Dom fra menneskerettighedsdomstol kan påtvinge Danmark global sundhedsindvandring

EU: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan være i færd med at tvinge medlemsstaterne til at acceptere en global indvandring med sundhedsmæssig begrundelse. Danmark må tage emnet op i EU, inden de nye domme bliver til etablerede retsprincipper.

Sådan skriver Mads Bryde Andersen, professor, dr.jur., Københavns Universitet, og Ole Gjems-Onstad, professor, dr.juris., Handelshøyskolen BI i en kronik i Berlingske d. 28. oktober 2019

De forsætter:

Det er nu næsten tre år siden, at VLAK-regeringen forsøgte at bruge Danmarks formandskab for Europarådet til (ifølge regeringsgrundlaget) at »se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention« (EMRK).

Forsøget endte i april 2018 med en »Københavnererklæring«, der gengav dele af kritikken uden dog at foreslå reformer. Mange troede, at EMD havde lyttet til den folkelige kritik. Midt i debatten udtalte Institut for Menneskerettigheder, at vores domstole blot havde overfortolket EMD-praksis og sagtens kunne udvise flere kriminelle udlændinge end tidligere (hvilket senere skete). Man fik det indtryk, at EMDs dynamiske praksis ikke var så problematisk endda.

At denne opfattelse ikke længere er berettiget, vidner en dugfrisk dom, som Danmark tabte tidligere på måneden (den 1. oktober), om. Med et snævert flertal (4-3) forbød EMD Danmark at udvise den voldsdømte og sindslidende tyrker Savran, fordi vi ikke havde bevist, at han kunne opnå samme kvalitative behandling i Tyrkiet. En sådan udvisning ville dermed udgøre en »umenneskelig og nedværdigende behandling« i strid med EMRKs artikel 3.

EMD havde allerede skærpet sin artikel 3-praksis med Paposhvili-dommen fra 2016: Paposhvili havde under domsafsoning efter alvorlig kriminalitet fået lungekræft, hvilket var årsagen til en behandling til en værdi af flere millioner kroner årligt. Den behandling mente et EMD-storkammer ikke, at Georgien (trods landets forsikringer herom) kunne yde. Belgien kunne derfor ikke udvise Paposhvili til Georgien.

Før Paposhvili-sagen havde EMD kun nægtet udvisning efter artikel 3 af personer, der måtte antages at være døden nær. Nu rakte det, at udvisningen ville medføre en alvorlig, hurtig og irreversibel tilbagegang i sygdomsforløbet med intens lidelse eller udsigt til en betydelig forkortet levetid.

Med Savran-dommen går EMD nu videre til også at forbyde udvisning af udlændinge med psykiske (og ikke blot legemlige) sygdomme. Som bekendt er der stor forskel mellem legemlige og psykiske diagnoser. Psykiske diagnoser kan have en mere usikker karakter. Det samme gælder behandlingsmetoderne. Hertil kommer (som fremhævet af de tre dommere i mindretallet) risikoen for simulering af symptomer på psykiske lidelser.

Savrans diagnose lød på paranoid skizofreni kombineret med stofmisbrug. Under sin afsoning i Danmark modtog han intens behandling. Alle EMD-dommere var enige om, at det ikke var et problem, at Savran kunne få en ringere behandling i Tyrkiet end i Danmark. Men fire af de syv dommere fandt alligevel grænsen for det umenneskelige overskredet, fordi man ikke kunne »se bort fra«, at udvisningen ville forværre sygdomstilstanden. Det fik ingen betydning for afgørelsen, at Tyrkiet havde lovet, at Savran kunne få psykiatrisk behandling og sandsynligvis gratis medicin. Danmark havde nemlig (reelt) bevisbyrden for, at behandlingen i Tyrkiet ville være god nok.

Dommen rejser flere spørgsmål.

For det første undlod EMD, som det ellers er praksis, at give Danmark et vist rum (en »skønsmargin«) for sin artikel 3-vurdering. Tværtimod udvides den dynamiske fortolkning, som EMD i 2016 anlagde i Paposhvili-sagen. Fraværet af denne skønsmargin er kritisk, fordi artikel 3 ikke gør undtagelse for f.eks. tryghed og velfærd mv., sådan som andre EMRK-artikler gør.

