Hans Gammeltoft-Hansens udvalg lagde i 1983 grunden til de store problemer Danmark i dag har med indvandring

HISTORIE: Det er således ikke kendt af ret mange, at det tilbage i tiden omkring 1980 var et mindretal under uformel ledelse af Hans Gammeltoft-Hansen – formand for Dansk Flygtningehjælp 1977-1984 – fik overbevist et flertal i Folketinget om, at en grundlæggende revision af den danske udlændingelov var ønskelig. Skrevet af Morten Uhrskov

Hans Gammeltoft-Hansen (Foto: Steen Rasschou)

Det fortoner sig i dag for de fleste, hvad der egentlig lå til grund for den udlændingelov af 1983, der grundlæggende fortsat bestemmer, hvem der må og ikke må få adgang til Danmark som anerkendte flygtninge og som familiesammenførte.

Udlændingeloven FØR 1983 – ingen retsgarantier

Og her skal det præciseres, hvordan dansk udlændingelovgivning frem til 1983 var stykket sammen. Det følger af dette lidt kringlede juridiske afsnit fra 1972:

”Lovgivningen om udlændinge må i høj grad kunne afpasses efter de skiftende forhold i omverdenen, forhold, som man i herhjemme i reglen ingen indflydelse kan have på. Denne omstændighed medfører, at loven i et vist omfang må være en bemyndigelseslov. Det er ikke muligt at fastlægge alle de herunder hørende forhold ved lovregler, der skal kunne svare til enhver situation, og det vil også af tidsmæssige grunde ofte ikke være praktisk muligt at få lovgivningsmagtens sanktion til nye regler for en pludselig opstået situation. En lovfæstelse af alle de herhenførende forhold ville nemt føre til, at man for alle tilfælles skyld blev nødt til at foreslå fastsat regler, som dog måske ville vise sig at være for rigoristiske for fremtiden. Det har derfor ikke været muligt at undgå, at loven i nogle tilfælde må henskyde den nærmere regulering af et et forhold til de af kongen eller justitsministeren derom trufne bestemmelser…”

I klartekst står der, at Danmark indtil 1983 ikke gav retsgarantier af nogen art til udlændinge, der ikke i forvejen havde noget krav på Danmark. Dertil hører det afgørende, at dansk udlændingelovgivning før 1983 byggede på, at FN’s flygtningekonvention af 1952 alene betegnede statens ret til at give asyl, ikke individets ret til at opnå flygtningestatus.

Dansk udlændingelov var altså indtil 1983 en rent administrativ lov, hvor den til enhver tid siddende justitsminister afgjorde, om personer uden for Danmark kunne få adgang til landet.

Det kan ikke understreges kraftigt nok, at der heri ikke var noget brud med retsstaten, som er rettigheder, der alene kan kræves af de allerede tilstedeværende. Da Danmark i sagens natur kun har minimal indflydelse på, hvad der sker uden for landets grænser, kan man pr. definition ikke give retsgarantier til mennesker, der ikke befinder sig i landet. Denne sunde fornuft var indlysende indtil 1983.

Men i 1983 blev loven lavet om.

Gammeltoft-Hansens udvalget blev nedsat i 1977

Helt kort fortalt var det en udvisning af en mexicaner i 1977, der fik venstrefløjen til højlydt at sige, at Danmark havde en vilkårlig lovgivning på udlændingeområdet.

Det førte til, at Hans-Gammeltoft Hansen udvalget blev nedsat.

Udvalget, der skulle afgive betænkning om en mulig ny dansk udlændingelov, kom med sit forslag i november 1982.

Helt usædvanligt for et sådant udvalgsarbejde kunne udvalgets medlemmer ikke blive enige på helt afgørende punkter. Jeg læste disse udtalelser i 2007 og var også dengang forbløffet over forskellen.

Flertallets indstilling

Helt bogstaveligt var udvalgets anbefalinger sat op i to spalter på hver side. Et illustrativt eksempel er den foreslåede § 7, hvor det hos flertallet i kommissionen hed:

”Til følgende personer udstedes, medmindre særlige grunde taler derimod [min fremhævelse], opholdstilladelse efter ansøgning…”, hvorpå opregnes et antal tilfælde, hvor asylsøgere kan (ikke skal) have opholdstilladelse.

Mindretallets indstilling

Her følger mindretallets forslag under de facto ledelse af Hans Gammeltoft-Hansen, senere mangeårig ombudsmand:

”Til følgende udlændinge udstedes opholdstilladelse efter ansøgning…”, hvorpå opregnes de samme tilfælde som ovenfor.

Den afgørende forskel er naturligvis, om ”særlige grunde” taler imod, eller om ansøgningen efter visse kriterier altid skal imødekommes. Lige præcis her er den danske jurisdiktion over eget territorium gjort til ingenting. Enhver kan komme ind i Danmark, hvis de opfylder visse andre kriterier. De har et retskrav på Danmark på trods af, at Danmark nærmest ingen indflydelse har på begivenheder uden for Danmark.

En række andre eksempler fra kommissionens arbejde kan gives, og vil man vide mere, kan man med fordel læse min bog fra 2008, Et delt folk.

Folketingets flertal vedtog mindretallets indstilling

Det epokegørende, det skæbnesvangre, ved den daværende kommissions arbejde var, at mindretallet i kommissionen – 3 mod 6 – i alt væsentligt fik gennemført de retsgarantier for udlændinge.

Det har medført, at Danmark i dag har mere end 500.000 personer med ikkevestlig baggrund. Dette antal vokser oven i købet hele tiden som følge af en hurtigere befolkningsvækst.

Mindretallet i kommissionen omkring 1980 kombineret med et folketingsflertal med lyst til at være med på moden har skaffet Danmark uløselige problemer på halsen.

Nej, selvfølgelig ikke uløselige, men problemer af en størrelsesorden, som siger spar to til, hvad vi som dansk nation har været vidne til.

KILDE: Den Korte Avis