Livskampen

VERDENSANSKUELSE: Tor Bjørnsen deler sine livsbetragtninger fra et nationalsocialistisk perspektiv.

For hver dag der går, indser jeg at denne strid ikke defineres ud fra mit snævre perspektiv. Det har i sandhed været en kamp at vandre den smalle sti vi er forudbestemt at vandre, uden at finde en eneste sjæl som længtes efter at svømme i vishedens søer, eller i det mindste at beundre de som har, og aldrig hvile, aldrig slå sig til ro med noget mindre end storheden andre har kendt før dem.

Jeg ville ønske jeg ikke lod mine egne kvaler styre udfaldet af mine handlinger, – eller deres udeblivelse. Sammenlignet med andre folkefællers skæbner blegner mine byrder og bliver ubetydelige. Jeg er det bevidst, og stræber efter at leve for de som ikke kan. Verdens tilstand får mig til at undre mig over, om vi lykkes at finde det skinnende eksempel som bringer vore hjerter så meget håb og glæde. Jeg tænker: «Jorden er ufrugtbar, jorden er fordærvet, hvordan kan man dyrke noget i sådan en jord?». Hvordan kan vi opdrage vore børn i et samfund som vil korrumpere og fratage dem deres selvrespekt og værdighed? Som, når vi er borte, vil fastholde og videreføre det vi har skabt, og lægge det i sine efterkommeres hænder? Vi bringer dem ikke til verden for at de skal forfalde og svinde hen, mens vi håber på det bedste.

Mit ønske er at se det ædle og skønne blive genfødt. At jeg får muligheden for at leve og dø for værdier som er begravet under den moderne verdens forgængelighed. Sind, krop og sjæl er blevet forringet. Jeg vil kunne tage et åndedrag uden at føle mig kvalt og fordærvet, jeg vil ånde i frisk luft og føle mig født på ny. Jeg ønsker å strejfe rundt på landskabet, i skov og land i dagevis. Friheden til at forsvinde, igen og igen til jorden omsider kræver min tomme skal tilbage, og måske, kun måske, kan jeg tilføre hende noget og gøre hende lidt bedre end før. Lever jeg mit liv ædelt og rent, da håber jeg, og drømmer om, at jeg kan være af værdi for vor smukke klode, – i liv og død. Jeg kaster mine tvivl fra mig og opgiver alle bekymringer. Hvad end sker i livet, hvad end der kommer min vej, vil jeg have berørt fremtiden med lærdom fra fortiden, og bundet det sammen med nutiden. Jeg ser ned på mine hænder og jeg tænker, «hvad er disse for?», mens de danser over ordene, – «hvad er deres formål?».

Ingenting er hugget i granit. Skæbnen er for mit vedkommende ikke beseglet, og for det er jeg evigt taknemlig, da jeg kan blomstre og blive smukkere end de blomster som allerede er blevet plukket fra engen. Det ligger i min natur aldrig at give mig, aldrig at se mig tilfreds med noget mindre end hvad jeg drømmer om. Jeg elsker at skrive, dog savner jeg tiden hvor det involverede pen og papir, hvor man uforstyrret lod tankene strømme udover papiret, – da man talte fra hjertet. Da bøgene indeholdt mere end fraser og tilbød lærdom og intellektuel stimuli snarere end ren distraktion. Tingene som omgiver mig er netop det – ting. Materie. De har ingen værdi for mig. Man misforstår koncepterne «rig» og «fattig» og tror livet er fuldkomment hvis man har en tyk tegnebog. Salige er de fattige i ånden!

Det gør mig ondt at se tilbage på vor ærefulde historie, og alle de som kom før os ofrede og gav – og vi ødsler bort denne rigdom og vanakter deres minde. Et sørgeligt skue! Jeg græder for begge parter. Den ene kendte ærværdighed og opofrelse, mens den anden ikke kender dets betydning overhovedet. Verden syntes livløs og tom og jeg søger ud af byen til landskabet og skovene. Her ude blandt markerne, engene og træerne finder jeg ro og sjælefred, hvor jeg kan danse med ånderne fra de som levede før os, og mærke vindens blæst som om guderne selv red den. Tid og sted bliver så ubetydelig, – så umærkelig.

Hvis jeg lever et liv som er autentisk, hvis jeg kan leve for det som er rent og hellig, og bringe ære til folket på den mest ærbødige vis, vil jeg kunne føle mig tilfreds med livet jeg har levet her på jorden. Dog kan jeg ikke lade være med at undre mig over om jeg fortjener en sådan stor gave. Ville jeg have værnet om, og beskyttet et sådan privilegium som sig hør og bør? Måske er jeg fanget i mit eget tankespind. Hvad hvis det ikke er meningen vi skal kende lykke i en ulyksalig verden, fordi vi da ikke ville finde nogen grund til at ændre den. Men ved at gøre hvad vi gør, og gøre hvad vi kan, kan vi sikre en blomstrende fremtid for vore børn på den lille plet, som utallige slægter før os har skærmet og hædret, og indfri hvad vi blev bragt til verden for å gøre.

