Historie: Nordfront bringer her en gennemgang af historien bag centralbanker. Dette er del 1: Hvorfor dette emne er vigtigt og banksystemer i antikken.
Historie er det mest vigtige emne i noget uddannelses system, også endnu vigtigere end naturvidenskab og humaniora. Historie forklarer kultur, traditioner, tro, etos og raison d’être (den vigtigste grund eller formål med nogen eller noget eksistens), hvis forståelse alle er nødvendige for den forsatte eksistens af et folk. Hvis historie bliver undergravet ved falsifikationer eller undladelser af vigtige fakta, som ofte bliver påtvunget af fremmede krafter, så vil den civilisation forfalde og ende i totalt sammenbrud, som kan blive observeret i den langsomme disintegration af vestens civilisation siden 1945. George Orwell udtrykte et lignede sentimenet i 1984, da han skrev “Den mest effektive måde at ødelægge et folk, er at nægte dem og ødelægge deres forståelse af historie.”
For at enhver nation/stat/samfund/fællesskab kan have fuld selvstændighed og selvbestemmelse i sine anliggender, skal den fulde kontrol over de midler, der bliver anvendt til handel af goder og servicer, ligge ved den magt, som repræsentere folket, og må ikke ligge ved private individer. Uden denne kontrol over handelmidlerne falder kontrollen af økonomien i hænderne på private bankmænd.
Gennem hele den nedskrevne historie har perioder med statslig kontrol over pengemængden været synonym med epoker af rigdom, fred, kulturel berigelse, ingen arbejdsløshed og nul inflation. Men når private bankmænd beslaglægger kontrollen af pengeproduktionsprocessen, er de uundgåelige konsekvenser cyklusser af rigdom og fattigdom, arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft, inflation og deflation, en enorm og evigt stigende overførelse af rigdom og politisk magt til denne lille klike, som kontrollere dette undertrykkende monetære system. Hver gang disse private centralbankmænd er blevet smidt for porten gennem historien af nationer, som forsøgte at genskabe et ærligt monetært system, så har disse parasitiske bankmænd uden undtagelse tydet til “patriotisk” krig for at overvinde den meget udskældte “fjende”. Dette har været en funktion i næsten alle krige gennem de sidste mange århundreder.
Løsningen er simpel og selvindlysende. Hvis vi ønsker at opnå vores frihed og selvstændighed fra slaveriet pålagt os af private bankmænd, så må vi nedlægge deres brøkreservesystem af banker støttet af centralbanker, ellers bliver vi udslettet and afsendt til glemsel.
Penge formere sig naturligvis ikke. Når penge begynder at avle penge er det uhensigtsmæssigt og en perversion fra formålet af dens institution, som kun var for at tjene formålet med udveksling og handel og ikke at vokse… De mænd vi kalder bankfolk, skal vi hade, for de beriger sig selv uden at gøre noget. – Aristotle, Politik
De monetære systemer i den romerske æra (753 f.v.t. – 565 e.v.t.) kan blive opdelt i tre forskellige perioder, hvor enheder bestående af tre forskellige metaller blev brugt med formålet at handle goder og servicer. Disse er kobber, sølv og guld. Omkring 600 f.v.t. kom Latium under Etruscans kontrol. Dette varede indtil den sidste romerske konge, Tarqiun den stolte blev bortvist og i 509 f.v.t. og den romerske republik blev oprettet.
Ligesom mange andre samfund, så blev der anvendt et byttesystem inden overgangen til handel med metaller. Romerne anvendte kvæg til at bytte for andre varer.
Kobber alderen (753-267 f.v.t.)
Som tiden gik begyndte romerne at bruge uregelmæssige klumper af kobber eller bronze i stedet for kvæg. Disse klumper blev kaldt aes rude (ru metal) og blev vejret hver gang der blev handlet.
