Franz Seldte og Stahlhelm

DAGENS DATO 29. JUNI: Den 29. juni 1882 blev Franz Seldte født. Han grundlagde og ledede den paramilitære organisation Stahlhelm og blev Rigsarbejdsminister i Det Tredje Rige.

Under den kaotiske Weimar-tid i Tyskland havde mange af de politiske partier paramilitære organisationer, der skulle bane vejen for det respektive parti eller beskytte deres møder. Den største paramilitære organisation var republikkens Reichsbanner Schwarz-Rot-Gold, der var tilknyttet socialdemokraterne og de liberale og havde ifølge deres eget udsagn tre millioner medlemmer i 1932. Det kommunistiske parti havde Rotfrontkämpferbund, som kom i nogle meget blodige konflikter med de nationalsocialistiske stormtropper i Sturmabteilung (SA) og Schutzstaffel (SS).

Blandt alle disse grupper var også Stahlhelm (stålhjelm), som med sine 500.000 medlemmer i 1930 var Tysklands næststørste og var tilknyttet Alfred Hugenbergs tysk-nationale folkeparti DNVP. DNVP var et nationalistisk-reaktionært parti, som arbejdede for at genindføre det tyske monarki og blev støttet af store jordejere og industrimagnater for at føre en pro-kapitalistisk politik. Stahlhelm var dog mere radikal end DNVP og var tættere på nationalsocialismen, selvom de betegnede sig selv som »tyske fascister«. Især når det kommer til jødespørgsmålet, holdt Stahlhelm en radikal linje og forbød jøderne adgang til organisationen.

Grundlæggeren af ​​Stahlhelm, Franz Seldte, blev født den 29. juni 1882 i Magdeburg. Seldte var søn af en fabriksejer, der producerede kemiske produkter. Han studerede selv kemi ved universiteterne i Braunschweig og Greifswald og overtog sin fars fabrik i 1908. Under første verdenskrig blev Seldte såret og tildelt jernkorset af både 1. og 2. klasse. Under slaget ved Somme rev en granat Seldtes venstre arm af, og han måtte erstatte den med en protese. Seldte ville alligevel gerne vende tilbage til kampene ved fronten, men hans ansøgning blev afvist på grund af hans handicap. I stedet blev han krigsjournalist, og i 1918 blev han reserveofficer. Samme år grundlagde han Stahlhelm eller Bund der Frontsoldaten som det blev kaldt. Som navnet antyder, bestod organisationen af ​​krigsveteraner fra første verdenskrig.

Stahlhelm havde til formål at styrte Weimar-republikken. Efter det mislykkede kup i 1920 – et nationalkonservativt forsøg på at styrte republikken og genoprette monarkiet – som Stahlhelm deltog i, blev frikorpsene opløst, og mange frikorpssoldater sluttede sig til Stahlhelm. På dette tidspunkt modtog Stahlhelm også politisk støtte fra Benito Mussolini, som et par år senere overtog magten i Italien.

Men mange frikorpssoldater sluttede sig også til det nyoprettede NSDAP, og der var rivalisering mellem nationalisterne i DNVP/Stahlhelm og nationalsocialisterne i NSDAP/SA. Efter det mislykkede Hitler-kup i 1923 begyndte NSDAP at stille op til valg, hvilket blev nådestødet for de tysk-nationale og til sidst også for Stahlhelm. Stahlhelm øgede konstant sit medlemskab indtil 1930, men den politiske gren, DNVP, blev udkonkurreret af NSDAP. Fra at modtage 20,5 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 1924 modtog DNVP 14,3 procent i 1928 og kun 5,9 procent og 8,7 procent i de følgende år. NSDAP’s kurve så helt anderledes ud. Da DNVP modtog 7 procent af stemmerne i 1930, modtog NSDAP 18,3 og derefter 37,4 procent i 1932 (ved det nye valg et par måneder senere modtog NSDAP 33,1 procent).

Alfred Hugenberg, Friedrich Franz von Stephani (leder av Stahlhelm i Berlin) og Franz Seldte ved en forsamling mod Young-planen.

Dette tvang DNVP’s nye partileder Alfred Hugenberg (1928) til at begynde at samarbejde med nationalsocialisterne for at partiet kunne overleve. I 1929 arbejdede de sammen mod Young-planen, der krævede krigserstatninger fra første verdenskrig, og i 1931 grundlagde Seldte, Hugenberg og Hitler Harzburger Front, som var en samlet nationalistisk front mod Weimar-republikken.

Medlemmer af Stahlhelm efter inkorporeringen i SA.

Samarbejdet var i begyndelsen ikke helt smertefrit, da rivaliseringen mellem SA og Stahlhelm havde ført til fysiske konflikter forskellige steder rundt om i Tyskland. Mange fra Stahlhelm mente, at SA’s ekstremt aggressive linje var kontraproduktiv og burde føre til et forbud (hvilket også skete), mens medlemmer fra SA, deriblandt Joseph Goebbels, mente, at Stahlhelm var reaktionære. På det tidspunkt mente Goebbels, at samarbejdet med dem ville kompromittere det Nationalsocialistiske Partis revolutionære identitet, men at han »stolede på den chefens (Hitlers) sunde politiske instinkt, som hidtil ikke har svigtet os«.

Det viste sig, at dette instinkt var rigtigt, og at flere nationalister fra Stahlhelm med tiden kom på bedre tanker angående det nationalsocialistiske budskab og NSDAP.

I januar 1933, i forbindelse med at Hitler blev Rigskansler, blev Seldte udstedt som Rigsarbejdsminister i Hitlers første regering. Tre måneder senere, den 27. april 1933, kom Seldte til SA:

Da jeg mangler partitilhørighed, erklærer jeg hermed mit medlemskab af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti, da dette parti er den eneste bevægelse, der vil forene hele det tyske folk i en enkelt enhed. Derfor placerer jeg mig selv og det Stahlhelm, som jeg grundlagde som en militær enhed, under befaling af føreren Adolf Hitler.

I august 1933 blev Seldte udstedt til SA-Obergruppenführer, og i 1934 skiftede Stahlhelm navn til Nationalsozialistischer Deutscher Frontkämpferbund og blev integreret i SA.

Seldte var arbejdsminister indtil 1945 og var involveret i det enorme arbejde med at skabe job til millioner af arbejdsløse tyskere. Under det nationalsocialistiske styre blev flere gader opkaldt efter Franz Seldte, herunder i hans hjemby Magdeburg.

Seldte blev arresteret af de allierede i slutningen af ​​krigen og døde på et amerikansk militærhospital, før han kunne sigtes for nogen forbrydelse. Krigshelten fra første verdenskrig, Stahlhelm-lederen og den nationalsocialistiske Franz Seldte døde den 1. april 1947.