Tilbage til skyttegravene

NATIONALSOCIALISME: Nordfront publicerer hermed en ældre artikel om vigtigheden af en organiseret kamp.

Illustrationsbillede.

Som enhver officer ved, så nytter det ikke at argumentere, når man skal stoppe en gruppe flygtende soldater. For at få nordiske kvinder og mænd til at begynde at kæmpe for sit folk, kræves der mere end blot argumenter. I visse tilfælde må man sandsynligvis være nødt til at statuere eksempler, specielt for de mest feje og karakterløse individer. Ud over brugen af gulerod og pisk, må organisationen med opgaven stoppe flugten, være udrustet med kraftig stemme og en imponerende fysisk styrke.

Forestil dig at vi befinder os i en krig, placeret lige bag frontlinjen i et område fyldt med kratre og skyttegrave, pigtråd og ødelagte kampvogne. Her er noget hændt, og alle soldaterne befinder sig i en tilstand af panik og flygter fra forsvarsstillingerne mod en illusorisk forestilling om tryghed. Ingen vil blive i kugleregnen, ingen vil rives i stykker af granateksplosionerne. Ingen vover at blive ved sine stillinger, det vil sige næsten ingen; de få som bliver tilbage, kan ikke yde andet end højst middelmådig modstand.

Hæren befinder sig i fuld tilbagetrækning og fjenden vinder mere og mere frem. Alle autoriteter er så godt som borte, og kun fjenden synes at have en plan, og ledes af målbevidste og dygtige ledere. Al organisering er brudt sammen. Mindre grupper kæmper videre på egen hånd og efter eget skøn, men de udgør blot et irritationsmoment og kan ikke på nogen måde hindre fjendens fremrykning.

Fjendens propaganda
Foruden enkelte lyspunkter, som Den Nordiske Modstandsbevægelse, er scenariet beskrevet ovenover ganske som situationen i Norden i dag. Folket er i fuld flugt. Fjenden har det absolutte initiativ og kan vælge tid og sted for næsten enhver strid af afgørende karakter. Vores fjender anvender psykologisk krigsførelse til det yderste; de er utrolig dygtige til at demoralisere både vores mænd, som burde være ved fronten, og resten af befolkningen.

Fjendens agenter splitter folket i klassekamp og kønskamp, og de forsøger at aflede folkets opmærksomhed fra striden, til mere trivielle og bekvemme illusioner. Hans agenter spreder al slags stimuli blandt folket, for at det skal svækkes yderligere. Gennem sine indre agenter, spreder han subversive og falske idéer, og han understøtter alle former for overtro og vildfarelser.

Fjenden fortæller os, at vores land er alles land, hvis blot vi opgiver vores fordomme og vores mistænksomhed; hvis bare vi opgiver al modstand – så vil alt løse sig og alle vil komme til at leve i fred med hinanden i et paradisisk “demokrati”. Han fortæller os også, at besættelsen allerede er et faktum – de fremmede er her for at blive – og vi bare må “vænne os til det”’ og “lære at leve i, og acceptere, det nye og berigende samfund”.

De som yder modstand mod dette, udråbes som “nazister”, “racister” og “kriminelle”. Den organiserede religion mobiliseres af vores fjender som en trojansk hest, som også nedbryder folkefælleskabet indefra. Præster og biskopper tager aktivt de fremmedes parti, og fremstiller alle modstandere af deres verdensanskuelse som “onde”. Vores folketing er fuld af rygradsløse orme, som kryber rundt i skidtet omkring de fremmede herres fødder.

De fremmede voldtager i stor stil nordiske kvinder, mens den nordiske ungdom frarøves, ydmyges og knivoverfaldes på åben gade. Vores ældre bliver nedværdiget og mishandlet i byerne, såvel som i landsbyerne. Vores forfædre bespottes, kulturen hånes og fornægtes. Mennesker og natur udnyttes. Alle former for syge samfundsfænomener understøttes af fjendens propaganda – alt ædelt bliver vanæret og fornedret.

Det vigtigste er sejren
Flugten må stoppes. Her gælder det om at genoptage striden. Det flygtende mandskab må overtales til at vende tilbage til deres skanser. Spørgsmålet er hvordan. Jeg har set officerer og soldater, selv ofre for fjendens desinformation, forsøge at stoppe flygtende skarer med argumenter og fagre ord. Dette har altid fejlet.