Der skete en stigning i handel og Rom blev en af de mest velhavende byer i antikken. Denne velstand var baseret på umarkeret kobber, senere bronze, metal som blev målt i vægt ifølge et fast system af måleenheder. Det blev udstedt af det romerske finansministerium i blokke, som vejede 1,6kg med fuld opbakning fra staten, disse blev kaldt aes signatum (stemplet metal), fordi det var blevet stemplet af regeringen med billeder af en ko, ørn, elefant eller andre billeder.
I 289 f.v.t. blev disse blokke udskiftet med skiveformede mønter lavet af blyholdig bronze, disse blev kendt som aes grave (tung metal). De repræsenterede nationens penge og “var betalt i omløb af staten og [hver var] kun af værdi ud fra symbolerne, hvor antallet blev registreret, var knappe eller lignende”. Disse penge var dermed baseret på lov istedet for, det metal mønterne bestod af (selvom deres bestanddele var standardiseret og mønterne havde en egentlig værdi, imodsætningen til de fleste mønter i dag). Dette kan blive anset, som det første succesfulde brug af fiat penge.
Selvom fiat penge bliver kritiseret meget af nogle mennesker, heriblandt følgerne af den østrigsk økonom Ludwig von Mises, så er der intet galt med det, så længe at det bliver udstedt af regeringen, ikke private bankmænd, og er beskyttet mod falskmøntnere. Ikke-fiat penge derimod har seriøse ulemper, at hvem end der sætter prisen på guld eller sølv dvs. private bankmænd, kan kontrollere nationens økonomi.
Op til 300 f.v.t. var der en enestående vækst i offentlig og privat rigdom for romerne.
Et samarbejde blev dannet mellem Senatet og folket, som blev kendt som Senatus Populusque Romanus (SPQR, Senatet og folket af Rom). De politiske ledere blev berømt for deres sparsomhed og ærlighed. Midlerne til handel blev reguleret i nøje i overensstemmelse med stigningen i befolkningen og handel, og der var ingen inflation. Gældslaveri nexum, hvorved en fri man tilbød sin arbejdsstyrke for at betale for et lån + renter, i tilfælde af ikke at kunne betale tilbage, blev afskaffet efter plebisk agitation af lex Poetelia i 326 f.v.t.
Sølvalderen (267-27 f.v.t.)
Det traditionelle penge system blev ødelagt i 267 f.v.t. da den patriciske elite fik privilegiet til at mynte sølvmønter. Denne ændring er eksemplificeret af en fra den patriciske elite, som gik til Juno Moneta templet og omdannede en hel sæk fuld af sølv denarius til fem gange sin orginale værdi, med den lille omkostning at give et nyt stempel med en ny værdi til mønterne. Dermed tjente han utrolig mange penge.
Der var meget få sølv depositumer i Italien, og derfor blev den romerske hær udvidet betydeligt for at erobre nye territorier for at få forsyninger. De romerske bønder, som havde gjort Rom selvforsynende med mad, blev nu hvervet til den romerske hær oftere og oftere. Dette betød et fald i landbrugsproduktionen, især korn, og gradvist blev bøndernes små landbrug udskiftet med latifunda (store landbrug der brugte slavearbejde). Rom blev nu nød til at importere korn fra nord afrika.
Social uro over statsborgerskab til andre Italienere, som ikke var romere, resulterede i Den Sociale Krig (90-89 f.v.t.). Lucius Julius Caesar, som var konsul under krigen, sponsorede Lex Julia, som var en lov, der gav statsborgerskab til alle Latinske og Italienske borgere, der ikke havde været en del af oprøret. Pirateri langs kysterne, vold i gaderne, og bander og terrorister var aktive i selve Rom, og der var ikke en politistyrke, som kunne holde lov og orden. Disse er uundgåelige konsekvenser af et samfund, hvor penge er blevet det højeste etos.
