Rigsdagsbranden i Berlin

HISTORIE: Den 27. februar 1933 blev branden på Rigsdagsbygningen i Berlin påsat. Oplysninger om, at nationalsocialisterne selv stod bag branden bygger på »bevis« fabrikeret af kommunister.

Ved 9-tiden den 27. februar 1933 modtog Berlins brandvæsen en alarm om, at Rigsdagsbygningen var i brand. Rigsdagbygningen var blevet ødelagt betydeligt, og det stod snart klart, at branden var påsat. Politiet indledte en jagt, der førte til arrestationen af ​​den hollandske kommunist Marinus van der Lubbe.

Marinus van der Lubbe.

I juli 1933 blev Marinus van der Lubbe og fire andre kommunister tiltalt, og i september blev retssagen afholdt i højesteret i Leipzig. En af de anklagede var Ernst Torgler, leder af det tyske kommunistparti (KPD) og parlamentsmedlem. De andre var Georgi Dimitrov, Blagoi Popov og Vassil Tanev, som alle tilhørte det bulgarske kommunistparti. De blev anklaget for brandstiftelse og forsøg på at vælte regeringen.

Retssagen sluttede med, at Marinus van der Lubbe blev fundet skyldig og dømt til døden. De andre fire kommunister blev frikendt. Dommer Wilhelm Bürger understregede i dommen, at han var overbevist om, at der havde været en kommunistisk sammensværgelse om at nedbrænde Rigsdagsbygningen, men at der ikke var noget bevis, bortset fra van der Lubbe. I bogen »Hitlers bordsamtaler« kommenterede Adolf Hitler KPD-leder Ernst Torgler: »Jeg er overbevist om, at han var ansvarlig for Rigsdagsbranden, men jeg kan ikke bevise det.«

Marinus van der Lubbe for retten.

En almindelig opfattelse, der er blevet spredt i forskellige dokumentarfilm om det nationalsocialistiske Tyskland eller i andre medier, er at nationalsocialisterne selv skulle have stået bag branden, blandt andet da det kunne være en undskyldning for at forbyde det kommunistiske parti.

Ødelæggelsen inden i Rigsdagsbygningen.

En der ikke delte denne opfattelse var Ernst Hanfstaengel, som var en slags PR-mand for Hitler, før han flyttede til USA og blev en anti-nazist under Roosevelt. Hans bog »Den ukendte Hitler« var meget kritisk over for Det Tredje Rige og dets fremtrædende skikkelser, især Joseph Goebbels. Det var Hanfstaengel, der advarede Goebbels om branden, som på dette tidspunkt spiste middag med Hitler. Hanfstaengel skriver i bogen:

I samme øjeblik stormede husholdersken, fru Wanda, ind i lokalet. »Doktor Hanfstaengel«, råbte hun, »Rigsdagsbygningen er i brand!« Jeg sprang ud af sengen og skyndte mig ud til vinduet mod pladsen. Og med rette – den gigantiske bygning var i brand. Jeg ringede straks til Goebbels: »Jeg skal straks tale med Hr. Hitler,« sagde jeg åndeløst. Goebbels spekulerede på, hvad der var galt, og om der var noget, han kunne formidle. Til sidst mistede jeg fuldstændig min tålmodighed: »Fortæl ham, at Rigsdagsbygningen er i brand!« Er dette ment som en vittighed, Hanfstaengel?« spurgte Goebbels kritisk.

En del af sagen er, at Hanfstaengel var en velkendt spøgefugl, og at han kun få dage tidligere havde fortaget en telefonspøg. På grund af dette troede Goebbels ikke på ham og brød sig heller ikke om at informere Hitler. Først efter at en anden person havde ringet og bekræftet nyheden, talte Goebbels med Hitler og ringede derefter tilbage til Hanfstaengel for at få »klar besked om, hvad der er sket.« Derefter ringede Goebbels til den lokale politistation, og da det var klart, at Rigsdagsbygningen virkelig var i brand, drog de straks til pladsen. Hanfstaengel, der troede, at Goebbels var en »komplet løgner,« skriver på trods af dette i sin bog: »Men hvis jeg nogensinde har hørt forargelse og mistroiskhed klinge absolut og ægte i en stemme, var det bestemt i Goebbels’ stemme den aften.«

Da den britiske historiker David Irving kom i besiddelse af Goebbels dagbøger i 1992, kom det frem, at Goebbels havde nævnt Rigsdagsbranden. Irving skriver om dette i sin Goebbels-biografi i kapitlet »The Big Lie«:

Bagefter hævdede verdenspressen, at nazisterne selv havde startet branden. Med forfatterens opdagelse af Goebbels manglende dagbøger i Moskva kan denne version endelig betragtes som tilbagevist. Han, Hitler og Göring var lige så chokeret over nyheden.

Joseph Goebbels skriver følgende i sin dagbog med Irvings engelske oversættelse:

At nine P.M. Hitler and Auwi come over. Music and gossip. Then Hanfstaengl phones: says the Reichstag’s burning. What an imagination! But turns out to be true. Race straight down there with Hitler. The entire building a mass of flames. [We] go in. Göring follows. Papen, whose acquaintance I thus make, is also there. Thirty arson sites. Fires set by the com-munists. Göring rampant, Hitler raging, Papen clear-headed. The main assembly chamber a picture of devastation. So take action now! … To work! Hitler con-sults with Papen. We meet back at the Kaiserhof. Everybody beaming. This was the last straw. Now we’re well away. Culprit caught, a twenty-four year old Dutch communist.

I 2012 besvarede Irving på sin hjemmeside et spørgsmål, han havde modtaget om Rigsdagsbranden, på følgende måde:

Kommunisterne fabrikerede beviser for at kaste skylden fra deres mand Van der Lubbe, der startede branden. Goebbels’ dagbog, som jeg fandt i Moskvas arkiver i juni 1992, viser, at han og Hitler var forbløffede over nyheden om, at bygningen var i brand. Den mest pålidelige efterforskning af branden blev foretaget af Fritz Tobias, der døde i år. Dette er hans bog The Reichstag Fire.

David Irving og Fritz Tobias.

Den vesttyske socialdemokrat Fritz Tobias havde dækket hændelsen i en række artikler i Der Spiegel. Artiklerne, som resulterede i flere angreb mod ham, blev senere til den meget detaljerede bog om Rigsdagsbranden, der blev offentliggjort i 1962 i Tyskland og på engelsk året efter. Fritz Tobias påviser i bogen, at blandt andre Willi Münzenberg, den førende propagandist for det tyske kommunistparti, i eksil udsendte en strøm af falske dokumenter for at sætte nationalsocialisterne i et dårligt lys. Münzenberg, som måske har været jøde, sendte kommunister rundt om i verden for at dele sine »førstehåndsoplysninger« om det nationalsocialistiske Tyskland. Mange af disse forkerte oplysninger og fabrikerede beviser var beregnet til at bebrejde nationalsocialisterne for Rigsdagsbranden.