Til Kamp mod folkemordet – del 1

KRONIK: Gæsteskribent Caesar opfordrer i denne artikel til kamp for den nordiske races overlevelse.

Du selv er intet, dit folk er alt!

Vær tro mod dine forpligtelser til dit folk og din race! Forsvar det som endnu er sundt og livskraftigt i det land du har arvet. Lyt til hvad dit blod skriger til dig.

Allerede måske for mere end 12.000 år siden, da iskappen trak sig tilbage mod nord, kom de første mennesker fra syd. Til det nyopstandne land i den baltiske issø, vores kommende nordiske territorium. Menneskerne var af en helt unik type: de var høje og langskaldede med blondt hår og dybblå øjne. De tog besiddelse af det ubeboede land, blev bosættere og begyndte at leve af, hvad jorden bød på: jagt, fiskeri og i begyndelsen et simpelt landbrug.

Hårdt arbejde var en forudsætning for at bjerge livet i det kære land. Men der opstod konstant nye generationer, alle med direkte afstamning fra dette vores oprindelige folk. De fortsatte forfædres arbejde med kultiveringen af ​​det, der nu er vores hjemland.

Der blev dannet love, vores love, der gav udtrykte for disse lyse menneskers medfødte opfattelse af ret og hæder. Og ledere, vores ledere, trådte frem fra folkedybdet og samlede mændene under deres ledelse, når ydre farer fra angribende fremmede og okkupanter truede med at plyndre, eller frarøve os vores land og hvad der var vores. Sådan opstod, bestod og udviklede vores Norden sig fra fra generation til generation.

Den stolte og intelligente menneskerace, som begyndte dyrkningen af vor jord og dermed grundlaget for vort land, var den nordiske race. Og det smukke nordiske folk, så unikt i verden, som frem til i dag, næsten uden undtagelse, har levet i frihed og uden udenlandsk eller indvandret fremmedvælde i vort land, er i høj grad efterkommere af de oprindelige nordiske nybyggere.

Nordiske bønder har fortsat med at dyrke vort land, nordiske opfindere og konstruktører har sammen med nordiske håndværkere bygget vore fabrikker og vore maskiner, og det som er stadigt er sundt og livsstærkt ved styret af vort samfund, er et værk af vore konger og vore statsmænd af nordiske race.

Vore aller ældste norrøne tekster, som eksempelvis Yndlingesagaen fra «Heimskringla», «Elis saga» og «Trójumanna saga», men også den romerske skjald Vergilius’ værk, som «Aeneiden», belyser og fortæller os om det nordiske folks historiske rang og værd, samt, nok så vigtigt, deres udseende.

For eksempel den trojanske helt Aineias, Roms mytiske grundlægger Romulus, britannernes forfader, og kong Priamos’ dattersøn Trór, beskrives alle med ord som «bleikhárr», «gult hár sem silki», «hárit silkibleikt ok fell á herðar niðr» og «hár hans er fegra en gull». I moderne sprogdragt: «blondt hår», «gult hår som silke», «håret silkeblondt og falder til skuldrene ned» og «hans hår er mere fagert end guld».

Romulus og Remus.

Guden Odin beskrives med ordene: «Han var så majestætisk og skøn at se på, at alles hjerter strålede, da han blev blandt sine venner stod». Thor beskrives således: «Thor er smuk som et stykke kunst, elfenben indlagt i træ, hår mere gyldent end guld – sådan også Aineias». Endvidere, i den romerske skjald Vergilius´store epos «Aeneiden»  beskrives udseendet af trojaneren Aineias, Romerrigets forfader, således:

Restitit Aeneas claraque in luce refulsit
os umerosque deo similis; namque ipsa decoram
caesariem nato genetrix lumenque iuventae
purpureum et laetos oculis adflarat honores.

På dansk:

Dér stod Aineias, og skinnede som af strålende lys,
ansigt og skuldre som en Gud;
før arvet fra moderen, hans ungdommelige lyse hår,
purpurglansen i øjnene udstrålede ædle aner.

Disse kulturer var vitale og blomstrende, men kun så længe den nordiske racekerne levede. De episke helte som omtales i både vor egne norrøne tekster, sagaerne om systaten Trojas undergang og fald, og som i de store romerske skjaldes vældige epos om Roms ophav, havde alle gyldent, guldblondt hår og elfenbenshvid hud. Da raceblanding, og dermed udslettelsen af den nordiske race satte ind, begyndte også forfaldet og den kulturelle ødelæggelse, mens den, indtil da, kontinuerlige fremgang ophørte. Raceblandingen gjorde omsider ende på enhver kultur, hvis skabere ikke længere havde nogen værdige efterkommere.

Hvordan forklares så den kulturskabende nordlige races forsvinden fra for eksempel Romerriget? Årsagerne til dette var flere, men det afgørende var sandsynligvis en forvrænget handelspolitik med dels en anselig import af billig korn fra kolonierne som udarmede bondebefolkningen, det nordiske raceelements levende kerne, dels store skarer af importerede slaver og krigsfanger, som gjorde bøndernes frie landarbejdere overflødige. Det herskende degenererede aristokrati, og den dekadente velstående overklasse, tog derigennem både jord og forsyning fra dem alle. De nødlidende bønder, landarbejderne og de lokale håndværkere blev så drevet ind til de større byer i «smeltediglen», hvor raceblanding med den i høj grad indvandrede bybefolkning, som indbefattede fremmede købmænd, udenlandske lejetropper, slaver osv., til slut gjorde ende på dem. Bondenøden førte til racedød, racedøden til en højkultur som gik bort for altid.

