Otte biler sat i flammer i København
KØBENHAVN: En række tilsyneladende påsatte bilbrande hærger igen i København.
Otte bilejere fra hovedstaden vågner lørdag morgen op til den kedelige nyhed, at deres bil har brændt af.
Fredag aften var både Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab nemlig til stede ved flere hændelser, hvor biler stod i flammer.
Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2 Lorry.
– Vi modtager den første anmeldelse om brand i bil klokken 22.05. Det skete på Grønnemose Allé i Københavns Nordvestkvarter, siger Henrik Stormer, der er vagtchef hos Københavns Politi.
Bilen, der her stod i flammer, var ifølge vagtchefen en BMW 5-serie, og den umiddelbare vurdering fra politiet er, at branden er påsat.
– Der ligger en brosten i bilen, da vi kommer, så den lugter af, at den blev påsat, siger vagtchefen.
Knap to timer senere klokken 23.45 må politi og beredskab rykke ud endnu en gang.
Her står hele syv biler i flammer på Frederiksborgvej ved Skoleholdervej, blot omkring en kilometer fra den første bilbrand.
– Nogle af køretøjerne er blevet skadet så meget, at man ikke kan sige, hvilken af bilerne, der er årsag til brandene. Det må være genstand for yderligere efterforskning, siger Henrik Stormer.
Han oplyser, at det endnu ikke er klarlagt, hvad der er årsag til brandene, men at det “det er nærliggende at tro, at brandene i bilerne er blevet påsat.”
Politiet har ingen vidner til nogen af de mange bilbrande, og opfordrer derfor borgerne i København til at være opmærksomme og kontakte politi og brandvæsen, hvis man ser noget, der kan ligne en ildspåsættelse.
Samtidig ønsker politiet at komme i dialog med borgere, der har observeret noget mistænkeligt i forbindelse med brandene eller har viden om dem på anden måde.
KILDE:
TV2 Lorry
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Imens statsministeren fordømmer et klistermærke…