Hamborgoprøret – dagen hvor »Sovjet-Tyskland« skulle bekendtgøres

DAGENS DATO 23. OKTOBER: Den 23. oktober 1923 blev et kupforsøg udført af jøderne Trotskij og Zinovjev for at sprede den kommunistiske verdensrevolution til Tyskland.

Årene 1918 til 1923 var en turbulent tid i Tyskland, hvor flere bevægelser forsøgte at styrte Weimarrepublikken, som var blevet oprettet efter at Tyskland blev besejret i Første Verdenskrig.

Den mest kaotiske tid var mellem 1918 og 1919, da kommunistiske elementer i det socialdemokratiske parti, eller udbrydere fra dette, gennemførte Novemberrevolutionen. I Bayern førte revolutionen til grundlæggelsen af ​​Den Bayerske Rådsrepublik, eller Sovjetrepublikken – en kortlivet republik, der havde tre forskellige regeringer med tre forskellige officielle ledere, som alle var jøder. Samme år, i 1919, fandt Spartakistoprøret sted i Berlin, som også var ledet af medlemmer af denne gruppe.

Kurt Eisner, Ernst Toller og Eugen Leviné – ledere af Den bayerske rådsrepublik.

I denne kaotiske periode var der også kupforsøg fra andre former for bevægelser, herunder det reaktionære Kappkuppet (1920) og det nationalsocialistiske Ølkælderkuppet (1923). Det, der adskilte disse kupforsøg fra kommunisterne, var, at nationalsocialisterne, såvel som de reaktionære nationalister og monarkister ved Kapkuppet, mente, at de kæmpede for tyske interesser. De kommunistiske kupforsøg var på den anden side organiseret af udenlandske interesser for at sprede en international kommunistisk verdensrevolution til Tyskland.

Det kommunistiske Hamborg-oprør begyndte den 23. oktober 1923. Dette var en tid med store uroligheder i Tyskland på grund af inflation og de franske og belgiske tropper som besatte Ruhr-området. I løbet af denne periode var medlemmer af det socialdemokratiske parti (SPD) også begyndt at miste tilliden til partiets gamle fagforeningstaktik og henvendte sig i stedet til KPD – det tyske kommunistparti, som var blevet oprettet af sovjetiske agenter fra Komintern og som ledede Spartakistoprøret i 1919.

Præsidenten for Komintern, den jødiske kommissær Grigory Zinoviev (født Apfelbaum) mente, at tiden nu var inde til at sprede den kommunistiske verdensrevolution til Tyskland.

Den 1. oktober sendte Zinoviev et telegram på vegne af Kominternen til KPD’s ledelse med en vurdering af, at »det afgørende øjeblik vil komme inden for 4-6 uger«. KPD blev opfordret i telegrammet til »straks at bevæbne 50.000-60.000 mand«. Målet var en revolution i Tyskland.

Grigory Zinoviev.

Men ideen blev modarbejdet af KPD’s daværende leder Heinrich Brandler, som var etnisk østriger. Brandler havde været involveret, da KPD blev grundlagt, og var involveret i de kommunistiske oprør. Han havde også ledet oprørets Marts-aktion i 1921, som mislykkedes og svækkede KPD.

Efter at have lært af tidligere fejl, mente Brandler, at det sovjetiske krav om et nyt oprør på dette tidspunkt ikke var gennemtænkt. Det var for tidligt, og i øvrigt var der ikke 50.000-60.000 militante KPD-medlemmer, som kunne udføre, hvad Komintern krævede. Brandler modsatte sig derfor Komintern og afblæste revolutionen den 21. oktober – en beslutning, der førte til, at Brandler blev udelukket fra kommunistpartiet.

Den jødiske bolsjevikiske leder Lev Trotskij (født Bronstein), som på denne tid var i en ledende position i det sovjetiske Politibureau, var en af drivkræfterne bag planerne om en revolution i Tyskland. Han beskrev den aflyste revolution som »et klassisk eksempel på, hvordan man mister en helt exceptionel revolutionær situation af historisk betydning«.

Men i en af ​​KPD’s stærkeste højborge, Hamborg, havde den militante del af Kommunistpartiet, KP Wasserkante, ikke fulgt Brandlers kontraordre og gennemført oprøret på egen hånd efter ordre fra Komintern. Den dårlige planlægning betød imidlertid, at kun 300 af Hamborgs 14.000 KPD-medlemmer deltog aktivt i oprøret, som blev ledet af KPD-Hamburgs leder Ernst Thälmann.

Tidligt om morgenen den 23. oktober blev 26 politistationer i delstaten stormet; kommunisterne formåede at få våben ud af 17 af dem. De blokerede derefter jernbanen og gaderne i flere byer i delstaterne Hamborg og Slesvig-Holsten. I byen Bargteheide i Slesvig-Holsten arresterede kommunisterne kommunalpolitikere og proklamerede »Rådsrepubliken Stormarn« efter bydelen Stormarn. I Billstedt-distriktet i Hamborg blev der sat plakater op for at berolige beboerne og samtidig opfordre til støtte oprøret. På plakaten stod der:

Længe leve Sovjet-Tyskland! Længe leve føderationen af ​​Sovjetstater i verden! Længe leve verdensrevolutionen!

Politi og kommunister skød på hinanden. I mange områder opløste politiet oprøret efter kun et par timer. Da natten kom, sneg mange KPD-medlemmer sig væk derfra, og om morgenen indledte politiet en større offensiv mod hovedsageligt tomme barrikader.

Mindst 100 mennesker døde i oprøret og 300 blev såret. Blandt de døde var 61 civile, 17 politifolk og 24 oprørere. 1.400 mennesker blev arresteret og 191 blev retsforfulgt i Altona. Ernst Thälmann undslap og formåede at holde sig skjult. Han blev senere valgt som leder af KPD.