Tilblivelsen av nyt liv sørger for at fremtiden vil blive opretholdt som en mulighed. Det er vor opgave at opdrage børn med stærke og værdige karakterer, med en forståelse af hvad der er ædelt og rent, sådan at de får de værktøjer de behøver for at de kan finde tilbage til det evige,skulle miste sig selv på vejen. De vil indse og erkende sin plads i en større sammenhæng, og bære lysets byrde som vi har gjort før dem.

I os selv ser vi kilden til nyt liv. Ansvaret for at kultivere fremtidens bærende element hviler udelukkende på vore skuldre. Vi sår et frø som spirer og gror af sig selv. På den måde har vi givet vore børn et nødvendigt værktøj sådan at de vogter sig for farrene i verden. Men også sådan at de bringer den fakkel vi har tændt videre, ligeså fast i troen som vi selv. Ligeså overbevist om deres egen betydning. Og hvis hårde tider frister med at tage modet fra dem, vil de finde ny iver og glød fra samme flamme som vi har overrakt dem. Vi står sammen, i ét og alt, og sådan finder vi styrken til at fortsætte. Vi løfter hinanden op fra modløshed og tvivl!

Når vi betragter os selv, når vi ser på vore egne liv og hvordan vi udfolder os som mennesker, kan vi da se et menneske med selvagtelse? Er hvad vi ser i spejlet noget som vækker en ubeskrivelig stolthed i os? En refleksion som skyder brystkassen frem. Et menneske som lever med værdighed, et liv i ære og stolthed, som tjener som et forbillede for vort folk. Måske oplever nogle af os misfornøjelse, Måske føler vi at vi kunne have udrettet mere. Været mere. Og måske er her også andre medvirkende omstændigheder. Måske dømmer vi os selv for hårdt. Individet selv tenderer til at være sin strengeste dommer. Vi synes at glemme det.

Vi behøver alle en drivkraft i vores liv som giver os vilje og styrke til at fortsætte. Som får os til at ville blive en bedre udgave af os selv – et bedre menneske og alt hvad det indebærer. Vi kender ilden som har brændt i os hele tiden, og aldrig skal vi lade den slukke! Potentialet vi bærer indeni os er for dyrebart til at lade gå til spilde. Vore talenter, vore færdigheder og evner – lad det være op til os at kultivere dem! Faren for at fejle er der kun hvis vi lader det være et alternativ. Mulighederne er mange, og viljens kraft er mægtig nok i sig selv. Lad altid tanken om hvad du kan udrette være en rettesnor for dine foretagender. Vi må aldrig tvivle på os selv og hvad vi kan realisere, – som individer og i flok, som et folk.

Jeg frygter at mulighederne flyder ud i sandet, fordi jeg var for ubeslutsom og ikke tog tilfældet i agt, mens det stadig var indenfor rækkevidde. Og jeg sigter ikke på karriere, materielle goder eller forgængelige og forbigående fænomener. Hellere vil jeg vandre i ensomhed og se skønhed for det den er, end at vandre i et folkehav og aldrig vide hvad skønhed er. Aldrig at standse og lade sig blive grebet af ærefrygt, aldrig at lade sig henføre, begejstre og værdsætte sådanne fantastiske vidundere, – oftest glemt. Hellere vil jeg holde mig i skønhedens selskab end at være omringet af skygger som ikke holder nogen værdi. Hvor sørgeligt er det ikke at så mange har en totalt forvredet opfattelse af hvad skønhed er. I stedet siger vi, at «skønhed er i øjet som ser». Vi finder på undskyldninger for at betragte degeneration og forviser de sande malerne, poeterne og musikerne – og fortrænger dem omsider.

Jeg tror ikke en eneste sjæl der ude med den største overbevisning kan bedyre, at de er tilfreds med livet som vi kender det i denne materialistiske tidsalder, undtagen de, som vandrer denne verden, lykkelig uvidende, i deres tomme jordiske skaller, med deres dybeste indre ukendt for dem. Hvorfor er det så få som begiver sig ud på en rejse i søgen efter et liv med dybere mening, en højere eksistens og væren? Alle disse mennesker jeg ser med noget i deres ører til enhver tid, musik til enhver anledning. Er de bange for en ledig stund, hvor de må være alene med deres tanker? Vi lever disse travle liv, hvor vi ikke tager os tid til at standse op i en hektisk hverdag og beundre verdens mirakler, dens skønhed og under. Den fritid man, har hvor man ikke arbejder for bankene, bruger man på overfladiske og forgængelige sysler og gøremål. Samtidig glemmer man at værdsætte nuet og tiden, man har her og nu.

Jeg har befriet mig disse lænker, og jeg ser mig ikke tilbage. Jeg vandrer en smal sti som er hård og besværlig, og alligevel beriger den mit liv og gør det mangfoldigt. Et liv i værdighed, med en fri vilje under min kommando. Jeg har intet andet end et åbent landskap foran mig.