Landmand opgiver vejstrid: “Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen.”
Samfund: Martin Lund Madsen føler sig magtesløs i vejstrid og opgiver sagen for at koncentrere sig om sit landbrug.
Landmand Martin Lund Madsen stopper sin årelange vejstrid med Vejen Kommune, oplyser han i en pressemeddelelse.
Han opgiver sagen for igen at koncentrere sig om at drive landbrug.
– Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen.
Det siger Martin Lund Madsen i en kommentar til Vejdirektoratets afgørelse. Den stadfæster Vejen Kommunes ekspropriation af dele af Martin Lund Madsens marker til anlæg af en offentlig vej.
For et år siden blev det ellers afgjort i Højesteret, at ekspropriationen af hans jord var ulovlig. Men det var på et andet grundlag.
– Som borger i et retssamfund forventer man, at myndighederne følger Højesterets afgørelse.
– Men i Danmark kan myndighederne åbenbart vælge at gennemføre det samme indgreb en gang til blot med henvisning til en anden paragraf og så gennemtrumfe det over for borgeren.
– Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet, som nu giver medhold hos Vejdirektoratet, siger han.
Banedanmark og Vejen Kommune foretog i første omgang ekspropriationen efter loven om elektrificering af jernbanenettet, fordi vejen fører hen over en jernbanebro.
Men efter dommen i Højesteret valgte Vejen Kommune i stedet at ekspropriere vejen efter en paragraf i vejloven.
– Jeg håber, at min kamp ved domstolene og forskellige ankeinstanser har åbnet politikernes øjne for, at noget er helt galt i Danmark, når det gælder borgernes rettigheder i forhold til det offentlige, siger han.
KILDER:
DR
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.