Sådan har de blomstret og visnet, disse nordiske kulturer, som enten stammer fra samme ophavslige folkestamme som os selv, eller som senere blev skabt gennem de nordiske folkevandringer. Østersøområdet, dette ”folkets skød”, som det fra gammel tid blev kaldt, har indtil den seneste tid bevaret en ophavslig, næsten ren kerne af nordiske race. I vor tid er det først og fremmest Norge, Sverige, Danmark, Færøerne og Island, samt Åland og i det mindste de svenske dele af Finland, som stadig er den endnu ublandede nordiske races hjem.

Efter mere end 700 år af broderlig symbiose, med en stadig opvisning af den finske races hårdførhed, værdighed og ærlighed, dets broderskab, våbenbroderskab og kammeratskab, må også det finske folk kunne regnes som den nordiske races tvillingefolk.

Besiddelsen af en væsentlig ren nordisk racearv er noget som stiller store krav til alle vore nordiske folk. At udgøre den nordiske races kerne – det er at have hele verdens skæbne i sin hånd. Den befolkningskrise, som nu rammer de fleste af Europas kulturlande, og især hærger vore lande, er derfor langt mere ildevarslende end de kriser som udryddede grækerne og romerne af nordiske race. Denne gang gælder det ingen enkelt gren på det nordiske racetræ – det gælder roden og hele træet selv.

Det er følelsen af dette ansvar som maner nordiske mennesker sammen til strid for vore folk og vor races fremtid. Den nordiske tanke rejser spydspidsen mod de skadelige samfunds- og kulturforhold som er rådende, og som truer den nordiske race på livet. Denne strid og dens positive rejsningsprogram er nationalsocialismen.

I politisk sammenhæng tages befolkningsspørgsmålet så at sige udelukkende op for at tjene som motivation for en øget indvandring, og da med henvisning til at «vore gamle må erstattes» og da nødvendigvis med ikke-europæiske indvandrere. Dette eftersom vore kvinder føder aldeles for få børn på grund af individualistiske lykkekrav, krav som er blevet pådutte fra kulturmarxistisk og feministisk side. I tider som disse må vi med al vor kraft fremholde at der kun findes én bevægelse, ét parti, hvis program fra grunden er blevet bygget på befolkningsspørgsmålet, nemlig nationalsocialismen, den biologiske verdensanskuelse.

De «demokratiske partier» er drivkraften bag den individualistiske egokult, der fører til splittelse, klassekamp og moralsk forfald. I kombination med en masseindvandring af fremmede folkeslag vil udfaldet være vor egen og evige udryddelse. Vi nationalsocialister erklærer: Du selv er intet, dit folk er alt!

Demokratiet selv har vist sig uduelig til at få opnået noget positivt i befolkningsspørgsmålet. Dets instanser har ikke kun fejlet med alle deres forslag og tiltag, de har endda aktivt arbejdet mod en positiv løsning.

Årsagerne hertil er først og fremmest den herskende elites forræderiske og fjendtlige indstilling, og yderligere deres bevidste vilje til aktivt at nedbryde vor folkestamme og vor nordiske race, men også gruppeinteressens styrke og statsmagtens svaghed, som er garanteret af det demokratiske system. Vi modsætter os befolkningsudskiftningen i alle dens forekomster og kræver som en modpol bevarelse af vort folk, gennem en kraftigt øget fødselsrate af nordiske børn. Kun en stærk og løsrevet statsmagt, fri for udenlandsk indflydelse, udgående fra folket selv, kan opnå dette.

Både fra socialdemokratisk og kulturmarxistisk, som fra den borgerlige højrefløj, er kravet om indvandring af fremmede blevet hævet for at løse befolkningens lave fødselsrate. Selv såkaldte “identitære” og “socialkonservative” ønsker, at vort væsentlige racerene folk skal assimileres med de indvandrede fremmede raceelementer.

Vi har dog ingen grund til at tvivle på, at vore lande fortsat vil være befolket i fremtiden. Spørgsmålet er snarere, hvem der vil befolke dem! Skal et fremmed blandingsfolk tale vort sprog og angive vor historie og vor arkæologiske rester som deres i fremtiden? Skal vort land bebos af vore egne børn og efterkommere – eller af racefremmede og bastarder, der hævder at have den samme arv som os selv?

Her går den afgørende skillelinje i befolkningspolitikken mellem samtlige systempartier, inklusive såkaldte indvandringskritiske partier på den ene side og Den Nordiske Modstandsbevægelse på den anden side! I nationens skæbnetime er det kun Den Nordiske Modstandsbevægelse, der står fast i sin tro på vore forpligtelser over for vort folk og vor race.

Derfor er det din pligt at slutte dig til vor bevægelse, og dér bidrage efter bedste evne i kampen for folkets fremtid!

Tag del i kampen i dag!