Hvad er fascisme?

’Fascisme’ og ’fascist’ er to begreber som kastes rundt i den politiske debat. Leif Eriksson gennemgår her, hvad fascismen virkelig er, og hvordan den adskiller sig fra nationalsocialisme.

”Ingen fascister i vores gader!” Vi er mange som har hørt disse tilråb fra den voldige og tåbelige venstrefløj. Begrebet ”fascist”, dækker i deres øjne alt fra nazister, racister, Sverigesdemokrater, nationalister og de fleste moderate, til alle andre de af en eller anden grund ikke bryder sig om. For de fleste mennesker i samfundet er ordet ”fascist” blot et andet skældsord på linje med ”idiot”. Derfor synes jeg, at det ville være interessant at lave en lille udredning af, hvad fascisme i virkeligheden betyder, da det vil afsløre hvor totalt uvidende og historieløse alle de såkaldte antifascistiske grupper er, eftersom der praktisk talt ingen fascistiske organisationer findes i verden i dag. Den opblæste kamp mod fascismen er en kamp mod luftkasteller og tvangstanker!

Lad mig først og fremmest gøre det klart, at denne artikel ikke hævder, at være en komplet akademisk beskrivelse af fascismen som ideologi og historisk fænomen, men blot giver en kort introduktion til fascismen som ideologisk og historisk begreb.
Fascismen tog form som ideologi i Italien under og efter Første Verdenskrig. Den ledende repræsentant for dannelsen var den italienske socialist og nationalist Benito Mussolini, som i marts 1919 oprettede de første fascistiske kampgrupper, de såkaldte Fasci di Combattimento. I 1921 grundlagde Mussolini det nationale fascistparti (Partio Nazionale Fascista), og i 1922 blev den fascistiske revolution i Italien proklameret. Mussolini havde sin baggrund som en af lederne i Italiens socialistiske parti, og hans politik var grundlæggende baseret på en revolutionær form for syndikalisme, kombineret med en glødende nationalisme, med den historiske italienske idealnation, Romerriget, som forbillede. Mussolinis vision om styreformen af en stat var inspireret af bl.a. syndikalisten George Sorel og filosoffen Friedrich Nietzsches autoritære og elitære teorier om, at lederskab skal være baseret på kompetence og fortjeneste, samt en legitim brug af vold for at opnå politiske mål.

Man kan grundlæggende opsummere den oprindelige fascismes ideologi i tre hovedtræk:

1. Realpolitik. Fascismen udsprang af en stærk fjendtlighed overfor både kommunisme, kapitalisme, liberalisme og parlamentarisk demokrati. Kommunismen; fordi den strider mod naturen via dens egalitarisme og utopiske internationalisme, hvilket i stedet har skabt klassehad og moralsk forfald. Kapitalismen; pga. dens mangel på åndelige idealer, og dens materialistiske sigte mod maksimal udnyttelse af mennesker og ressourcer, med miljøødelæggelse og ulighed som resultat. Liberalismen, fordi den er baseret på egoisme og sætter individet før fælleskabet. Og det parlamentariske demokrati, fordi det er ineffektivt, handlingslammet og uden fremdrift.

Fascisterne bliver ofte kritiseret for, at de ingen traditionel og gennemarbejdet ideologi havde at bygge deres politik på. Men dette var faktisk, sagde Mussolini, hvad der var fascismens styrke – når modstanderne blandt liberale og kommunister var fanget af gamle fastlåste partiprogrammer og ideologiske dogmer, så var fascisterne frie til at bevæge sig i alle de retninger de havde brug for, for at tage reelle politiske beslutninger baseret i aktuelle omstændigheder. Denne realpolitiske kurs gjorde den fascistiske stat meget handlekraftig og lydhør over for folkets virkelige behov, og blev ofte kaldt ”demokrati gennem handling”. Dette gjorde den også forbløffende moderne og progressiv i sin måde at styre samfundets funktioner på, hvilket fører til næste punkt:

2. Korporativisme. Idéen om at betragte samfundet som en organisk krop (af det latinske ”korpus”), hvor de forskellige dele af samfundet (korporationer), er en del af helheden, var ikke noget fascisterne fandt på på egen hånd. Allerede de gamle middelalderlige lav- og gilderforeninger, og senere stændersamfundene, havde lignende måder at organisere samfundet på. Sammenligningen med menneskekroppen finder man allerede i Det Nye Testamente (Rom 12: 4-5), hvor Paulus beskriver kirken som en krop, sammensat af forskellige lemmer (deraf stammer ordet ”medlemmer”). Men Mussolini var den første i moderne tid til at organisere en hel nation med korporativismen som bærende idé.

Idéen gik simpelthen ud på at samle borgere i faglige eller socialt definerede grupper, kaldt korps, med fælles interesser. Således kunne industrimedarbejdere f.eks. danne et korps, landmænd et andet og lærere og skolepersonale et tredje osv. Det enkelte korps fælles interesse skulle være grundstenen for dets beslutninger, og repræsentanter blev udvalgt til at repræsentere korpset i forbunds- og korpskammeret (Camera dei Fasci e delle Corporazioni), som var den fascistiske stats underhus. En stor fordel var, at både arbejdsgivere og arbejdstagere var forenet i samme korps – det var faget og den gensidige afhængighed som forenede folk, ikke deres status eller klasse, og dermed blev grundlaget for klassesamfundet slettet.

