsessystem har svigtet de unge for længe siden. Vores generelle viden om vigtige emner (historie, geografi, litteratur osv.) er blevet mindre, vores sprogkundskaber er blevet forenklede, og vores evne til kritisk at kombinere information og nå fornuftige konklusioner er svækket. Vores fælles instinkter er blevet neutraliseret og vores traditionelle sunde fornuft næsten udryddet, fordi sejrherrerne fra Anden Verdenskrig – næsten – synes at have formået at deaktivere vores forsvar og drive os i enhver retning de ønsker med deres uendelige strøm af nye trends, pseudo-ideer , livsstile, falske kriser og agendaer. I dag har vores vej til visdom brug for mere viden, mere læsning, mere søgning og mere dybdegående undersøgelse af de emner, vi vælger at studere, samtidig med at vi minimerer forstyrrelser og omhyggeligt filtrerer systempåvirkninger, både åbenbare og camouflerede. For det andet går visdom forud for handling og er denne overlegen, som ånd går forud for materien og er den overlegen. Det betyder ikke, at vi skal absorberes i ideologiske og filosofiske opgaver, mens vores hus brænder, men at alle vores handlinger må være inspireret af visdom. De skal have en højere betydning, som forfiner, retfærdiggør og validerer dem i overensstemmelse med vores indre kompas (nationalt og racemæssigt defineret), naturens hellige love og den universelle orden. Dette er definitionen af ​​sand politik og ikke administrationen af ​​skatteindtægter og hverdagslige trivialiteter.

Disse to grundlæggende karakterer hos den sande aristokrat – handling og visdom, eller den platoniske »krigerfilosof« – er dynamiske, og deres indbyrdes balance forandres ved at reagere på ydre forhold. Deres balance må aktivt bevares til det punkt af højeste effektivitet, hvor deres interaktion er mest harmonisk. Da der ikke findes et etableret politisk uddannelsessystem, der kan være med til at justere og fastholde balancen, er ansvaret i øjeblikket udelukkende individuelt. Med utrættelig selvinspektion er vi nødt til at observere os selv og opmuntre den ene, mens vi kontrollerer den anden, når den dynamiske ligning er ude af balance.

Det er dog lettere for en soldat, en kæmper med alle de kvaliteter, vi har beskrevet, at forbedre og løfte sig intellektuelt og åndeligt, end det er for en lærd at betræde en slagmark! Derfor bør vi søge vores fremtidige aristokrati, hvor »bomberne falder« og ikke i nærheden af ​​enorme biblioteker og bogklubber. Desuden er det et historisk faktum, at ethvert aristokrati opstår spontant og organisk fra selve kampen. Sejrherrerne erobrer og bestemmer normerne, og det er kun naturligt og ønskværdigt, at de ledere og krigere, der fører kampen for befrielse eller erobring (vi gør ikke forskelsbehandling, begge er lige så naturlige som regn og torden) vil regere det samfund, de skaber. Det er netop disse heroiske forkæmpere, der har ofret mest, udholdt fjendernes ild og overlistet fjendens bedrag, der de facto besidder den vilje og magt, der kendetegner oplyste herskere. Vi kan kun håbe, at de vælger de rigtige vise mænd, intellektuelle eller filosoffer som rådgivere.

Aristokraterne er fanebærere og levende personificeringer af racens hellige ideer og visioner, de samme ideer, som igen kom til live i europæisk historie gennem nationalsocialismens politiske bevægelse. Denne kaste er ikke en afspejling af gammel folketro og tilhører ikke sagaerne, men den er virkelig og håndgribelig ligesom nationen selv. Den stiger og falder efter de store tidscyklusser, som alt andet i livet. Det gamle aristokrati gik til grunde, fordi den pompøse ydre skal af ceremonier, adfærdskodekser, optrædener og privilegier manglede indre mening og autoritet og brast let under ydre pres. Naturen lader dog aldrig et tomrum opstå, da den gamle kaste var døende gav kimen til de nye håbefulde blomster under den sidste verdenskrig, som både hærgede vores kontinent, men også tydeliggjorde visionen for fremtiden. Fremtidens aristokrati lever og ånder allerede inde i dem, der samlede den store krigs faldne fane op, som smedes inde på vor tids slagmark af vores races guder, og det er forudbestemt, at det vil ændre historiens gang igen .

/Nestor