Formodede IS-kvinder løsladt i Sverige
SVERIGE: I alt tre kvinder blev anholdt på mistanke om at have begået krigsforbrydelser, efter at de var landet i Stockholm med deres otte børn.
I Sverige er to kvinder med formodet tilknytning til Islamisk Stat (IS) blevet løsladt.
Det oplyser kammeranklagerne lørdag i en pressemeddelelse.
I alt tre kvinder blev torsdag eftermiddag anholdt på mistanke om at have begået krigsforbrydelser, efter at de var landet i lufthavnen Arlanda i Stockholm med deres otte børn.
Én kvinde afhøres fortsat
Den tredje kvinde er lørdag eftermiddag stadig ved at blive afhørt.
Senest søndag klokken 12 skal anklagemyndigheden tage stilling til, om kvinden skal varetægtsfængsles.
Kammeranklager Peter Larsson vil ikke gå i detaljer om mistanken mod kvinden af hensyn til efterforskningen.
– Efterhånden vil vi kunne sige lidt mere, siger Larsson til Expressen.
Efterforskning fortsætter
Efterforskningen af de løsladte kvinder fortsætter, selvom de nu er på fri fod, oplyser anklagerne i sagen. Vurderingen er, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle kvinderne.
En af kvinderne nægter sig skyldig i anklagerne efter at være blevet afhørt af politiet. Det oplyser kvindens forsvarsadvokat, Björn Hurtig, til P4 Göteborg.
Kvinderne har siddet fængslet i al-Roj-lejren, men var blevet løsladt af det kurdiske selvstyre, der har kontrollen med lejrene i det nordlige Syrien.
Den svenske avis Expressen skriver, at kvinderne blev modtaget af politiet, så snart de satte fod på svensk jord. De otte børn er nu i de sociale myndigheders varetægt.
Danske kvinder sidder fængslet
Det er omkring to uger siden, at 3 kvinder og 18 børn landede i Danmark.
Disse kvinder mistænkes også for at have tilknytning til IS. De blev også anholdt, da de landede i Kastrup, og deres børn blev fjernet af de sociale myndigheder.
De tre kvinder blev sigtet for overtrædelse af to bestemmelser i straffelovens afsnit om terrorisme.
Efter endt grundlovsforhør blev kvinderne varetægtsfængslet i cirka fire uger i henholdsvis Kolding, Esbjerg og på Frederiksberg.
Kilde:
TV2
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.