Mærsk indfører vaccinekrav for deres ansatte i Danmark
COVID-19-VACCINE: Flere danske virksomheder har vaccinekrav i USA, men Mærsk bliver den første større virksomhed til at kræve ansatte vaccineret i Danmark.
A.P. Møller – Mærsk stiller nu et klart krav til sine ansatte: Bliv vaccineret, eller bliv hjemme fra kontoret.
Det skriver Berlingske.
– Vi vil inden for de næste tre måneder rulle et krav ud om vaccination. Det betyder, at hvis du skal være på kontoret, skal du være vaccineret, siger administrerende direktør Søren Skou til avisen.
Kravet kommer til at gælde for ansatte på kontorer i Danmark og en række andre lande, men dog ikke for ansatte på havne og i de lagerbygninger, der håndterer containerfragten.
Dermed bliver rederigiganten ifølge Berlingske den første større virksomhed i Danmark til at indføre vaccinekrav.
Krav til ansatte i USA
Andre danske virksomheder som Novo Nordisk, Lundbeck og Ambu har dog tidligere stillet vaccinekrav til ansatte i USA. Det har Børsen skrevet om.
De har dermed fulgt en lang række amerikanske virksomheder herunder giganter som Facebook, Netflix, Disney og Google.
Hvor Danmark har opnået en relativ stor tilslutning med en befolkning, hvor 75 procent er færdigvaccineret, er det til sammenligning blot 58,1 procent af den amerikanske befolkning.
Her har man for længst opgivet at nå i mål ad frivillighedens vej. I september stillede præsident Joe Biden blandt andet krav om, at alle føderalt ansatte og det meste sundhedspersonale i USA skal vaccineres.
Men præsidentens krav går videre end det og forlanger også af virksomheder med over 100 ansatte, at deres medarbejdere skal være vaccineret eller testes for coronavirus mindst én gang ugentligt.
Fransk krav
Også på mere lokalt niveau har amerikanske politikere indført vaccinekrav. Eksempelvis har New Yorks borgmester, Bill de Blasio, krævet offentligt ansatte vaccineret eller testet ugentligt. Trods protester blandt dele af politi og brandvæsen, har 91 procent af byens ansatte nu fået første stik, oplyste borgmesteren mandag.
I Europa har Frankrig indført vaccinekrav til ansatte i sundhedssektoren, hvilket førte til store protester i sommer.
Mærsk har over 80.000 ansatte i 130 forskellige lande.
Kilde:
TV2
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Det virker som en omgang russiskrulette, hvor der er en lille sandsynlighed for at få giften (genmanipuleret materiale der fucker en op)