Folkefællesskab i praksis

NATIONALSOCIALISME: Jimmy Thunlind fremhæver folkefællesskabet som en vigtig del af vores verdenssyn, hvilket burde påvirke os i hverdagen.

Nationalsocialisme er folkefællesskab! Vi har gentaget og understreget disse ord mange gange. Begrebet folkefællesskab er en af hjørnestenene i vores overordnede verdenssyn, sammen med racelæren, det jødiske spørgsmål og overbevisningen om den biologiske nødvendighed for at respektere naturens love. Men mens de øvrige tre hjørnesten er orienteret på vores kamp for overlevelse, er folkefællesskabet noget, der karakteriserer vores måde at leve og handle på.

Jeg vil i denne tekst vise, at det er folkefællesskabet, der gør det til et fantastisk livsvalg at være nationalsocialist. Men også, at det er det praktiserede folkefællesskab, der kan blive den magnet, der trækker nye tilhængere til vores bevægelse.

Nationalsocialismen er ikke kun en ideologi, nationalsocialisme er en verdensanskuelse. Forskellen er, at en ideologi kun dækker visse områder af tilværelsen, såsom politik, økonomi, jura og lignende. Man kan således bekende sig til en vis ideologi, såsom liberalisme eller socialisme, uden at den af den grund i særlig høj grad påvirker, hvordan man lever sit liv. En verdensanskuelse omfatter også ideologisk, filosofisk, videnskabelig og religiøse overbevisninger, men strækker sig yderligere og gennemsyrer ofte andre dele af en tilhængers liv – kultur, åndelighed, privatliv og beslutningstagning. Som verdensanskuelser regnes normalt de store verdensreligioner, men også anskuelser som nationalsocialisme, den oprindelige anarkisme og animisme.

Det er først og fremmest folkefællesskabstanken, der får nationalsocialisme til at påvirke vores tanker og handlinger i hverdagen. Erkendelsen af, at vi er en del af et større fællesskab, giver en større mening og tilfredshed i vores liv end blot individuel behovsopfyldelse og selvrealisering. I vores tilfælde er det blodet og racen, men også historien, kulturen og folkekarakteren, der danner grundlaget for dette fællesskab. Bevidstheden om, at vi har en arv fra vores forfædre at forvalte, og en fremtid for vores efterkommere at lægge grundlaget for, har en stærk indflydelse på, hvordan vi vælger at leve, og hvilke beslutninger vi træffer. Erkendelsen af, at når dele af vort folk lider, da vil hele folket lide, får os til at blive medfølende, altruistiske og generøse, hvilket igen betyder, at vores største bestræbelse bliver, at hele folkefællesskabet skal få fremgang og klare sig godt, ikke kun os selv.

Alt dette er let at udtrykke i tale og på skrift. Vores kritikere mener måske, at det er en utopi, en teoretisk drøm, at sandt folkefællesskab er noget, der kun kunne realiseres i en fremtidig drømmeverden. Er det virkelig muligt at opnå folkefællesskab i praksis midt i en splittet, egoistisk og fjendtlig omverden?

Ja, jeg vil hævde, at det ikke kun er muligt, men også absolut nødvendigt, at vi nationalsocialister allerede nu løbende skaber det folkefællesskab, som vi ønsker skal råde i hele samfundet i fremtiden. Begrundelserne for dette vil jeg her fremhæve:

1. Vi lever som vi lærer. Mennesker, der siger, at de står for høje og hæderlige idealer, men som alligevel lever helt anderledes kaldes hyklere. I det moralsk gennemrådne samfund omkring os ser vi daglige skræmmende eksempler på dette – “gode” religiøse ledere, der begår overgreb mod børn, politikere, der kræver lovlydighed af borgerne, men som selv spiller snyder og lyver, fortalere af multikultur, som kræver åbne grænser, men selv lever enormt segregeret osv.

Al sådan hykleri utænkeligt for os nationalsocialister. Når vi derfor taler om folkefællesskab, er det mere end ord, det er noget, vi praktiserer. For det første taler vi aktivt for vort folks og vore races sag, som det dyrebareste, og som noget vi skal sikre overlevelse. Vi bekæmper fanatisk alle zionisters og kulturmarxisters forsøg på at få os til skamme os over vores historie, splitte os gennem løgne og falske forbrydelser begået i fortiden, at sprede had mod hvide, at beskylde os for problemerne i andre dele af verden, at påtvinge os en fremmed kultur, at besudle vores germanske moral med LGBT-lobbyisme og kønsteorier osv. Vi forsvarer vores børn mod sådan propaganda og opdrager dem til at blive tænkende mennesker, der ikke sluger alt, de bliver serveret. Vi støtter heller ikke folkefjendtlig propaganda eller aktiviteter økonomisk eller ved at spilde vores tid på sådan noget.