Økonomisk afsavn skabte utilfredshed blandt de fattige og social uro. Dette endte ud i oprøret ledt af Spartacus i 73-71 f.v.t., Spartacus var en tideligere gladiator og en dygtig militær leder, som ledte en masse slaver i et oprør imod Rom. På trods af en række sejre, blev Spartacus dræbt, og oprøret blev slået ned.
Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Third_Servile_War
Den jødiske rolle i Roms fald
De første jøder, Yehuda og Maccabee, ankom til Rom i 161 f.v.t. De tideligere romerske jøder arbejdede som håndværkere, kræmmere, butiksejere og pengeudlånere. De levede adskilt fra andre i lejligheder og bestemte over dem selv efter deres egne love. De var desuden undtaget fra militærtjeneste, som ellers var blevet en normalitet for pøblen siden 201 f.v.t. I 139 f.v.t. blev jøderne, som ikke var statsborgere, smidt ud af Praetor Hispanus for at missionere, men de vendte hurtigt tilbage igen. I 19 f.v.t. blev 4000 jøder udvist af Kejser Tiberius, fordi de havde været involveret i en rækker skandaler, men da dette er blev håndhævet særligt grundigt blev deres tilstedeværelse, især som ågerkarle (nogle der låner penge ud til meget høje renter), en væsenlig rolle i Romerrigets tilbagegang og forfald.
Julius Caesar (100-44 f.v.t.)
Efter at have vundet borgerkrigen mod Pompey den store og hans ligesindede i 48 f.v.t., blev Caesar defacto lederen i den romerske republik. Da han vendte tilbage til Italien i september 45 f.v.t. blev han mødt af synet af hele gader og byer overfyldt af hjemløse, som var blevet tvunget ud af hus og hjem af ågerkarle og landmonopolister. 300.000 mennesker fik dagligt mad ved det offentlige kornkammer (en form for tidelig velfærdydelse). Pengeudlånernes forretning blomstede med katastrofale konsekvenser.
De vigtigste ågerkarle, hvoraf mange var jøder, tog helt op til 48% i rente per år.
Caesar kendte til renternes ondskab og hvordan man kunne stoppe dem. “Han forstod den dybe sandhed, at penge er en national agent, skabt af lov med et nationalt formål, og at ingen klasse af mænd skal kunne tilbageholde det fra cirkulation for at skabe panic i markedet, for at kunne øge renterne eller opkøbe ejendom ekstremt billigt efter sådan en krise”. Derfor lavede Caesar en rækker sociale og monetære reformer. Her er nogle eksempler: Fattige borgere og krigsveteraner blev bosat i kolonihaver. Gratis boliger blev stillet til rådighed for 80.000 fattige familier. Soldaters løn blev næsten fordoblet. Statsborgerskab blev givet til provinssamfund. Billige metalmønter blev udstedt som de nye handlsmidler. Renter kunne ikke overstige 1% per måned, renter kunne ikke tages af renter og renterne måtte aldrig overstige det orginale lån (
in duplum reglen, denne regel påvirkede også lovgivningen i vest europa i mange århundere efter Roms fald). Vigtigst af alt, så blev kontrollen af mynte overført fra private individer til staten.
Disse ændringer var ikke populære blandt arstokraterne, som nu havde fået deres levebrød begrænset. Dette var en af grundene til at Julius Caesar blev myrdet i senatet af en række aristokrater (44 f.v.t.), hvis du ønsker vide mere om dette, så kan denne video stærkt anbefales. Formålet med mordet var at stoppe en politisk revolution ledt af Julius Caesar, men medlemmerne af konspirationen var bange for befolkningens reaktion, da Caesars reformer var meget populære.
Guldalderen (27 f.v.t. til 476 e.v.t.)
