Behersk Livet # 7: Tillid

Behersk Livet: Tillid er vigtigt. Både selvtillid og tillid til andre medlemmer af fællesskabet.

Når man beundrer en stor fabrik eller et mægtigt teknologisk mesterværk, forbløffes man igen og igen over den præcision, hvormed det enkelte tandhjul og alle dele passer og arbejder sammen.

Uendeligt mere præcist end den mest komplicerede maskine er det menneskelige fællesskab. Også her skal det ene medlem komplementere det andet, også her må alle dele passe og arbejde sammen.

Forudsætningen og garantien for et ordnet og frugtbar samarbejde mellem
individuelle kræfter i hvert menneskelig fællesskab er tillid.

Udgangspunktet for al menneskelig tillid er selvtillid. Mennesker, der ikke har tillid til sig selv, som personligt er usikre og ustabile, vil også altid møde
deres medmennesker med mistanke og mistro. Baseret på troen på at Gud
har placeret mennesket i dette liv, så han på sit eget sted kan opfylde, forme og
færdiggør den Almægtiges skabelsesværk, må mennesket besidde en enorm indre støtte, en mægtig selvtillid, en meget stor selvsikkerhed.

Denne selvbevidsthed, som ligger i især nordiske menneskers blod, giver styrke til de mest dristige gerninger, modet til de største ofre, ihærdigheden til de sværeste opgaver og åbenheden for alt fantastisk og smukt i livet.

Denne tillid til blodets, åndens og sjælens kraft kommer til udtryk i den
indre holdning og i gerningerne, og den afspejles i det klare, selvsikre blik og i kroppens bevægelser og kropsholdning. Man kan ikke give indtryk af at have denne gennemgående selvtillid udelukkende gennem ekstern indlæring og bevidst ydre opførsel.

Den, der ikke har nogen selvtillid, vil igen og igen blive en plage, ikke bare for
sig selv, men for hele samfundet, og frem for alt i farlige og afgørende stunder vil de også være en byrde og en hindring. Orientalsk selvfornedring, slavelignende underdanighed og mindreværdskomplekser må bekæmpes beslutsomt og ihærdigt som de største fjender af sund selvbevidsthed.

Kun den, der besidder selvtillid, kan også have en naturlig tillid til andre
mennesker. Den, der har selvtillid, må dog også have en
sund tillid til medmennesket, da ellers selvtillid ville udarte sig til stum arrogance.

Tilliden til medmennesker er frem for alt rettet mod medlemmer af
egen klan, mod kammeraterne i det samme fællesskab af arbejde, ideer og virke, og mod folke- og racekammerater. Tilliden til dem stammer fra de samme naturlige, biologiske love som sund selvtillid.

Tillid inden for ethvert naturligt fællesskab er ikke en gave, som nådefuldt skænkes ovenfra, men snarere en selvindlysende pligt, som man skylder hvert medlem af dette fællesskab.

Der findes mennesker, der altid venter, indtil tillid er blevet bevist,
der behandler tillid som et forhandlingsmøde, hvor de er fyldt med mistillid, indtil de selv føler at andre stoler på dem. Disse mennesker undergraver fællesskabet. Med deres konstante mistillid ødelægger de med tiden enhver menneskelig tillid. De bærer selv skylden, hvis deres oprindelige
uberettigede mistillid gradvist retfærdiggøres, og de til sidst
kun møder mistanke og mistillid i stedet for naturlig tillid.

Men så rigt og herligt som tillid påvirker ethvert fællesskab og hver enkelt person, så berøvende, opløsende og ødelæggende påvirker mistro og mistillid. Det kan kvæle det mest blomstrende liv, sønderslide de mest inderlige bånd, forgifte de smukkeste glæder og afværge enhver succes.

Enhver tillid må være i stand til at klare prøvelser og endda holde gennem skuffelser. Der er mennesker, der bliver mistroede fjender af fællesskabet, hvis de engang har oplevet en stor skuffelse, hvis en person engang ikke har levet op til deres tillid eller endda misbrugt den. Den naturlige tyske mand ved, at der altid vil være mørke sider, fejl, usselhed og underlegenhed blandt mennesker. Men hans naturlig tillid, der flyder fra lovene om blod og liv, kan og må ikke
blive påvirket af denne menneskelige tragedie. Det kan være svært i visse stunder af skuffelse at bevare sin tillid uformindsket. Men tillidens triumf vil altid være en triumf for tysk blod.

I ethvert samfund har både ledelse og følgere den samme ret og den samme
pligt til gensidig tillid. Begge er forpligtet til altid at give denne tillid fuldt ud, af en indre parathed til at selv at stole på sine kammerater og ikke kun kræve tillid fra den dem.

Tillid er ikke kun et af de mest hellige bånd i samfundet, tillid er det også
samtidig en af ​​de smukkeste gaver i fællesskabet. Det er en af de lykkeligste timer i menneskets liv, når ægte tillid beviser sig selv i stor fare eller
i en hård prøvelse. Det er en af ​​de bedste udmærkelser for et menneske, besidde total tillid til andre. Tillid er en af ​​de grundlæggende forudsætninger for den naturlige, menneskelige gensidige indstilling. Tillid er især en pryd for det tyske væsen.

Tidligere publicerede kapitler:
Behersk Livet: Forord
Behersk Livet #1: Forpligtelse
Behersk Livet #2: Bevægelse
Behersk Livet #3: Livsbekræftelse
Behersk Livet #4: Indre frihed
Behersk Livet #5: Politisk frihed
Behersk Livet #6: Tysk tro
Behersk Livet #7: Tillid
Behersk Livet #8: Kærlighedens kraft
Behersk Livet #9: Udholdenhed
Behersk Livet #10: Tålmodighed – at kunne vente
Behersk Livet #11: Ydmyghed
Behersk Livet #12: Karakterstyrke
Behersk Livet #13: Hjertelig godhed
Behersk Livet #14: Tapperhed
Behersk Livet #15: Retfærdighed
Behersk Livet #16: Renhed
Behersk Livet #17: “Zucht” – avl og tugt
Behersk Livet #18: Høflighed
Behersk Livet #19: Ofring og afkald
Behersk Livet #20: Behersk Livet