Rusland smider NATO ud af Moskva – forholdet er historisk ringe

RUSLAND: Det anstrengte forhold mellem NATO og Rusland får nu yderligere konsekvenser.

North Atlantic Treaty Organisation (NATO).

Mandag meddelte den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Rusland lukker sit NATO-kontor i Bruxelles – og samtidig bliver NATO smidt ud af Moskva.

– Som svar på NATO’s aktiviteter indstiller vi midlertidigt vores permanente mission hos NATO, herunder virket for den ledende militære repræsentant, med virkning fra 1. november, sagde Ruslands udenrigsminister på et pressemøde mandag.

Historisk ringe forhold

Rusland-ekspert Flemming Splidsboel kalder Ruslands reaktion »markant og drastisk«, og siger, at forholdet mellem de to aldrig har været dårligere.

– De to parter siger selv, at forholdet er historisk ringe, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at det bliver bedre. Tværtimod synes jeg, det er på vej nedad. Heldigvis kan vi stadig regne med, at der er ansvarlige politikere på begge sider, som holder os væk fra afgrunden.

Ifølge Flemming Splidsboel er det kun de to parter selv, der kan redde det kuldsejlede forhold.

– EU kommer ikke til at spille nogen rolle her. Det skal være de to parter selv, som finder en løsning. Begge parter har en interesse i at få samarbejdet op at køre igen, så de kan sætte sig ned og tale sammen ansigt til ansigt, siger Flemming Splidsboel til TV 2.

 

Mistanke om spionage

De diplomatiske forbindelser mellem NATO og Rusland har gennem længere tid været på nulpunktet. Det skriver CNN.

Tidligere på måneden valgte forsvarsalliancen således at udvise otte medlemmer af den russiske NATO-delegation. Ifølge NATO var de otte personer efterretningsofficerer. Derfor fik de besked på at forlade Bruxelles.

Samtidig oplyste NATO, at antallet af ansatte i den russiske delegation skulle halveres fra 20 til 10 på grund af mistanke om spionage.

Ifølge den russiske udenrigsminister kan NATO fremover kontakte Rusland via landets ambassade i Bruxelles.

– Hvis NATO har nogle hastesager, kan vores ambassadør i Belgien kontaktes, lød det mandag fra Lavrov.

 

Manglende dialog og samarbejde

Udenrigsministeren kritiserer NATO for hverken at være interesseret i dialog eller samarbejde. Derfor er der ifølge Lavrov ingen grund til at lade som om, at der vil ske forbedringer i forholdet mellem de to parter.

Forsvarsalliancen NATO er bekendt med den russiske ministers udtalelser, men har endnu ikke fået en officiel melding om planerne fra de russiske myndigheder.

NATOS kontor i Moskva blev oprettet i 2001 med henblik på at forbedre forståelsen mellem parterne. Rusland har i en årrække haft et NATO-kontor, selv om landet ikke er medlem af forsvarsalliancen.

Det overordnede formål med kontorerne i de to lejre har været at sikre et bedre forsvarssamarbejde. Tidligere betød samarbejdet, at NATO og Rusland inviterede hinanden til at have observatører med på militærøvelser.

Relationen mellem de to parter har imidlertid stort set været suspenderet siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen, som siden 1954 ellers har hørt under Ukraine.

Kilde:
TV2

Læs også:
NATO’s historisk største fiasko
Offentligheden ført bag lyset for at pleje forholdet til krigsalliancen NATO
Russisk ambassadør: «Israel er problemet i Mellemøsten – ikke Iran»
NATO bomber Jugoslavien


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //