Længe leve Palæstina, knus zionismen!

KOMMENTAR: Martin Saxlind, Nordfront.se`s chefredaktør forklarer, hvorfor det eneste rigtige er at støtte palæstinenserne i deres kamp mod den jødiske besættelse.

Konflikten mellem jøder og palæstinensere er eskaleret i den seneste tid, efter at Israel forsøgte at udvise flere palæstinensere fra deres hjem for at give plads til jødiske besættere. Der har også været uro omkring al-Aqsa-moskeen, hvor israelsk politi har forstyrret muslimer, der fejrer Ramadan, efterfulgt af jødiske ekstremister, der danser og fejrer deres besættelse af Jerusalem, mens der gik ild i et træ ved siden af ​​den symbolsk meget vigtige moske.

Svenske nationalister er uenige i, hvordan man skal håndtere konflikten mellem Israel og Palæstina. Der er tre lejre her: zionisterne, antizionisterne og de ligeglade.

Zionisterne er Sverigedemokrater og forskellige højreorienterede zionister, der ikke rigtig er nationalister. De er hovedsageligt antijihadistiske “islamofober” og liberale (læs: mennesker, der mangler moral), så det er naturligt for dem at tage side om Israel.

Antizionister kan motiveres af både pragmatisk ”min fjendes fjende er min ven” -tænkning og etnopluralistisk principfasthed, når de støtter palæstinenserne.

De ligeglade, der ikke ønsker at tage stilling til konflikten, mener, at deres neutralitet er den bedste taktik.

Nordfront er tydeligt på den anti-zionistiske og pro-palæstinensiske side af denne konflikt, og jeg vil nu forklare hvorfor.

Morale
For det første er det et moralsk spørgsmål. Det er rigtigt, at konflikten foregår “på den anden side af verden”, og at hvad vi i Sverige mener kun har en marginal effekt på, hvad der sker i Mellemøsten. Men hvide mennesker har stadig en højt udviklet moral. Hvis vi for eksempel ser scener på tv, hvor dyr bliver tortureret i Kina, kan vi finde det meget ubehageligt og forkasteligt. Og hvis vi kan bekymre os om dyr, kan vi også bekymre os om mennesker, selvom de bor langt væk og ikke tilhører vores eget folk.

For mig er det moralske spørgsmål her simpelt. Jøderne besætter og koloniserer et land, der tidligere tilhørte et andet folk. At de palæstinensere, der bliver misbrugt, voldeligt modstår det, er fuldstændigt forståeligt og retfærdigt. Da den militære magtbalance mellem israelerne og palæstinenserne er ekstremt asymmetrisk, forventes det også, at palæstinenserne vil føre deres kamp på en ukonventionel måde. Hvis man ser på antallet af dødsfald, er det også Israel, der altid har langt flest menneskelige liv på deres samvittighed, uanset hvad den angiveligt blinde “retfærdighed” har at sige om de to partiers handlinger.

Et andet moralsk aspekt her er, at israelerne ikke vinder alene. Det faktum, at et folk erobrer et andet folks land, er sket mange gange i historien, selvom opførslen i moderne tid er lidt overraskende (den øgede materielle velstand i verden har gjort, at erobringen af ​​mere jord og naturressourcer ikke længere er så vigtig for sikre det eget folks overlevelse og velstand, som det har været tidligere). Israel, som det ser ud i dag, kunne ikke have eksisteret, hvis det ikke var det faktum, at De Forenede Stater og andre vestlige stater – gennem subversiv lobbyvirksomhed og kraften fra Holocaust-myten – blev manipuleret til at støtte zionismen både økonomisk og gennem proxy-krigsførelse.

Den sidste moralske indsigelse mod jødisk nationalisme er, at den er hyklerisk. Ingen jødisk zionist støtter ideen om et svensk Sverige, et frit nordisk område eller et hvidt Europa. Samtidig har disse hyklere modet til at kræve, at europæiske nationalister støtter deres kamp. De jødiske zionister ønsker både at have og spise den nationalistiske kage, og så fortjener de at få den galt i halsen.

Taktisk
Ud over moralske grunde er der også taktiske grunde til, at det er rigtigt at være en anti-zionist.

Jøderne er ikke et folk blandt andre, men det var jødiske intellektuelle aktivister, der i det 20. århundrede gennemførte den kulturelle revolution, som nu har resulteret i, at svenskere, danskere og mange andre europæiske folk er på randen af ​​at blive minoriteter i deres egne lande. Disse jødiske aktivister har gennemført dette anti-hvide projekt dels til gavn for deres egne interesser og dels som en slags hævn for alle de ugerninger, de anser for at have været udsat for gennem historien. Selvom jøderne har rekrutteret nyttige idioter til at hjælpe dem, og selvom de ikke er den eneste kraft bag globalismen og den kulturelle marxisme, er den jødiske intelligentsia stadig det ledende og afgørende element, der opretholder disse fænomener. Derfor skal den nationale kamp være en kamp mod denne jødiske magt, der truer vores folks overlevelse.

