Jødisk avis erklærer musiker og »antisemit« fredløs

ZIONISME: Medstifter af rockbandet Pink Floyd, Roger Waters, har i nogle år kritiseret staten Israel og opfordret til boykot af landet. I en artikel i The Jerusalem Post flås denne »antisemit« nu ubarmhjertigt – og erklæres »kasteløs«.

Komponisten og bassisten Roger Waters under en koncert ved Arrow Rock Festival den 10. juni. CC BY-SA 2.5

Bassisten, sanger og sangskriver Roger Waters, som medstiftede rockgruppen Pink Floyd og var dens frontfigur mellem 1968 og 1985, har, ved at kritisere staten Israel for sin behandling af ikke-jøder, gjort sig meget upopulær i pro-jødiske og zionistiske kredse – og i den jødiske presse.

I takt med Waters kritiske udtalelser om staten Israel og hans engagement i boykot af internationale begivenheder i Israel, ikke mindst gennem den såkaldte BDS-bevægelse, er anklagerne om »antisemitisme« haglet ned over ham.

Pres, ofte vellykket, er tilmed blevet udøvet på folk i Walters vennekreds for at få dem til at distancere sig fra den »naziramte antisemit«.

Han bliver desuden i stigende grad modarbejdet i sin professionelle praksis. Sidste vinter beskrev Nordfront således, hvordan lobbyorganisation B’nai B’rith formåede at stoppe Waters optræden ved en baseball-turnering.

Det blev her påpeget, at Waters er en »udtalt antisemit«, hvis syn på Israel »går ud over grænserne for en sober diskussion«.

Waters selv har på den anden side gentagne gange udtalt, at han ikke er en »antisemit«, men at han derimod har en velbegrundet kritik af Israels »racistiske indenrigs- og udenrigspolitik«, og han beskylder den jødiske lobby for at trække antisemitkortet, så snart berettiget kritik af staten Israel er fremføres.

Presset har nu ført til, at Waters tidligere bandkammerat David Gilmour distancerede sig fra Walter’s holdning til Israel samt at udelukke ham fra bandet Pink Floyd’s hjemmeside. Waters giver derefter sit syn på denne udelukkelse.

David Gilmour (som synger t.v. på billedet) og Roger Walters (med bas længst t.h.) under Pink Floyd’s storhedstid, her ved en koncert på Earls Court 1973. CC BY 3.0

Avisen The Jerusalem Posts kommentarer til udelukkelsen, samt Waters’ reaktion på dette, illustrerer tydeligt hvordan jødisk presse behandler den, som vover at kritisere Israel og jødisk magt.

Man indleder med en definition af begrebet projektion: »En grundlæggende psykologisk forsvarsmekanisme, der tillader mennesker at benægte eksistensen af ​​visse følelser og tendenser i sig selv ved at tilskrive dem til andre«.

Gilmour erklæres (i modsætning til Waters) for at være en »talentfuld, behagelig og veltilpasset musiker, der aldrig har været forbundet med nogen kontrovers«.

Og nu er denne ærefulde hyrde (Gilmour) af Waters beskyldt for at »anvende forvisning som et legitimt redskab i konfliktløsning«, ifølge The Jerusalem Post. Men beskyldningen kommer faktisk »fra gerningsmanden selv« – nemlig Waters. Et soleklart tilfælde af projektion!

Avisen klager over den rollen som en »tvangsmæssig fortaler for boykot mod den jødiske stat», som Waters har påtaget sig i de senere år.

Han har frækheden at foreslå, at Israel skal udelukkes fra det internationale samfund på grund af dets angiveligt dårlige behandling af palæstinenserne.

Han mener, at han har et mandat til at »straffe» Israel for dets »synder» ved at bruge »udelukkelse og forvisning».

Han har også haft den dristighed at kalde Israel en »apartheidstat» og klassificerer landet som »den værste krænker af menneskerettighederne i verden».

Næsten enhver fremtrædende musiker, der agter at optræde i Israel, hænges offentligt ud af sabotøren Waters, der rutinemæssigt opfordrer dem til at annullere deres planlagte rejse.

Waters forsøger derefter at undskylde for sin fiksering af Israel med hans »dybe engagement i menneskerettighederne, på trods af at hans stemme aldrig bliver hørt i andre geopolitiske, religiøse eller etniske kriser».

Kritikken af ​​Waters bliver fortsat mere ophidset, og her kan den tale for sig selv:

• Ud over at skabe vrede inden for det pro-israelske fællesskab, har hans besættelse af at boykotte Israel mest bragt skam over ham selv.
• Han er blevet kasteløs i musikbranchen, fordømt af sine egne og medierne, latterliggjort af kritikere og insidere, og vigtigst af alt, helt forladt af de ikoniske og kunstnerisk ophøjede artister, som enten totalt ignorerer ham eller endda direkte påviser hans hykleri.
• Radioheads Thom Yorke udsletter Waters ved at vise, at han misbruger udtrykket »apartheid».
• Den australske musiker Nick Cave beskriver hans holdning til Israel som »fej og skammelig», og han tvivler på, at Waters »har nogen anelse om, hvad meningen med musikken er».
• Hans bestræbelser på at presse den canadiske kunstner Celine Dion til at annullere sin israelske turné førte til et skænderi med AAR, en respekteret canadisk antiracistisk organisation, og der var umiskendelige fejl i hans argument.
• 41 finalister i Eurovision-sangkonkurrencen i 2019 ignorerede fuldstændigt hans offentlige anmodning om en boykot af konkurrencen i Israel; det gjorde selv Madonna, den amerikanske gæstestjerne.
• I 2017 konkluderede en undersøgende dokumentar af den canadiske journalist Ian Halperin, at Waters er en antisemit. Samme år sagde Halperin i et interview om Waters: »Det menes, at musik skal sprede glæde, ikke had».

Sådan afslutter The Jerusalem Post betragtelsen af ​​en person, der turde kritisere den jødiske stat:

– Set i netop denne sammenhæng ser videoen, som han frigav den 19., mere ud som et desperat råb om hjælp. At det passerede hans tidligere bandkolleger ukommenteret, understreger kun dybden af ​​hans mentale lidelser og kvaler.