Kort efter Caesars død, begyndte Romerriget at anvende guldstandarden (penge baseret på guld). Dette vil få en kæmpe betydning for den finansielle stabilitet i imperiet og direkte lede til dets undergang. Tidligere blev der kun anvendt guldmønter i meget svære perioder såsom den anden puniske krig eller Lucius Cornelius Sulla kampagnen. Der var kun nogle få guld miner i Europa bortset fra i afsidsliggende steder såsom Wales, Transylvania og Spanien, og derfor kunne romerne kun få guld ved at have en stor og dyr hær, som blev fastlåst i konstant krig i imperiets yderregioner.
Manglen på guld, og dermed på penge til at handle med, skabte ofte perioder med deflation. Dette sker fordi, når der er mangel på penge til at handle med, så stiger pengenes forholdsmæssige værdi, og varer bliver derfor forholdsmæssigt dyrere. Dette betyder mindre handel, højere priser og færre i arbejde. I år 13 f.v.t. blev vægten på guldmønterne, Aureus, nedsat fra 7,9 gram til 4,67 gram. Men metallerne forsatte med at bevæge sig østpå for at betale for luksus produkter, religiøse skatter og renter. Derudover betød dagligdagens slid på mønterne, at en tredjedel af mønterne forsvandt fra cirkulationen over en 100-årig periode.
I 380 e.v.t. blev kristendommen den officielle statsreligion og monetære magt var ved religiøse autoriteter af pontifex maximus. Kejser Constantine bestemte, at 1/10 af alt indkomst skulle gå til den kristne kirke, hvilket førte til en enorm koncentration af rigdom. Kirken endte med at eje 1/3 til 1/2 af alt land og rigdom i riget. Denne enorme koncentration på rigdomme førte til mangel på penge i omløb til handel. Rigdommen blev gemt væk blandt eliten i stedet for at blive investeret i samfundet. Rom havde ikke længere nogen industriel produktion, næsten alt mad blev inporteret og renter nåede et uhørt nivuea. Rigets rigdom, som ikke lå ved kirken, lå ved blot 2000 familier, resten levede i fattigdom.
Efter den vestlige del af Det Romerske Imperium faldt fulgte en århunderede lang periode med deflation. Værdien af mønterne i Det Romerske Imperium toppede på 1.8 millarder $ i værdi, men i slutningen af den mørke middelalder var det kun 200 millioner $ i værdi. Landbruget var mindre produktivt, store handelsskibe forsvandt og der var næsten ingen handel. Kunst og videnskab blev tabt og de kunne ikke længere lave cement.
4. århundrede var romere i undertal med en faktor 5 til 1 af fremmede slaver. De vigtige faktorer, som ledte til Roms fald er koncentrationen af rigdom, mangel på miner til industriel produktion og den enorme import af fremmede. Den vigtigste økonomiske årsag var mangel på et billigt handelsværktøj (penge) som forblev i økonomien, og den forkerte tro, at penge bør være en vare. Intet samfund kan overleve et falsk økonomisk system. For et hvilket som helst samfund skal kunne fungere og trives, er det helt fundamentalt at handelsmidlerne er skabt fri for gæld og renter af staten, som repræsentere folket.
Den Nordiske Modstandsbevægelse vil statsliggøre den monetære infrastruktur
Den nordiske stat vil have sin egen statskontrollerede centralbank, som har eneret på at trykke penge til vores økonomiske system. Pengene i omløb vil være svarende til Nordens samlede produktions- og arbejdspotientale. Parametrene i udregning af dette vil komme til at være fuldstændig offentlige for vores folk, så ingen bliver ført bag lyset. Handelsaftaler skal omgående etableres med andre frie stater, som har forladt den zionistiske finansorden. Norden skal ikke, som i dag, låne penge for at betale for sin velfærd. At leve et liv i kortsigtet luksus og efterlade en stor gæld til vores efterkommere bryder med vores Nationalsocialistiske værdigrundlag.
Den Nordiske Modstandsbevægelse vil:
● Forlade den nuværende finansorden.
● Etablere en statskontrolleret centralbank med monopol på at trykke penge.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.