For det andet praktiserer vi dagligt, at vi faktisk er en del af et fællesskab. Vi mødes og socialiserer selv uden for det egentlige kamparbejde. Vi stiller op for kammerater, der har brug for hjælp eller er havnet i problemer. Gode ​​eksempler på dette kan være at huske at besøge venner, der er syge, som er blevet gamle, eller som bor alene. En anden gruppe, der muligvis har brug for særlig omtanke, er kammerater, der bliver chikaneret af systemet eller fængslet for deres meninger. Hvis du ikke kan bidrage med penge, er der altid muligheden for at tilbyde at hjælpe med noget praktisk, at støtte slægtninge eller bare huske at ringe og høre, hvordan det går.

For det tredje viser vores ord, hvor meget vi værdsætter hinanden. Selv om kritik og irettesættelse i nogle tilfælde kan være nødvendig, er det først og fremmest ros og påskønnelsesord, der bidrager til et stærkt fællesskab. Glem ikke at fortælle dine venner, når du synes, de har gjort noget godt. Strø om dig med ros og påskønnelse. Vi får så meget negativ kritik fra omverdenen, at ros af hinanden aldrig kan være for meget. Vis at du værdsætter dine kammeraters loyalitet og trofasthed. Og gør ikke kun dette når du taler med dine kammerater, men også når du taler om dem. At altid tale godt om ens venner med andre i stedet for at sprede negativ, splittende sladder, er et tegn på godt fællesskab.

For det fjerde ved vi ikke, hvad den nærmeste fremtid vil bringe. Hvis regimet udsætter os for forbud eller anden forfølgelse, vil vores stærke fællesskab være et vigtigt aktiv og et stærkt våben i vores kamp. Hvis vi alle har det perspektiv, at det er gruppens, folkets, racens fremtid, der står på spil, vil det få os til at ofre enhver personlig bekvemmelighed og egoistiske bestræbelser i kampen for vores fælles fremtid.

2. Vi bygger grundlaget fremtidens samfund. Hvis vi virkelig mener, at vi ønsker at opleve et fremtidig nationalsocialistisk Norden, må vi allerede nu begynde at opbygge dette samfund imellem os. Vi må opbygge en organisation, der er funktionel og effektiv, og som fortsat er det, når den udvides. Rekruttering og uddannelse til ansvarsposter skal ske løbende. Men selv folkefællesskabet som den interne motor og sikkerhedsnet må allerede nu fungere i praksis, hvis det skal fungere i en fremtidig større sammenhæng på samfundsniveau.

Den nationalsocialistiske revolution vil ikke blive gennemført af grådige karriereister eller smålige egoer. Det vil blive gennemført af mænd og kvinder, der er i stand til at løfte blikket og se videre – til det bedste for lokalsamfundet, til det bedte for folket, til det bedste for racen. Når det fragmenterede multietniske samfund kollapser, vil vi skinne som solen, når vi hurtigt organiserer sundhedsydelser, skoler, maddistribution og genopbygning for vort folk, mens fjenderne har travlt med at plyndre, voldtage og redde deres egne skind på andres bekostning.

3. Vi tiltrækker nye tilhængere. Nationalsocialismen tiltrækker konstant nye tilhængere, og der kan være forskellige veje, der fører til målet. Nogle læser Mein Kampf for første gang og frelses med det samme. Andre reagerer på resultaterne af organiseret masseindvandring og befolkningsudskiftning og ser, at kun vi har en politik realistisk og radikal nok til at løse dette problem. Men der er også mange, der drages til vores bevægelse på grund af det folkefællesskab, de ser hos os. En kammerat fortæller en arbejdskollega, at han og hans nationalsocialistiske kammerater normalt mødes og træner, med lidt kaffe bagefter, og at de lejlighedsvis tager på udflugter i naturen med overnatning. Et ældre medlem bliver spurgt af sundhedspersonalet, hvem de pæne mennesker, hun får besøger så ofte, er? Ja, de er nationalsocialister. En pige i gymnasiet bliver spurgt af en klassekammerat, om hun vil hjælpe med at samle affald i naturen. Selvfølgelig, men hvem organiserer et sådan arrangement? Nationalsocialisterne selvfølgelig!

Hvis vores folkefællesskab er mere end ord og ægte, vil det være en indgangsport for mennesker, der er blevet trætte af overfladiskheden og selviskheden i dagens samfund. Derfor bør vi tænke over, hvordan vi handler, at vi lever som vi lærer, at vi taler godt om hinanden, og at vi husker vores folkekammerater, der har det vanskeligere end os selv. Dette er, hvad folkefællesskab betyder i praksis, og folkefællesskab er nationalsocialisme!