Absurd og frihedsundertrykkende rettergang mod Modstandsbevægelsens officielle hjemmeside

SVERIGE: Her følger en rapport fra Simon Lindberg, der sad blandt publikum under retssagen mod den tidligere ansvarlige udgiver for Motstandsrörelsen.se. Udover at fortælle om retssagen, deler han nogle tanker om den svenske lov »hets mot folkegruppe«.

Da motstandsrörelsen.se har et udgivelsescertifikat, er siden blevet beskyttet af grundloven og en person er blevet udnævnt som ansvarlig udgiver. For ikke at skræmme forfattere væk fra at ville skrive eller kræve, at alle, der skal publicere en tekst, gør sig bekendt med svensk lov, er det den ansvarlige udgiver, der juridisk anses for at være ansvarlig for alt, hvad der udgives på webstedet.

På et sandt oppositionswebsted som Motstandsrörelsen.se kan man være helt sikker på, at dette i et demokratisk diktatur som Sverige før eller siden vil indebære juridiske retssager mod indlæg, som systemtro foreninger mener kan dømmes efter en alvorlig indskrænkning i loven om ytringsfrihed, der har fået navnet »hetz mod folkegruppe«.

Disse systemtro foreninger, såsom Juridikfronten og Näthatsgranskeren, er også oplagte kværulanter, der aktivt arbejder på at ændre svensk lovgivning, og som arbejder på at gøre undtagelserne fra ytringsfrihedsloven endnu større. Af den grund betyder det, at den ansvarlige udgiver også højst sandsynligt vil blive dømt for noget. I mange tilfælde for ting som udgiveren umuligt på forhånd har kunnet vide ville være ulovligt.

En af flere offervillige helte, der trods denne viden har påtaget sig ansvaret gennem årene er Hampus Maijala, der for i øvrigt også er en succesfuld chef for Näste 7.

Den 8. oktober var det hans tur til at blive tiltalt, mistænkt for 40 sager om hetz mod folkegrupper. Den anden part i retssagen var Justitskansleren (JK), der handlede efter en rapport fra den tidligere nævnte Juridikforonten. JK var repræsenteret af den berygtede anklager (inkvisitorøren) Fredrik Ingblad, der tidligere har bidraget til en domfældelse mod Fredrik Vejdeland, da han var ansvarlig udgiver for webstedet Nordfront.se. Det var også under en af disse retssager, at Vejdeland holdt sin episke forsvarstale for nationalsocialismen, som også blev udgivet på tryk.

Ingblad var den, der lancerede begrebet »fortolkningsfakta«, hvilket indebærer, at hensigtsbegrebet helt har mistet sin betydning, da det ikke længere handler om, hvad den der spreder et budskab mener, men i stedet om hvordan anklageren kan fortolke, hvad du har sagt på den værst tænkelige måde. Dette sammen med det faktum, at loven om hetz mod folkegruppe tydeligt endevender princippet om lighed for loven, idet forskellige mennesker på forskellige måder dømmes for den samme udtalelse afhængig af etnicitet, religion eller politisk holdning, betyder, at Sverige som retsstat ikke længere eksisterer.

Loven om hets mot folkegruppe endevender tydelig prinsippet om likhet for loven, da ulike mennesker dømmes på ulike måter for samme uttalelse avhengig av etnisitet, religion eller politisk mening – innebærer at Sverige som rettsstat ikke lenger eksisterer.

Dette bliver endnu tydeligere, når vi undersøger, hvad Hampus Mailjala egentlig blev anklaget for i den aktuelle retssag. Et stort antal af de 40 sager vedrører nemlig billeder, der aldrig er blevet publiceret for offentligheden, og som ikke har været beregnet til at blive offentliggjort, men som har været på en server som restmateriale, efter at noget andet materiale er blevet overført fra Nordfront.se og er blevet offentliggjort i forbindelse med lanceringen af ​​Motstandsrörelsen.se.

