Hitler var ingen nazist

NATIONALSOCIALISME: Tor S. stiller her spørgsmålet om Hitler virkelig var »nazist« i den forstand, som begrebet er kommet i anvendelse efter Anden Verdenskrig.

Kan individet Adolf Hitler anses som værende nazist i forhold til nutidens betydning af ordet?

Formålet med titlen er dels at tiltrække opmærksomhed gennem den tilsyneladende urimelige påstand og dels at indlede et ræsonnement om sprog som et magtinstrument og psykologien omkring dette. Et af udgangspunkterne er, at nationalsocialisterne i det nationalsocialistiske Tyskland kaldte læren, de bekendte sig til, »nationalsocialisme«. Se også Psykologiske perspektiver af historieskrivningen om Anden Verdenskrig, Pär Öbergs artikel Nationalsocialist eller »nazist« om historiske perspektiver på dette, Henrik Pilströms artikel Der findes ingen nazister og Mikael Karlssons artikel Nazisme og nationalsocialisme.

Hvis folk, der kommunikerer med hinanden, ved hvad de andre mener, når de bruger bestemte ord og begreber, kan ordvalget synes at være af sekundær betydning. I praksis er visse ord dog pr. definition stærkt negative, såsom »afskum« og »sludder«. Det kan komplicere deres anvendelse. Ordet »homoseksuel« og udtrykket »hetz mod folkegruppe« er to eksempler på, at ord og udtryks forhenværende værdi kan påvirkes for at ændre deres værdiladning. Engang blev det normalt betragtet som en uforbeholden fornærmelse at kalde nogen «bøsse», hvilket har ændret sig gennem en bevidst strategi fra aktivister med en bestemt politisk agenda.

Hetz mod folkegruppe
Det svenske udtryk »hetz mod folkegruppe«, med tilhørende lovgivning, er begyndt at blive behandlet på samme måde som ordet «homoseksuel» med formålet at ændre det fra noget skammeligt til noget hæderligt. Et første rimeligt spørgsmål er, hvad de inkluderede ord betyder rent semantisk. Ordet »hetz« er defineret af »Det Svenske akademis ordbog« som »stærkt hensynsløs forfølgelse«. Den samme kilde definerer ordet »hetze« som »opmuntre til hensynsløs forfølgelse«.

På www.synonymer.se gives følgende synonymer for ordet »folkegruppe«: »stamme, klan, familie, slægt, nation, etnisk gruppe«. Disse synonymer handler alle om biologisk slægtskab. Spørgsmålet er, om »nation« måske falder udenfor i multikulturalismens tidsalder, da betydelige andele af indbyggerne i mange nationer i stigende grad savner en tættere biologisk forbindelse til landenes oprindelige folk. Uanset hvad er det indlysende, at ordet »etnisk gruppe« har at gøre med biologisk slægtskab.

Baseret på hvad ordene »hetz« og »folkegruppe« betyder i semantisk forstand, har magthaverne skabt et stærkt negativt værdiladet udtryk med «hetz mod folkegruppe« med det formål, som synes, at skabe frygt og skam hos dem, de ønsker at modarbejde. Da Sveriges herskere over tid er kommet til at ønske at gavne flere og flere minoriteter på bekostning af den oprindelige befolkning, har de udvidet udtrykket »hetz mod folkegruppe«. Spørgsmålet er, om der i øjeblikket er nogen grænser for, hvordan det kan bruges. Så længe det giver magthaverne mulighed for at styrke deres magt gennem frygt, trusler og ubegrundet foragt, synes alt at være i orden. Magtelitens skinhellige hykleri og umoralske overgreb mod anderledestænkende afslører med skræmmende klarhed et velsmurt magtapparat, hvis uægte legitimitet opretholdes som et beskæftiget, selvdefineret gode.

HMF-medaljen er et forsøg på at omdefinere den negative værdiladning i udtrykket »hetz mod folkegruppe«, så det i stedet for frygt og skam skal relatere til noget positivt i form af mod til at kritisere magthavernes politik på trods af risikoen for at blive udsat for deres undertrykkelse; desuden med et bestemt »glimt i øjet«.

Ondskab forklædt som godhed
Som vi kan lære af historien, er det ikke første gang, at ondskab forklæder sig som godhed. Se Vestverdens arvesynd om hvordan jødernes og de kristnes fælles gud – fantasien om (mis)fosteret Yahweh baseret på jødisk overtro – gennem hans angiveligt gode tilhængere har formået at hjernevaske Europas oprindelige befolkning med den slavemoral, der nu er i færd med at afskaffe os til fordel for afrikanere , arabere og andre folkeslag.

