Tredje skyderi på to døgn i hovedstadsområdet
BANDEKONFLIKT: Hovedstaden har i de seneste dage været plaget af skyderier relateret til bandemiljøet. Lørdag blev endnu en person skudt, denne gang på Frederiksberg.
Københavns Politi er på jagt efter en gerningsmand, efter en person blev skudt på Frederiksberg i aftes.
Manden, der er 39 år, er i meget kritisk tilstand, fortalte Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør hos Københavns Politi, ved et pressemøde lørdag aften.
På et pressemøde i dag oplyser politiet, at offeret blev ramt i hovedet af et skud, og at hans tilstand stadig er kritisk.
Politiet fik en anmeldelse klokken 21.38 om, at der var afgivet skud på en vandpibecafé på Åboulevarden, der deler den københavnske bydel Nørrebro og Frederiksberg.
Rasmus Bernt Skovsgaard sagde på et pressemøde sent i aftes, at der var fire-seks personer inde på vandpibecaféen ved skyderiet.
Det har siden vist sig, at der var betydeligt flere, og politiet vil derfor gerne have kontakt til de personer, der var til stede under skyderiet.
Københavns Politi leder efter en ung mand med mørkt hår og fuldskæg, der er cirka 175 centimeter høj.
Han bar mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.
Efter han havde affyret skud, løb han ifølge politiet ind mod centrum og gjorde ophold ved en Netto, hvor han blev fanget af et overvågningskamera.
Torsdag
Torsdag eftermiddag blev en 27-årig mand dræbt af skud på Nørrebrogade i København. Her er en 21-årig svensktalende mand og en 18-årig dansk mand blevet sigtet og varetægtsfængslet frem til 22. december.
De nægter sig begge skyldige.
Ifølge DR Nyheders oplysninger havde den dræbte tilknytning til banden NNV (Nørrebro/Nordvest), hvilket ifølge politiet kan spille en rolle i sagen.
Fredag
Fredag ved middagstid blev en 17-årig dreng dræbt af skud i en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune. Ifølge politiet var han bulgarsk statsborger.
En 15-årig dreng og en 28-årig mand blev såret ved skyderiet.
To formodede gerningsmænd er endnu ikke pågrebet.
Politiet har indtil videre ikke kunnet oplyse, om episoderne har forbindelse til hinanden. Det kom Rasmus Bernt Skovsgaard dog lidt ind på under dagens pressemøde.
– En af teserne er alt andet lige, at der godt kan være en sammenhæng, men vi efterforsker bredt. Det er klart, at det er en teori, der begynder at fylde mere og mere hos os, siger han.
Banderne er blevet mere kyniske
Ifølge DR’s retsanalytiker, Louise Dalsgaard, så styrkes hypotesen særligt af omstændighederne omkring skyderierne.
– Det handler både om, hvem man har gået efter, hvor det er foregået henne, og at det er skudepisoder, der er sket lige efter hinanden. Derudover så fortalte vidner i går om, at rigtig mange mennesker pludselig løb igennem Pusherstreet på Christiania, og det er alt sammen noget, der gør, at det er den klare hypotese, at det handler om et bandeopgør, fortæller hun.
Hashhandlen i Pusherstreet er i vid udstrækning kontrolleret af rockere og bander, og derfor kan heftig og pludselig aktivitet tyde på, at der er noget i gære i miljøet, forklarer retsanalytikeren.
Politiet er i øjeblikket af den opfattelse, at der i øjeblikket er en konflikt mellem NNV-banden og rockergruppen Saturdarah.
Ifølge Louise Dalsgaard er det dog langt fra sikkert, at det er denne konflikt, der er årsag til de seneste dages skyderier. Der er dog næppe tvivl om, at NNV-banden går igen i skyderierne.
Skyder for at dræbe og kvæste
Det er vanskeligt at spå om, hvordan konflikten vil udvikle sig fra nu af, og om københavnerne skal forvente flere skyderier i gaderne den næste tid.
– Det er altid enormt svært at forudse, når det handler om et bandeopgør, fordi der jo hersker den her retorik om ‘byttere’, hvor drab og skyderier skal hævnes, siger hun, og tilføjer:
– Det afhænger af, hvad der ligger bag, om det er en personlig konflikt eller en kamp om hashmarkedet. Hvis det er det første, kan det godt bare være et øje for et øje og en tand for en tand, og så er det slut.
Men uanset hvad, så peger Louise Dalsgaard på, at banderne er blevet mere kyniske.
– Tidligere var det nok bare at skyde lidt rundt, der hvor de vidste, at den rivaliserende gruppe holdt til. Men nu skyder de for at kvæste og dræbe, understreger hun.
Og det fortalte politiinspektør Rasmus Bernt Skovsgaard også på dagens pressemøde.
– Episoden i går aftes viser den brutalitet og voldsparathed, som de her personer udfører det her med. To dræbte og flere tilskadekomne inden for de sidste dage tegner et billede af nogen her, som ikke skyr nogle midler, siger han.
Både Københavns Politi og Københavns Vestegns politi har efter skyderierne oprettet visitationszoner. På Vestegnen gælder det i dele af Rødovre og Herlev, mens det i København er i dele af bydelene Nørrebro og Nordvest.
Det betyder, at politiet i de områder har ret til at kropsvisitere enhver uden konkret mistanke.
Visitationszonerne gælder til 17. december.
Kilde:
DR
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.