Israel er en del af den jødiske magt, og jo flere problemer Israel står over for, jo mere er den jødiske elite tvunget til at føre en intellektuel forsvarskrig i stedet for at være i stand til at afsætte al deres energi til at angribe os. Mike Enoch har for tiden lagt tryk på dette og det er helt rigtigt, at angreb er det bedste forsvar, så europæiske nationalister, der politisk angriber Israel ved at kritisere staten, gør det rigtige. Den intellektuelle forsvarskrig, som jøderne er tvunget til at føre, inkluderer også det, der ses, når liberale jøder i Sverige forsigtigt distancerer sig fra Israel. Disse gør det ofte, fordi de af taktiske grunde ønsker at fremstå mere principielle, end de virkelig er, samtidig med at de hjælper med at give det indtryk, at ikke alle jøder fuldt ud støtter Israel (så ikke jøder som kollektiv kan holdes ansvarlige for statsaktion)., men alle jøder har faktisk fordel af eksistensen af ​​en jødisk stat, de kan altid regne som deres egen. Uærlig og ineffektiv afstandstagen til Israel fra jøder er i de fleste tilfælde bare en klog taktisk manøvre, de udfører, når Israel kritiseres.

Israel er desuden den destabiliserende styrke i Mellemøsten og står bag alle større krige dernede. Irak og Syrien er ikke naboer til USA og truer ikke det amerikanske folk, de er naboer til Israel og en trussel mod zionistenes geopolitiske ambitioner. Israels velstand, mens dets naboer led under krig og kaos, har bidraget til og legitimeret masseindvandring til Europa. Mellemøsten har brug for fred, og det kan ikke være den lille jødiske stat, der vil diktere betingelserne for alle andre stater i regionen. Israel skal enten etablere gode forbindelser med de andre folk og stater i området eller afvikles.

Zionister siger her, at Israel ikke kan have gode fredelige forbindelser med araberne, fordi de ønsker at udslette staten og jøderne. Der er sandsynligvis noget i det med hensyn til, hvordan ting ser ud i dag, men historisk har muslimer ofte kommet godt overens med jøder og tolereret dem som et mindretal i muslimske samfund – det er først efter Israels fremkomst, at arabere stort set er begyndt at tørst efter jødisk blod. Så det er Israel selv og den jødiske stats opførsel siden dets dannelse, der har skabt en uholdbar situation, som zionisterne derefter bruger til at retfærdiggøre deres terrorisme over for palæstinensere og andre folk i deres nærmeste område. “Zionisten råber af smerte, når han undertrykker dig,” for at omskrive et polsk ordsprog.

Endelig er Israel en trussel mod Europa. Gennem spionage i USA mod sin “største allierede” har Israel været i stand til at erhverve ulovlige atomvåben, og disse bruges som en slags panikknap, som Israel truer med at trykke på, hvis Vesten ville opgive Israel og landet ville blive knust af dets naboer. Hvis Iran eller Irak ikke har lov til at have atomvåben, bør Israel heller ikke have dem. Derudover har Israel allerede angrebet USA gennem angrebet på USS Liberty, og zionistiske terrorister myrdede den svenske diplomat Folke Bernadotte og forsvarede det derefter af det israelske regime. Dette er blot to gode eksempler på den udbredte hensynsløshed og fjendtlighed, som Israel har vist over for vestlige stater.

“Men hvor skal jøderne så bo?”
Nogle “pro-zionistiske” nationalister, der stadig er antisemitter, mener at Israel skal eksistere for at vi kan udvise jøder fra hvide samfund. Modstrøms chefredaktør Greg Johnson er sandsynligvis den bedst kendte fortaler for denne tænkning og hævder, at de eneste muligheder, som vi statsborgere kan vælge imellem, er at beholde det jødiske mindretal i vores samfund, at udrydde disse jøder eller udvise dem til Israel. De “zionistiske” antisemitter konkluderer derefter, at det eneste rimelige valg er sidstnævnte mulighed, hvilket gør Israels fortsatte eksistens til en nødvendig betingelse for, at vi kan nå vores egne mål.

Dette er ikke sandt, fordi det er baseret på et hypotetisk problem, der aldrig vil opstå. Hvis nationalsocialister eller hvide nationalister overtager magten over en eller flere stater, vil der stadig være mange andre lande, der er villige til at acceptere jøderne, ligesom jøder i stor skala kunne migrere til USA fra Det Tredje Rige i 1930’erne.

Derudover er jøderne de rigeste og mest privilegerede mennesker på jorden, og de er i dag en af ​​meget få folkefærd, der har deres egen etnostat, så det er urimeligt at kræve, at europæiske nationalister, der ønsker det samme for deres folk, først skal løse et ikke -eksisterende problem for jøderne, før de kan begynde at arbejde for deres eget folks interesse. Hvor jøderne vil bo, er simpelthen ikke vores problem at løse, det er jødernes problem, og der er mange andre mulige løsninger end at de skulle være i stand til at gennemføre den zionistiske drøm om et større Israel uden kritik.

Israel er et problem.
For at opsummere er Israel ikke kun et problem for palæstinenserne og landets naboer – Israel er også et problem for os europæere. Når Israel myrder børn, fortrænger familier, myrder politikere og forskere, manipulerer vestlige staters politik eller engagerer sig i dets zionistiske hykleri, skal vi kritisere denne terrorstat. Det er den eneste rigtige ting at gøre.