Det faktum, at kristendommen er blevet presset tilbage af moderne videnskab som kundskabskilde om hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvordan livet er opstået og har udviklet sig gennem evolution, har bestemt mindsket flertallets tro på kristendommens overtro og myter. På samme tid er det, der kunne kaldes »vores tids arvesynd« – »Holocaust« – imidlertid begyndt at erstatte kristendommen som en slags kvasireligion for fortsat at holde den vestlige verdens oprindelige folk i åndelig slaveri.

»Nazismens« ondskab
Spørgsmålet er, om noget begreb nogensinde har været mere ladet med entydig ondskab end »nazisme«, og de ord og udtryk, hvor »nazisme« og »nazist« er inkluderet. Med denne negative værdiladning er »nazismen« kommet til at fungere som en slags psykologisk automatisk udløser for afstandtagen og godhedssignalering.

Det er interessant, fascinerende og skræmmende, hvordan begrebet »nazisme« har kunnet være så sprængfyldt med ondskab. Det er også psykologisk og socialt interessant at bemærke, at når »nazisme« nævnes i en eller anden sammenhæng, om det kun er i forbifarten i samtaler om helt andre emner, så har det selvdefinerede gode med politisk korrekte opfattelser ofte et overbevisende behov for at tage ordet. Hvor ofte har deres »godhed«, og deraf oplevede ansvar,  ikke inspireret dem til den store handling og uden rysten i deres stemmer  begyndt at moralisere dem hårdt og ubarmhjertigt mod «nazismen». Og hvor ambitiøst har de ikke søgt i hele deres ordforråd for at finde de stærkeste udtryk, som de kender, for at fremhæve deres egen godhed maksimalt, og forkynde deres moralske overlegenhed ved at spotte, krænke, skænde, lyve og på enhver tænkelig måde nedværdige og ydmyge Hitler og »nazismen«.

Det kan ikke udelukkes, at disse godhedens apostle ville være blandt de første til at lynchede uskyldige og sparke hjælpeløse ofre ihjel, der ligger magtesløse på jorden. Det er nærliggende at associere til de kristne, der spreder deres slavemoral via tortur, lemlæstelse og mord på de, der måske ikke var villige til at opgive retfærdighed og stolthed ved at acceptere slavemoralens dyd at «vende den anden kind til». Opførelse og fremgangsmåde som fordomsfuldhed, mobning, bagvaskelse, bedrageri og psykologiske såvel som fysiske overgreb kan for nogle mennesker naturligvis straks vende sig fra noget negativt til højeste moral, hvis den person, der bliver misbrugt, er en «nazist». For nogle kan dette selvudråbte gode se ud til at være et mentalt handicap, når de med ord og gerning eksemplificerer nøjagtigt, hvad de hævder at ville modvirke uden at synes at begribe det.

»Nazisme« og nationalsocialisme
For at muliggøre en saglig debat og lettere håndtere »nazismens« byrde af uendelig ondskab, kunne det overvejes at arbejde for en total adskillelse mellem begreberne »nazisme« og »nationalsocialisme«. Denne tanke er også berørt i andre artikler, der er nævnt i indledningen. »Nazisme« kunne da defineres som Anden Verdenskrigs sejrsmagters definition af den besejrede fjendes lære med formålet at miskreditere og skænde Adolf Hitler og nationalsocialismen. «Nationalsocialisme» kunne da defineres af dem, der skabte og tror på læren. Med en sådan skelnen mellem begreberne kunne denne artikeltitel forsvares. Om det sidenhen er ønskeligt med disse definitioner er et andet spørgsmål.

Ved at udvide disse definitioner kan det også blive muligt at begynde at bruge «nazi-stemplet» når det gælder personer og lande, der har handlet og handler mere i overensstemmelse med »nazismens ondskab« end nationalsocialisterne og det nationalsocialistiske Tyskland. I så fald skulle stemplingen kunne overvejes at bruges på dem, der intrigerede og gjorde alt, hvad der var i deres magt for at Anden Verdenskrig skulle bryde ud, dem der nægtede at forhandle om fred, dem der afviste fredsforhandlinger for i al hemmelighed forberede sig på at angribe og besætte Europa, dem der indledte en ny æra af menneskelig ondskab gennem terrorbombninger mod civilbefolkninger – se Vera Oredssons dybt rørende novelle Tårer slukker ikke ild – dem der »atombombede freden frem«, dem der med tilbagevirkende lovgivning og tortur »beviste« deres besejrede og ydmygede fjenders ondskab i hvad kunne beskrives som en af ​​verdens værste retsovergreb: Nürnberg-rettergangene.

Med et sådant perspektiv kunne Adolf Hitler måske endda betragtes som sin tids mest fremtrædende «anti-nazist».

/Tor S