Gennem korporativismens fokus på borgere og grupper, som bidragere til at helheden (samfundet eller fællesskabet) fungerer, skabes der en bevidsthed over individualismen, som er uselvisk og sund. Vægten på funktionen, frem for stilling eller position, gjorde også at en moderne og effektiv planøkonomi kunne opbygges, i modsætning til i de egalitære og klasseopdelte stater. Korporativismens idéer var så gode, at de havde betydning for styreformen i flere lande efter 2. Verdenskrigs afslutning, bl.a. Portugal, Spanien og … Sverige (!). I vort land har den korporativistiske tankegang i høj grad påvirket udviklingen af systemet i forbindelse med konsensussen mellem regeringen, handel og industri, den såkaldte Saltsjöbadsanden (svensk arbejdsmarkedspolitik fra 1938), og gennem vores regeringsform, som garanterer forskellige organisationers indflydelse i den centrale politiske beslutningsproces. Desværre har dette i Sverige i høj grad bidraget til at slette, hvad der er det tredje hovedtræk ved fascismen:

3. National identitet. Samlingen af folket under en stærk autoritær stat baseret på en stolt historisk arv, der tager ansvar for vigtige sociale funktioner, kommer alle borgere til gode og sikrer, at børn og unge får en sund uddannelse og opdragelse. I den italienske nationalisme var den fælles historie grundlæggende – Roms storhedstid som verdensmagt kunne spores i hele Italiens rygrad. Men nationalismen var også en vigtig kraft som gav folket styrke, åndelig rensning og en tro på fremtiden.

Med dette forlader selve beskrivelsen og henvender os til et spørgsmål, som mange i vores tid stiller: Er tysk nationalsocialisme ikke det samme som fascisme? Vej, det er det ikke. Nationalsocialisterne var bestemt inspireret af fascisternes nationale oprejsning efter den skamfulde afslutning på 1. Verdenskrig. Og der fandtes bestemt dele, som den realpolitiske modstand mod kommunismen, liberalismen og kapitalismen, og den korporativistiske struktur af handels- og planøkonomien, som nationalsocialismen og fascismen havde tilfælles.

Men der var også nogle afgørende forskelle:

1. Racespørgsmålet. Nationalsocialismens definition at et folk som en biologisk enhed med et blodsfællesskab mangler helt i fascisme, hvor det i stedet er den historiske nation med dens grænser og fælles kultur, der er afgørende. Dermed er nationalsocialismens stærke fokus på racernes iboende forskelle og disses betydning helt fraværende i fascismen, hvilket gør fascismen til en ikke-racistisk ideologi. Derfor er det nærmest pinligt, når organisationer i dag kalder sig anti-fascistiske, når det de kæmper imod er racisme, hvilket ikke findes i fascismen.

2. Kontrasemitisme. Modstanden og kampen mod den jødiske indflydelse på økonomi, kultur og medier var bærende elementer i nationalsocialismen. Bevidstheden om jødernes massive indblanding i Bolsjevikrevolutionen og den marxistiske ekspansionisme, såvel som i det kapitalistiske system rundt om i verden, gjorde jøderne til nationalsocialismens fjender. Men inden for fascismen var der hverken antizionisme, antisemitisme eller egentlig kritik af jødernes indflydelse. Tværtimod var mange jøder medlemmer af fascistpartiet, herunder Alberto de Stefani, Mussolinis finansminister i 1920’erne, avisredaktør Ettore Ovazza, som drev en jødisk-fascistisk avis, og Mussolinis elskerinde, Margherita Sarfatti.

3. Forholdet til kirken. I både Italien og de andre fascistiske stater, har forholdet mellem den katolske kirke og staten været meget stærk, hvilket modstandere af fascismen ofte har brugt som argument når de hævder, at fascisterne aldrig kunne have kommet til, eller forblevet ved magten, var det ikke for kirkens støtte og velsignelse. Nationalsocialismen var derimod helt fri for kirkens indflydelse. I nationalsocialismen så de fleste af lederne religion som en privat sag som staten ikke skal blande sig i. Således var både Adolf Hitler og Hermann Göring medlemmer af kirken til deres død. Men Hitler var, ligesom mange af de andre ledere, modstandere af kirkelige institutioner og præster, og han var overbevist om, at religion på sigt var dødsdømt (Hitler: Monolog, s. 303; Picker: Tischgespräche, s. 355).

I dagens Danmark og Sverige er der næppe nogen egentlig fascistisk organisation. Jeg tror ikke det er fordi fascismens idéer i sig selv er dårlige eller ubrugelige, men snarere fordi, at de gode og nyttige dele af fascismen er blevet indarbejdet i den meget stærkere nationalsocialistiske bevægelse. Oplyste og modiske mennesker i dag henvender sig til den revolutionære og funktionelle Nordiske Modstandsbevægelse, som på kraftfuld måde har vist, at nationalsocialismen er den eneste vej ud af vor tids politiske katastrofe, som udspringer af et zionistdikteret demokratur, destruktiv multikulturalisme og udnyttelse af mennesker og natur. Jeg foreslår, at også du tilslutter dig den voksende skare af nordiske krigere i kampen for en sund og håbefuld fremtid for vores børn og børnebørn!

/ Leif Eriksson