Selvfølgelig kan man ikke forsvare tortur og lignende personangreb med, at en sådan »efterforskning« er mere effektiv end almindelig efterforskning, men det er vanskeligere at drage absolutte grænser, når »umenneskelighed« skal måles i udgifter til lægebehandling til en værdi af millioner af kroner årligt. Og den slags behandlinger bliver der stadigt flere af. Hvem der skal have ret til hvilke behandlinger, aktualiserer som bekendt vanskelige politiske prioriteringer, som det er mere nærliggende, at de folkevalgte – og ikke domstolene – afgør.

For det andet fører dommen til en retsstilling, som kan få stor betydning for vor fremtidige politik på både udlændinge- og sundhedsområdet – og ikke mindst for de offentlige budgetter på disse områder.

»Dermed kan EMD være i færd med at tvinge medlemsstaterne til at acceptere en global indvandring med sundhedsmæssig begrundelse..«

Den nye praksis kan nemlig ikke kun påberåbes af kriminelle udlændinge. Den må antages også at afskære udvisning eller udsendelse af enhver alvorligt syg udlænding, der af en eller anden grund ikke har ret til at opholde sig i Danmark. Forbuddet må antages at gælde, uanset hvorfra udlændingen kommer.

Dermed kan EMD være i færd med at tvinge medlemsstaterne til at acceptere en global indvandring med sundhedsmæssig begrundelse i sager, hvor et land som Danmark – som det ofte vil være tilfældet – ikke kan bevise, at modtagerlandet matcher udsendelseslandets høje niveauer for lægebehandling.

Savran-dommen har derfor store økonomiske konsekvenser for et land som Danmark. Ingen – heller ikke EMD – kender de nøjagtige merudgifter til lægebehandling, som dommen medfører. Udover disse udgifter skal man også indregne den sociale understøttelse til de syge personer, som nu ikke kan udsendes til deres hjemlande.

»EMD har endnu en gang taget rollen på sig som en lovgiver, der sætter sig over de nationale lovgivere på områder, hvor der måske slet ingen vilje er til at lovgive.«

Dernæst rejser dommen en række praktiske problemer:

Hvordan skal danske myndigheder vurdere behandlingsmulighederne i de forskellige stater, som Danmark kunne finde på at udvise til? Og hvor mange lande kan i det hele taget sikre samme fine behandling som den, vi tilbyder? Ganske mange af Europarådets 47 medlemsstater har sikkert et ringere sundhedsvæsen end Tyrkiet. Det samme gælder for resten af verden, f.eks. vores nære allierede, USA, hvor fysisk og mentalt syge overlades til sig selv. Skal vi nu heller ikke kunne udsende et antal personer med en psykisk diagnose hertil?

Man må konstatere, at EMD endnu en gang har anvendt sit mandat til at fortolke en konvention, der blev skabt i skyggen af Anden Verdenskrig, til at træffe afgørelser af en art, som nationalstaterne normalt vil løse efter en politisk debat. EMD har endnu en gang taget rollen på sig som en lovgiver, der sætter sig over de nationale lovgivere på områder, hvor der måske slet ingen vilje er til at lovgive.

De to domme giver derfor grund til igen at debattere, i hvilket omfang og på hvilke områder sådanne vigtige beslutninger bør træffes af en international domstol bestående af dommere, der for hovedpartens vedkommende ingen tilknytning har til det land, hvis lovgivning og praksis de underkender.

»Ingen ved, hvor »dynamisk« eller med et mindre flatterende udtryk »uberegneligt«, EMD vil dømme næste gang, der opstår en sag om sundhedsindvandring.«

Stemmeafgivningen viser, hvor tilfældigt udfaldet af EMD-domme kan være. Danmark blev som sagt dømt med stemmerne 4-3, idet bl.a. den danske og svenske dommer afgav særdeles kraftige mindretalsudtalelser.

Ingen ved, hvor »dynamisk« eller med et mindre flatterende udtryk »uberegneligt«, EMD vil dømme næste gang, der opstår en sag om sundhedsindvandring. Danmark bør derfor anmode om tilladelse til at forelægge sagen for et Storkammer med henblik på efterprøvelse.

Ligeledes bør Danmark tage initiativ til, at hele problemstillingen om sundhedsindvandring tages op som et politisk tema, f.eks. i Europarådskredsen, før de nye domme bliver knæsat som etablerede retsprincipper.

Også andre lande er skeptiske over for denne udvikling. Det øverste britiske asyltribunal nægtede i 2017 at følge Paposhvili-dommen, fordi allerede den dom brød med tidligere praksis.

KILDE:
Berlingske

Læs også
Europas Forenede Stater
Danmark kommer muligvis snart ind i en europæisk bankunion