Jeg har set små grupper af nordiske mænd tage kampen op mod fjenden, og jeg har set dem kæmpe med fejlagtig taktik, og aldrig være del af en større og overordnet strategi. Jeg har set en del kæmpe, blot for kampens skyld, uden hensyn til konsekvenserne for dem selv – ægte idealister beredt på at ofre sig for sit folk.

Vi glemmer ofte i kampens hede, at det overordnede mål må være at sejre. Alt andet må være underordnet. Vores strategi og taktik må tilpasses slagmarkens vilkår. Fjenden er heller ikke længe om at sprede desinformation, hvad angår vores eventuelle fremgangsmåde.

Den Nordiske Modstandsbevægelse er organiseret og forenet modstand.

Fjenden vil under alle omstændigheder forhindre os i at facilitere effektiv strategi og effektiv taktik. Vær sikker på, at han har hans agenter iblandt os; “officerer”, som dirigerer soldaterne mod det forkerte hold; “soldater” som spreder ondsigtede rygter; og andre som saboterer krigsmaskineriet på andre måder. Metoderne er mange – og indtil videre succesfulde.

Som enhver officer ved, eller burde vide, så er der absolut ingen mening i at stoppe en flok flygtende soldater med slesk tone, for derefter at forsøge at få dem tilbage til forsvarsstillingerne med argumenter. Rationel og civiliseret argumentation leder kun til, at man bliver trampet ned.

Samtlige nordboere er fra barnsben blevet eksponeret for fjendens nedbrydende propaganda, og er af den opfattelse, enfoldige og illoyale som de er, at det eneste fornuftige er, at trække sig så langt tilbage fra stridens støj som overhovedet muligt. For de fleste har denne egoistiske side af deres personlighed, sørgeligt nok, taget overhånd og styrer deres handlinger.

En del flygter på grund af fejhed, andre fordi de er forvirrede. Men de fleste flygter måske først og fremmest, fordi “alle andre gør det”. Det er nemlig sådan, at de fleste nordiske mænd, selvom de offentligt måtte påstå andet, inderst inde støtter vores sag. Det er blot det, at de er demoraliserede; de ser der mangler ledelse, at fjenden besidder al autoritet, og at det derfor virker meningsløst at gå ind i kampen.

Identitetsløse og demoraliserede – søger stadigt flere tilflugt i rusmidler.

Ingen har oversat deres følelser til ord, argumenter og handling. Visse stakler har vel skiftet side og arbejder mere eller mindre for fjenden. Men disse udgør folkets absolut værste og mest skamløse elementer – de er foragtelige små rotter, som enten har taget fjendens parti, rent og skært af egoistiske årsager, eller på grund af, at de er kraftigt forvirrede eller slet og ret sindssyge.

Disse små rotter kan synes at være både flere og “bedre” end hvad de egentlig er, eftersom fjenden altid fremhæver dem som “forbilleder”, “ledere” og “kendisser” i hans propaganda. Alle kan se dem i fjernsynet hver dag, sminkede og indstuderede som marionetter i et funklende, men modbydeligt og tragisk, skuespil.

Folket har ladet sig indlulle i en søvnlignende tilstand, og glemt, at anledningen til krig og kolonisering næsten altid har været, og er drevet, af behovet for nyt land og nye ressourcer til et bestemt folk eller en bestemt race, når deres oprindelige leverum ikke længere er tilstrækkeligt.

Fejhed skal koste
At tale til soldatens ædleste sider er ærefuldt, men den brutale sandhed er dog, at soldaterne må sparkes tilbage til deres stillinger, samtidig med at de bliver fortalt, at fejhed er det værst tænkelige, og at kampen for folkets overlevelse er vigtigst af alt.

Officererne må true og brøle, opfordre og appellere til soldaterne for at standse deres tilbagetrækning. En del af officererne må gå foran som gode eksempler – men først når de har fået mandskabets opmærksomhed. Desertører må straffes hårdt, ikke fordi det er “det rigtige at gøre”, men fordi der må statueres eksempler, så alle forstår, at fejhed kan koste lige så meget som mod.

En hård kerne
For at opnå dette mål, må der et sted under tilbagetrækningen dannes en kerne af hårdføre og realistiske officerer, underofficerer og soldater, som, når autoriteten er genoprettet, med pisk og gulerod er i stand til at få en voksende skare af nordiske mænd og kvinder til at stille op i geled. Men for dette kræves disciplin, hensynsløshed og en autoritet baseret på styrke.