Der går et spøgelse gennem vore lande

JØDESPØRGSMÅLET: Arjuna skriver her om den noget uortodokse udflugt, som demonstranterne foretog på Capitol Hill, i Washington D.C. 6. januar i år er behørigt dækket af medier verden over. Grunden til den uforholdsmæssige reaktion på begivenheden er naturligvis, at de kan, og at de har værktøjerne til at kontrollere narrativet, som den seneste tid har vist os. Grunden til forargelsen er angiveligt, hvad Kongressen repræsenterer og symboliserer, i vores sekulariserede vestlige samfund, som en erstatning for det sakrale, det hellige, nemlig «demokratiet» som defineret af de selvsamme.

Der er imidlertid ikke tale om noget folkestyre, når «demokrati» nævnes i denne sammenhæng; det var netop folket, der udtrykte deres utilfredshed i den højeste fysiske konstruktion, hvor de folkevalgte repræsentanter udfører deres gerninger, og det var instanser, som ikke er på valg, og som ikke holdes ansvarlige for nogen andre end kapitalen, som fysisk greb ind og regulerede narrativet.

Den «canadiske» rabbiner Shlomo Zuckier skriver blandt andet følgende i artiklen «Mens pøblen stormede Capitol, mistede vi noget helligt. Talmud kan hjælpe os med at behandle vores kollektive sorg»:

Den voldelige handling det er, at indtage et helligt sted, at gennembore denne skal af åbenbar uigennemtrængelighed og Templet i Jerusalems evige status ødelagde noget dyrebart. Det evige traume, som denne nedrivning af den anerkendte helligdom er, hvorfor vi sørger over ødelæggelsen af ​​Templet og længes efter, at det vender tilbage til vores liv og vores liturgi. Da det jødiske samfunds fornemmeste institution blev så traumatisk invaderet, blev Templets helligdom undermineret, hvilket samtidig afspejler menneskets følelse af tab.

Capitol Hill er ikke Jerusalems tempel. Men uanset hvordan man ser på Capitol, giver det stor mening for det amerikanske folk, og vi kan se en parallel mellem de to nationers oplevelser, da de fik deres ophøjede institutioner invaderet.

Som senator Chuck Schumer udtrykte det, «Lørdag var dagen, hvor dette demokratiets tempel blev skændet». Det amerikanske folk oplevede krænkelsen af deres hellige regeringshaller, formidlet direkte i medierne, med magt invaderet af dem, der ønsker at underminere den demokratiske proces, som de holder så højt. Noget af USA’s enhed, fælles følelser af samme formål og utvetydig dedikation til demokrati blev krænket, da Capitol Hill’s mure blev forceret. Mens nogle af disse normer og værdier forhåbentlig stadig kan oprettes, gik noget af Capitols magtfulde symbolske magt tabt, da «vandalerne invaderede og skændede det».

(Chuck Schumer er i øvrigt jødisk, hvis nogen undrede sig eller var i tvivl.)

Denne fetish for «demokrati» er på mange måder en akilleshæl for de forskellige udtryk for det, der kan betegnes som nationale bevægelser; for nationalsocialister er det simpelt: demokrati skal forstås bogstaveligt, styret udelukkende af folket. At relativisere dette, at give det en udvidet betydning, er i virkeligheden ikke at anerkende demokratiet, folkestyre. Hvis man ikke åbner op for, at «demokrati» som koncept også kan manipuleres, kan man hurtigt ende på samme side som dets fjender, man integrerer den dominerende kabales/gruppernes meninger. Når nogen handler eller udtaler sig på vegne af, eller til forsvar for «demokratiet», bør responsen, før vedkommende får lov til at fortsætte, altid være: hvordan definerer du «demokrati»? Ligesom modkræfterne, som blev mobiliseret mod Trump i særdeleshed, men også generelt mod hele omlandet, der blev genereret af energien omkring Trumps valgkampagne og præsidentgerning, var/er en giftig («unholy alliance», som Time-artiklen beskriver det) blanding af kapitalmagt, «venstrefløjen», særinteresser, medier, kultureliten, ideologiske og politiske opponenter, kort sagt: et forsøg på mindretalstyranni (man kan spørge sig selv, hvor demokratisk repræsentativt det er, at en minoritet på 2% af en befolkning besidder 27% af regeringspositionerne).

Det er den Talmudiske definition af demokrati, der også gælder i Europa, demokrati er det, der kommer den dominerende gruppe i samfundet og verden til gavn (derfor kan Israel være allieret med de mest antidemokratiske lande i historien, såsom Saudi-Arabien, månen og sværdet, med natten og døden; IslamsZionismen). Selvom Trump tjente disse kræfter til en vis grad, mobiliserede han også ubevidst – og på en måde, som modkræfterne ikke havde forventet – elementer af befolkningen, som annullerede det eventuelt positive for disse. Bare så det er klart: folket er irrationelt og må kontrolleres, de må aldrig få lov til at dominere med deres værdier og meninger i et samfund. Sidste gang folket fik et ord at skulle have sagt, blev dets fjender et øjeblik eksponeret og indflydelse fjernet, forhænget blev trukket til side; det krævede en «unholy alliance» af en minoritet og eliter, med en ubegrænset kilde af unge hvide mænd, at kaste ind i kuglestormen for igen at genskabe illusionen.

Derfor har sjældent et navn som «Modstandsbevægelsen» om en bevægelse, «revolutionær» som betegnelse for denne, og en samlet front, kommunikeret i «Nordfront» om en nyhedsformidler, været mere aktuel og beskrivende.