Hvordan disse billeder er blevet frembragt af Juridikfronten er noget uklart, en ulovlig dataindtrængning kan ikke udelukkes. Det er i hvert fald tydeligt, at hvis formålet med loven om hetz mod folkegruppe i virkeligheden var at beskytte etniske, religiøse og seksuelle minoriteter mod trusler og overgreb, ville disse punkter naturligvis ikke have ført til retsforfølgelse – ganske logisk siden ingen etniske, religiøse eller seksuelle minoriteter kan tilgå billederne og dermed heller ikke krænkes af dem. Men da loven og hetz mod folkegruppe i stedet handler om at beskytte systemet mod opposition og straffe dem, der er engageret i modstanden, førte disse sager stadig til retsforfølgelse. Selvom materialet lå skjult for offentligheden.

De øvrige tiltalepunkter omfattede billeder af omslaget til Adolf Hitlers bog »Min Kamp« (ja, det samme eller lignende omslag, som alle boghandlere, der sælger bogen bruger), billeder af Horst Wessel, propaganda rettet mod racefremmede voldtægtsmænd, tekster om homolobbyen og om jødiske religiøse skikke. Det måske mest absurde billede blandt anklagerne var et af Vera Oredsson som vinkede under en demonstration i Falun i 2017. Et vink, hun er blevet anklaget for, men også frifundet for, da retten ikke kunne modbevise, at hun bare vinkede og ikke heilede, som anklageren hævdede dengang. Vera Oredsson gik fri, fordi hun bare vinkede og ikke udførte nogen forbudte armbevægelser, men på trods af dette blev Maijala nu anklaget for billedet af Vera Oredsson, da hun vinkede, med anklagen om, at hun skulle have heilet på billedet.

Nogle enkelte punkter berørte imidlertid det, der allerede tidligere er blevet bedømt som hetz mod folkegruppe i tidligere appelsager, og Hampus Maijala meddelte derfor gennem sin advokat Carl-Oskar Morgården, at han erkendte sig skyldig i lovovertrædelser i disse sager, men nægtede sig skyldig i alle de andre sager. Tilståelserne handlede naturligvis ikke om, at Maijala var enig i, at udsagnene skulle kriminaliseres, men derimod om at sige, at de var af en sådan karakter, at de gennem tidligere domstole syntes umulige at blive frifundet for, og derfor gav det ingen mening at spilde tid og energi på at forsvare sig imod det.

Anklager Fredrik Ingblad havde af uklare årsager et følge af skattebetalte kvinder og en hen-person fra JK med ham (som ikke virkede til at have andet formål end at bære tunge poser med papirer i).

Fredrik Ingblad med sine undersåtter som fulgte hvert skridt han tog.

Under hele retssagen forsøgte anklageren at tilskrive Maijala og Modstandsbevægelsen, at vi skulle stå bag en masse propagandaløgne, såsom at ikke-nordiske mennesker (ja, selv tyskere og englændere) skulle være mindre værd end nordiske, og at homoseksuelle som individer ifølge os skulle udgøre en alvorlig trussel mod den nordiske race.

Generelt opførte Ingblad sig som en vældigt usympatisk tyran – den utvivlsomt mest ubehagelige og arrogante anklager, jeg nogensinde har set i en retssag.

Under afhøringen af ​​Maijala var han særlig anmassende, da han fremlagde færdige udtalelser med meninger, som han forsøgte at få ham til at svare ja til. Når han fik et nej eller andet svar, der ikke var det han forsøgte at få frem, gentog han spørgsmålet igen og igen i en sådan grad, at dommeren flere gange måtte fortælle ham, at han måtte acceptere det svar han havde fået.

Ingblad, med følget, var også mærkbart et til to minutter senere til stede end alle andre ved samlingen igen efter hver pause i løbet af de to dage. I et tilfælde blev han også vred på Maijalas advokat Carl-Oskar Morgården og sagde, at han ikke handlede korrekt, hvilket dommeren også var mærkbart irriteret over.

Maijala blev spurgt, om han ikke forstod, hvorfor det kunne virke krænkende, at man efter et talmudisk citat om, at jøder må have samleje med ikke-jøder over 3 år, opfordrer folk til at kæmpe mod pædofili. Da han svarede nej, og at det netop er selve definitionen på pædofili, hvis man vil have sex med børn, svarede Ingblad »ja sådan ser du det«, som om han selv syntes at det var noget godt og ønskværdigt, som ikke skulle bekæmpes på nogen måde.

Under Ingblads sidste anklagepunkt forsøgte han igen at tilskrive Maijala og Modstandsbevægelsen de meninger, han havde forsøgt at tilskrive dem under afhøringen, selvom han klart havde modtaget andre svar. Han kredsede ellers mest rundt om et ræsonnement, hvor han mener, at alt skal ses i sin kontekst, samtidig med at han i det næste sekund mente, at man kan bedømme billeder og tekster uden at skulle bekymre sig om deres kontekst.

Med førstnævnte mener han, at ulighed for loven gælder. Hvis Motstandsrörelsen.se viser et bestemt billede eller en bestemt tekst, bør dette tolkes anderledes, end hvis Socialdemokraterna.se viser præcis det samme billede eller tekst, eftersom at Modstandsbevægelsen bekender sig til nationalsocialismen.

Dette forhindrede ham ikke i samtidig at mene, at man bør bedømme billeder, der er taget ud af kontekst fra artikler på Motstandsrörelsen.se. Hvis Modstandsbevægelsen skriver en kritisk og negativt vinklet artikel om en Hollywood-nazistisk gruppe, der går rundt med et hagekors-armbind på og vælger at illustrere dette med et billede, så er billedet stadig at betragte som hetz mod folkegruppe, og dermed skal man dømmes efter dette, uden at man bekymrer sig om billedets kontekst. Igen, ulighed for loven, da der selvfølgelig er millioner af sådanne billeder i alle de store medier, som Ingblad aldrig ville drømme om at ville retsforfølge.

Den eneste fornuftige Ingblad var i stand til at komme med var, at Modstandsbevægelsen meget professionelt præsenterer sin hjemmeside, så de der besøger den, kan styrkes i deres overbevisning og forstå, at nationalsocialismen er den eneste vej frem. Der kan jeg kun bukke, takke og være enig.

Ingblad fremsatte krav om seks måneders fængsel og bøder, men at dette skulle blive til en betinget dom, da Maijala ikke har haft tidligere domme andet end en mindre forseelse.

Carl-Oskar Morgårdens afsluttende indlæg var metodisk, velordnet og fri for hersketteknik og løgne. Han mente, at store dele af Ingblads anklage bør afvises, da det krænker regeringsformen, der siger, at alle skal behandles ens af loven uanset politisk mening. Hvis Maijala for eksempel havde været ansvarlig udgiver på f.eks. Expressen, havde der ikke været nogen retssag, da det Ingblad ønsker er, nationalsocialister skal have betydeligt mindre ytringsfrihed end andre borgere i Sverige. Han pegede også på en udtalelse fra den Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor disse har kritiseret Sverige for alt for let at dømme mennesker efter loven om hetz mod folkegruppe.

Om Maijala varit ansvarig utgivare för exempelvis Expressen hade det inte blivit någon rättegång av det eftersom att det Ingblad vill göra gällande är att nationalsocialister ska ha avsevärt mycket mindre yttrandefrihet än andra medborgare i Sverige.

Da dette var en rettergang med nævningeting, fik juryen bestående af amtsrådspolitikere for de forskellige partier derefter lov til at diskutere. De fik mulighed for i hver af de 40 sager at beslutte, om de så dem som lovlige eller ulovlige. Hvad juryen frifinder for, vil automatisk også blive frifundet for i den endelige dom, og hvad juryen fælder dom for gennemgås af retten, som derefter afgør, om den skal frifindes eller ej.

Juryen frifandt på 13 af de 40 punkter, hvilket betyder, at det, der er tilbage for retten at tage stilling til, er de resterende 27. Dommen afgøres senere i oktober.

Maijala og Morgården klarede sig godt under retssagen, og jeg vælger at afslutte denne artikel med at citere Hampus Maijala fra det korte interview, Motstandsrörelsen.se foretog med ham i går:

»I løbet af disse to dage er kampen blevet udkæmpet i retssalen, og uanset udfaldet vil den fortsætte uhindret«.

VIA:
Motståndsrörelsen.se